I denne måned har vi fordomme om religionsstuderende. Jonas Nielsen på 23 år har måttet parere RUST’s fordømmende kindheste, og han er godt forberedt. Han har nemlig selv været opslugt af de religiøse tekster og teorier de seneste tre semestre. Men han skal altså ikke være præst.

Alle der læser religion skal være præster?

Det er forkert. Det er sådan en standardfordom, og sådan har det altid været. Men jeg tror mere, det er en del af et samfundssyn. Når jeg siger religion, hvad tænker du så på? Altså, hvis du er kristen, så tænker du højst sandsynligt kristendommen, og så virker det logisk, at man skal være præst. Men det er jo ikke det, vi arbejder med. Vi arbejder med fænomenet religion.

Men du og alle dine medstuderende er i hvert fald dybt religiøse?

Jeg har ikke mødt nogen, der var dybt religiøse endnu. Jeg er selv ikke-troende, og jeg ved også, at der er flere på vores hold, der er ateister. Og det brænder de meget for. Så det er både ja og nej.

Er I så alle sammen ateister?

Det er også forkert. Der er flere på mit hold, der siger, de er kristne eller muslimer.

I kan bruge lang tid på at diskutere minutiøst om forskellige religioners opfattelse af dommedag, og hvornår eller om den er på trapperne?

Ja. Især når man har fået en lille smule at drikke, når man møder folk ude i byen. Så kan man bedre snakke, for så er man jo bedrevidende, fordi det er ens felt. Så det kan vi godt finde på, hvis diskussionen byder sig.

I har valgt at læse religion, fordi I havde en fantastisk religionslærer i gymnasiet?

Den er svær. Personligt, ja. Det var da helt sikkert derfor, jeg fik interessen for det – fordi jeg havde en god indgangsvinkel. Men jeg tror også, der er nogen, der vælger det, bare fordi det er spændende. Fordi det er et spændende felt at bevæge sig ind på, når du pludselig skal ind og se på ikke bare, hvad religion er, men også, hvorfor folk er religiøse. Hvorfor folk er troende. Det kommer jo an på, hvilken indgangsvinkel man har på det. Det handler om, hvor interessen kommer fra. Og for mig var det min gymnasielærer, som var helt fantastisk.

The following two tabs change content below.

Maja Mackintosh Johansen

Nyeste indlæg af Maja Mackintosh Johansen (se alle)