Næsten halvdelen af de adspurgte studerende hos DJØF føler sig stresset. For hver femte er det så slem, at de opsøger lægen for hjælp.

Føler du dig stresset?

Ja.

Sådan svarede hele 47 procent af de adspurgte i en ny undersøgelse blandt DJØF’s medlemmer. Det gælder om at få de rigtige kvalifikationer på CV’et, de højeste karakterer og mest relevante studiejobs – og presset kommer i høj grad fra de studerende selv. 71 procent føler sig trætte og 50 procent har hukommelses- og koncentrationsbesvær, som de mener skyldes stress.

Thomas Pape, ejer af en stressklinik for studerende, genkender problematikken:

”På den ene side skal de studerende have et relevant studiejob, og omvendt får de at vide, at det at vigtigt at fordybe sig i studiet, have et spændende studieliv og være sociale. Det selvbillede er ikke realistisk.”

Thomas Pape fortæller, at han i de seneste år har oplevet et skift i de studerendes problemer. Hvor de før var eksamensangst, der tyngede, er det nu stressen over at prøve at strukturere og håndtere hverdagen.

I DJØF’s undersøgelse har 20 procent ud af de 1061 deltagere opsøgt deres læge for at få hjælp mod stress. Thomas Pape opfordrer uddannelsesstederne til at være mere tydelige i, hvor de studerende skal lægge deres energi, hvis ikke det skal få store konsekvenser.

”Vi kommer til at se flere studerende, der dropper ud, fordi de føler, det er deres eneste mulighed. Symptomer på for eksempel en depression er, at hjernen ikke fungerer ordenligt, og så vi kan jo ikke bare bede de studerende om at blive hurtigere til eksamen.”

Føler man, at det stressede liv er ved at tage overhånd, kan man som studerende på Syddansk Universitet kontakte Studenterrådgivningen og få gratis hjælp i form af gruppe- og enkelterapi samt gode råd til den økonomiske situation. Peter Brigham er afdelingsleder og psykolog i Studenterrådgivningen i Odense og Esbjerg. Han fortæller, at man kan gøre meget selv, for at blive bedre til at håndtere stress:

”Det vigtigste er at få en daglig struktur. Især op til eksamenerne. Det er meget vigtigt at koble af og på i forhold til læsningen. De studerende skal tillade, at skrue forventningerne til dem selv ned. Og brug studiegrupperne til at dele stressen med, så du ikke står alene.”

 

The following two tabs change content below.

Rebecca Bodnia

Nyeste indlæg af Rebecca Bodnia (se alle)