Engang slæbte hun sig ned af SDU’s betongulv. I dag rapporterer hun om selvmordsbomber, diktatorers fald og dagligdagen fra mellemøsten. Hun føler angst, når hun rejser illegalt ind i Syrien. Men i al rædslen finder hun noget smuk. Noget, som hun mener, vi danskere kunne lære af.

Syrien. En lille by uden for Aleppo. Selvom den sorte nat har indhyllet byen, er luften stadig varm. Puk Damsgård ligger ude på balkonen og prøver at sove for larmen af biler og børn på gaden. Pludselig lyder der et sus gennem natten. Et jagerfly. Så et til – denne gang tættere på.

”Når der bliver angrebet fra luften, er det voldsomt. Når jagerflyvene kommer, kan det jo ikke engang betale sig at løbe”, mindes hun.

Journalist Puk Damsgård

Puk Damsgård. Foto: Gitte Post.

I al hast slæbes madrassen ind i bygningen. Gulvet står i samme øjeblik ikke stille længere. Der er ingen elektricitet. Kun mørke. Det gælder om at komme ned i bunden af bygningen, inden det næste brag kommer. For det kommer altid.

Huset bliver stående med Puk Damsgård og hendes fotograf, som har begge arme og ben i behold. Men mindet står klart som et af de mest skræmmende øjeblikke i hendes liv fra Mellemøsten.

______

Hun er en af de få. Fast job som udenrigskorrespondent hos Danmarks Radio. Hendes område er det fjerne Mellemøsten med base i Libanon, hvor hun prøver at formidle krigen, rædslen og hverdagen til danskerne hjemme i stuerne.

”Jeg er ikke en robot, der rapporterer. Jeg er først og fremmest et menneske, jeres øjenvidne, til krigen i Syrien og til hvad der foregår i Egypten og resten af Mellemøsten”, beretter 34-årige Puk Damsgård med en armbevægelse, der markerer, at der ligger en vilje bag hvert ord. Når noget skal understreges, er det armene, der kommer i brug. Ellers er den kendte dybe stemme fra nyhedsudsendelserne nok i sig selv til at betone, hvornår alvoren rammer.

Hun prøver at bringe så mange farver som muligt fra Mellemøsten til Danmark. Hun fornemmer nemlig, hvordan Mellemøsten for mange danskere føles meget langt væk. For selvom vi lever i den globale verden, vi skyper, twetter og ”liker” på facebook, så mener Puk Damsgård ikke, at det gør os til verdensborgere – tværtimod.

”Vi isolerer os. Vi er med vores egne og med dem, vi kender. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til at følge med og søge viden om andre kulturer, og på den måde kunne tage stilling til, hvad vi mener”.

På motocross i Næstved

Puk Damsgårds eget liv starter også meget langt væk fra jagerfly, burkaer og tropiske nætter. Hun er vokset op i Hammer Torup, et sted hun selv beskriver som en lille flække mellem Præstø og Næstved på Sjælland.

I 18 år er det hjemmet for Puk med motocross, heste og opmærksomheden ved at være enebarn. ”Mine forældre bor stadig på gården, der hedder Damsgård,” fortæller hun. ”Min far er født i det, der nu er køkkenet, så det er gået i arv i generationer”.

Hendes mor og far bliver dog de sidste til at bo på navne-gården. At overtage traditionen i familien er ikke en mulighed for DR’s faste korrespondent i Mellemøsten. 
”Never! Jeg vender aldrig tilbage til gården. Det kan jeg ikke. Jeg elsker det sted, men jeg kan ikke bo der”, erklærer hun med et stort punktum.

Hun husker sin barndom som tryg, men også på sin vis isoleret fra resten af verden. Når familien var på ferie, var det aldrig længere væk, end at hendes far kunne have bilen med. ”Mellemøsten er der, hvor jeg føler mig længst væk fra min trygge hverdag på gården. Det er dét, der er udfordringen”, fastslår hun.

Puk Damsgaard. Foto: Gitte Post.

Puk Damsgaard. Foto: Gitte Post.

 

Ikke en verden til forskel

Puk Damsgård bor i dag i Libanons hovedstad Beirut. I et hus med tilhørende have, to katte og en amerikansk mand. Selvom Beirut for mange danskere lyder som en del af 1001 nats eventyr, kan de fleste relatere til det med husdyr og husbond. Dét, at kunne finde en lighed midt i forskelligheden, er drivkraften bag Puk Damsgårds arbejde som journalist

”Danskerne kan ikke relatere til den sorg, en arabisk kvinde føler, når hun udtrykker den ved at stå helt tildækket og skrige. Jeg prøver at finde nogle personer, som man faktisk kan relatere til; hvor folk tænker ‘det kunne være naboens søn’.”

[quotebox]Hvorfor har de ikke opgivet deres revolution for længst? Fordi, de har noget at kæmpe for, og det er jo fascinerende. De kæmper for det, som vi tager for givet.[/quotebox]

For at udviske kontrasten mellem ‘dem og os’, laver Puk Damsgård ind i mellem tv-indslag om alt andet end krigens barskheder. Hun har lavet historier om plastikbryster og drømmen om en vestlig og lige næse i Beirut. Om en bodybuilder-familie, ”Muskel-mafiaen” i Afghanistan og når HIV opfattes som vestlig propaganda i Pakistan.

Hun ønsker at gøre os interesseret i noget, som vi ikke anede, de kunne interessere sig for:

”Mellemøsten er ikke sort og hvid, ligesom Danmark heller ikke er det. Danskerne forbinder tit Mellemøsten med terrorister, kvindeundertrykkelse og olie. Vi skal åbne øjnene og se, at der er andet. Vi har jo faktisk mere til fælles, end vi tror”.

Rejsen gennem krigen giver adgang til at opleve et helt andet følelsesregister, når livet og hverdagen bliver sat på spidsen.

”Vi oplever gennem hele livet afsavn, sorg og længsel. I krigen oplever du det hele på én dag. Der ryger en bombe, din søn dør, du kan ikke få brød hos bageren. Alle grundlæggende menneskelige følelser bliver sat i spil på én gang.”

Men der, i al rædslen, finder Puk Damsgård også noget smukt. Det er sådan, hun overlever. Ved at fokusere på det livsbekræftende. Lysten til at overleve, menneskets evne til kærlighed og overskud i en fuldstændig rædselsfuld situation.

Det, der eksisterer på trods.

”Hvorfor har de ikke opgivet deres revolution for længst? Fordi, de har noget at kæmpe for, og det er jo fascinerende. De kæmper for det, som vi tager for givet”.

Hendes arbejde er i høj grad anerkendt af branchens bedste. I 2012 fik hun Den Berlingske Fonds Journalistpris ” ikke bare for hendes viljestyrke og mod, men i høj grad fordi, hun har bragt mennesket ind i en stor og kompliceret fortælling”. Hun modtog i 2011 Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris for ikke at give op, da hun blev udvist fra Pakistan. I år blev hun nomineret til den største journalistpris på dansk jord, Cavlingprisen.

[quotebox]Det er et forsøg på at give fjenden et ansigt. At gøre dem til fædre, sønner, gode ægtemænd og ikke kun krigere med bare tæer i sandaler og skydevåben[/quotebox]

Smit ud af Pakistan

Som ung tog Puk Damsgård sig selv og en veninde med til Mellemøsten. Hendes første rejse til en krigszone var til Irak i 2003.

”Jeg fik ideen oppe i et sommerhus, året før jeg begyndte på SDU. Jeg ønskede at vide, hvordan mennesker på min egen alder håndterede pludselig at være fri fra en diktator, når de ikke har kunne huske andet end at have været underlagt ham. Følte de sig befriet, eller følte de sig besat af amerikanerne?”

At forstå en verden, der ikke ligner hendes egen er, hvad man fornemmer, Puk Damsgård drives af.

I 2010 tog hun af sted til et område, som ingen journalister hidtil har haft adgang til. Hun besøgte i al hemmelighed en pakistansk stammefamilie med forbindelser til Taleban.

Puk Damsgård. Foto: Gitte Post.

Puk Damsgård. Foto: Gitte Post.

22 familiemedlemmer samlet under ét tag og med skarpt opdelte kønsroller – kvinder i køkkenet og de piberygende mænd i lænestolene. Det hele kom til live i hendes nyeste bog ”Ulvehjerter”. Det, hun selv beskriver som den vigtigste historie, hun har fortalt.

”Det er et forsøg på at give fjenden et ansigt. At gøre dem til fædre, sønner, gode ægtemænd og ikke kun krigere med bare tæer i sandaler og skydevåben,” forklarer hun.

For hende er det en dyrebar historie, at forstå hvem det er, vi kæmper mod i Afghanistan. Puk Damsgård ønskede at begribe et liv, hun ikke selv forstod.

For eksempel var det uden for hendes umiddelbare fatteevne at forstille sig, hvordan man kunne være lykkelig i et arrangeret ægteskab. Men oppe i bjergene oplevede hun kvinder, der tog rød læbeskift på hver dag, inden manden kom hjem. Røde roser og hjerter i soveværelset.

”Jeg oplevede romantik. Konen gjorde sig til for sin mand, og det kender vi jo selv. At gøre sig til for en anden, man kan lide, så det var et punkt, hvor der var fælles ramme og forståelse.”

Den fælles ramme kan dog sprænges. Som da overhovedet i familien, Rustam Khan, udtaler sin hengivelse over for Hitler og hans gerninger. Og sønnen, Janan, forklarer, at hans største ønske er at dø som martyr for Taliban.

”Jeg er utrolig fascineret af fanatikere inden for alle kulturer. De har magt, men du kan altid finde noget genkendeligt, selv i en fanatiker. De lag er utroligt spændende at udforske”.

Den gang boede Puk Damsgård i Islamabad i Pakistan. Men kort efter hendes rejse til bjergene, bankede den pakistanske sikkerhedstjeneste, ISI, på døren. Hun var uønsket i Pakistan.

I medierne beskyldt for at udbrede Muhammedtegningerne og for at være en trussel mod statens sikkerhed. En ven inden for det pakistanske politiske system, betroede hende senere: 
”Godt, at efterretningstjenesten smed dig ud af landet i stedet for at slå dig ihjel.”

Udvisningen stoppede dog ikke journalisten Puk Damsgård. Kort efter forsatte hun sit virke fra nabostaten Afghanistan. Nok kunne den pakistanske sikkerhedstjeneste forvise Puk fra landet. Men lukke munden på hende, kunne de ikke.

Livet er ren matematik

Først flyttede hun til Afghanistan, men siden sommeren 2011 har hun haft fast base i Libanon.

Landet grænser op til det konfliktfyldte Syrien, hvor alle venter på, om lederen Assad falder som resultat af det lange arabiske forår.

”Det er angstprovokerende, hver gang jeg skal ind i Syrien. Men selvom jeg er bange derinde, så er historien vigtig nok til at løbe den risiko.”

Når Puk Damsgård rejser ind i Syrien forgår det illegalt, da det er umuligt at få et journalistvisum – hun har prøvet flere gange. Derfor er hun altid med oprørerne, når hun befinder sig i det oprørske land.Men det er regimet, der sidder med de tunge våben.

”Det absurde i det her er, at du bliver smuglet ind til en krig, hvor du er med den svage part.

Man skal for alt i verden ikke løbe ind i en militær checkpost”, fortæller hun.

Journalist Puk Damsgård

Puk Damsgård. Foto: Gitte Post.

Der er en imponerende ro over den lyshårede dansker, når hun fortæller om det farlige liv på vejen. Hun nipper en gang i mellem til sin danskvand, men på intet tidspunkt bævrer stemmen eller bliver svag. Hun virker frygtløs. Men der er hun ikke enig. Hun ser bare på tingene med ren matematisk sandsynlighedsregning.

”Sandsynligheden for at blive dræbt, er så lille. Der er jo flere, der er i live i Syrien, end der er blevet dræbt”, regner hun hurtig ud og fortsætter:

”Jeg sagde jo ikke ja tak til at blive korrespondent i Mellemøsten for så at trække mig, når nogen hiver en Kalasjnikov frem”

Sidst på sommeren kørte der en mindre mediestorm, der påstod, at DR og Puk Damsgård specifikt, ikke var neutrale stemmer i Mellemøsten, men kun reporterede fra oprørenes side. Puk Damsgård har aldrig været på reportage med den syriske hær, selvom hun gerne vil.

”Vi har prøvet flere gange at få visum, men det er umuligt. Jeg får tunnelsyn lige så vel, som hvis man var med de danske soldater i Helmand. Man får kun lov til at se situationen fra én side. Men man kan forholde sig kritisk overfor oprørerne, og jeg har også lavet kritiske historier om oprørene, hvor de tæver tilfældige folk, de arresterer.”

Sidst nævnte episode kunne danskerne opleve i ”Krig og kærlighed i Aleppo” på DR. Her fulgte Puk Damsgård oprørere, der mishandlede tilfældige mennesker, de mente stod i ledtog med regimet.

I virkeligheden drømte en af de unge oprørere om at forsætte sine studier på universitetet og blive gift med sin elskede. Igen prøver Puk Damsgård at fremhæve det menneskelige midt i kaosset.

[quotebox]Jeg har haft reportagerejser, hvor jeg ikke har sovet i 40 timer i streg. For eksempel da Gadaffi blev dræbt. Når man står midt i verdenshistorien, er der ikke tid til at sove.[/quotebox]

En risiko, der er værd at løbe

At have en stille hverdag midt i det kaos er af afgørende betydning for, at Puk Damsgård kan blive ved uden at miste forstanden. Hendes rejser til destinationer med krig og ødelæggelse gør det vigtigt at skelne mellem ”battle mind” og ”home mind”.

Når arbejdet kalder, er jobbet som korrespondent mere end at stå foran et kamera med DR-logo, på et tag i et varm sand-landskab.

”Jeg har haft reportagerejser, hvor jeg ikke har sovet i 40 timer i streg. For eksempel da Gadaffi blev dræbt. Når man står midt i verdenshistorien, er der ikke tid til at sove”.

På en almindelig dag i Beirut, er der ikke samme adrenalinindsprøjtning. Der sover hun som regel længere end ellers, hvis ikke hun skal sende morgenradio. Ellers er dagene så fleksible, at hun ofte tager sig tid til en lang frokost i byen med sin mand på en af Beiruts spisesteder. For Beirut er, som Puk Damsgård siger, lidt ligesom Paris.

Som et liv i det franske, er Puk Damsgårds liv dog ikke. Der er helt andre risici, og det er hun bevidst om. Ellers havde hun ikke valgt jobbet.

En risici er, at hun ikke vender hjem. Den anden er, at hun en dag kan kigge på al elendigheden, uden at blive berørt. Så er det tid til at finde på noget andet at lave.

”Den dag det ikke længere gør indtryk at kigge på et dræbt barn på asfalten, skal jeg ikke længere være journalist. For hvad er det så jeg reporterer hjem? Jeg er jo imod hele den tanke om at være en robot, der ser det ovenfra. Hvordan skal jeg viderebringe, hvor forfærdeligt, det her er, hvis jeg synes det er ”just another one?”

Hun er ikke bange for at dø på jobbet. Det er sandsynligheden for lille til.

Til gengæld er hun bange for at hendes kat bliver kørt over. At hun ikke er god nok. God nok til hendes job, god nok hustru, når hun nu er så meget væk.

[quotebox]Den dag det ikke længere gør indtryk at kigge på et dræbt barn på asfalten, skal jeg ikke længere være journalist[/quotebox]

Dage med Olsen Banden og frottékåbe

Der er også de dage, hvor verden bliver lukket ned, gardinerne får deres fulde effekt og hvor Puk Damsgård bare er Puk.

”Nogle gange når jeg kommer hjem, så går jeg ikke uden for en dør i tre dage. Nogle dage er man udadvendt, andre gange har man brug for at skære sig selv fuldstændig ud af omverden,” fortæller hun.

Når den følelse indtræffer bliver omverden skiftet ud med gamle Olsen Banden film og en grå, nusset frottékåbe med store prikker. Den bliver kaldt den grå mus og Puk Damsgård slæber den med, som hun så er i Egypten i 40 grader. For det er vigtigt at holde fast i de trygge vaner.

Trygheden kommer fra en solid barndom. Med forældre der støttede hende i det, hun gjorde og en far, som har været en stor inspirationskilde til at se det gode i små ting. En følelse af nærvær og forståelse har opbygget en stærk kerne, der gør hende bevidst om den verden hun færdes i.

”Jeg tror også, det betyder meget, at man ved, hvor man kommer fra. Jeg ser mange søgende individer i den slags områder, og de ender altså som sådan nogle mentale slatne grøntsager, der rejser, fordi de har brug for et fix. Jeg har ikke brug for et krigs-fix. Jeg vil ikke have, de kaster bomber i Aleppo, når jeg er der.”

Puk Damsgård tager stadig til Aleppo, når historierne kræver det. Som situationen er nu, har hverken Kalasjnikovs eller bomber på balkonen skræmt fortællelysten ud af hende. Og alt bliver vippet af pinden for den gode historie. 
”Hvis Assad falder, så skal jeg af sted. Selvom jeg tager på ferie med min mand, så kan jeg ikke lægge telefonen fra mig. For hvis der sker noget, så skal jeg tilbage. Jeg slår det aldrig fra”.

[infobox color=”#1e73be” textcolor=”#ffffff” icon=”info-circle”]Blå bog

Puk Damsgård, født 1978

  • Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007
  • Arbejder som fast udlandskorrespondent for Danmarks Radio med base i Libanon
  • Bor i Beirut i Libanon med sin mand og to katte

[/infobox]

The following two tabs change content below.

Rebecca Bodnia

Nyeste indlæg af Rebecca Bodnia (se alle)