Flemming Jensen har forfattet og spillet mange samfundsrevsende stykker. Det er dog gået op for de færreste, at han i de tre julekalendere om Nissebanden leverer en skarp kritik af vores samfund, og den tidsånd vi lever i.

Når Nissebanden eller andre julekalendere ruller over skærmen, forventer mange at se skuespillere i rødt tøj, der er på mission for at redde julen. Politiske budskaber om materialisme og den politiske tone virker som en fjern virkelighed.

Men ifølge Flemming Jensen, der er manden bag de tre julekalendere om Nissebanden: ”Nissebanden (1984)”, ”Nissebanden i Grønland (1989)” og ”Nissernes Ø (2003)”, indeholder hans julekalendere også tydelige politiske budskaber.

”Især i den tredje (Nissernes Ø, red.) er der meget stor afstandstagen til vækstfilosofien, men jeg tror aldrig, nogen har forstået det, smiler han sarkastisk.”

Julekalenderne kan på mange måder fange os med paraderne nede. Og det er ikke tilfældigt, hvis den gør. Men hvad prøver den garvede satiriker egentlig at fortælle os?

Læs også: Flemming Jensen: Manden bag grødnissen

”Historien er et forsøg på at bruge julen som en varm kile ind i et samfund, der er for koldt og konfrontatorisk. Vi er blevet polariseret, og samfundsdebatten er blevet meget sort-hvid. Alle debatter skal helst være skænderier. Konfrontationer er altid målet, fordi underholdningsværdien er stor. Men udbyttet er ringe,” sukker Flemming Jensen, der selv har følt den hårde tone.

Når han tidligere har behandlet emner som Irak-krigen og udlændingepolitik, har det været med dødstrusler som resultat.

”Det er utroligt, hvor meget had der ligger derude. Jeg synes, man møder flinke mennesker, men hvis man giver udtryk for humanisme – specielt omkring indvandrere eller krig, så er der en meget stor vrede rundt omkring. Det er lidt skræmmende.”

Materialismen har forgiftet samfundet

Flemming Jensen fokuserer meget på det materialistiske samfund, som han ofte har behandlet i sine julekalendere.

[quotebox]Vi er blevet polariseret, og samfundsdebatten er blevet meget sort-hvid. Alle debatter skal helst være skænderier. Konfrontationer er altid målet, fordi underholdningsværdien er stor. Men udbyttet er ringe[/quotebox]

”Tidsånden er blevet meget materiel. Vi råber og skriger på vækst, men det er væksten, der har bragt os derud, hvor vi er. Vi bliver ved med at puste i en ballon og sige: ’Nej, hvor er den flot’. Vi bliver ved med at puste, og den bliver større og større, men enhver idiot ved jo, hvad, der sker,” konstaterer han.

Pointen træder frem i Nissebanden, hvor julen trues af, at alle ønsker sig større og flere gaver, som ingen kan udstede. Skurken, Fiffy Jørgensen, bliver figuren, der levendegør dette billede.

”Han ligger under for det, der har forgiftet hele samfundet de sidste 30 år. Den stigende tro på markedskræfterne og materialismen. Der er intet ondt skabt i ham. Han er bare faret vild.”

Alvorlig humor

Humoren er det element, som er blevet anvendt til at servere de politiske budskaber. Flemming Jensen har ofte præsenteret sine meninger med et smil og et glimt i øjet. Han mener dog ikke, at det gør budskabet mindre seriøst.

”Folk spørger: ’Er det sjov, eller er det alvor?’ Det er ikke modsætninger! Humor er vejen ad hvilken. Det er en måde at fortælle noget alvorligt på.”

Han mener, at der før har været mangel på personer, som tør blande politik med humor. Han glæder sig dog over, at det så småt vinder indpas og fremhæver blandt andet stand-up-komikere som Michael Schøt, Jan Gintberg og Omar Marzouk som værende repræsentanter for denne type humor. Sidstnævnte spillede han tidligere på året sammen med i den politiske komedie ’Mogens og Mahmoud’.

Efter at være kendt som den glade og lettilgængelige grødnisse Lunte, kunne han i 2002 bruge rollen som kontrast og chokere den danske teaterverden.

”Jeg havde en meget stor rolle i et stykke, der hed ’Spindoctor’. Der havde jeg et lille skæg og var en skiderik. Der tror jeg, at folk fik et chok, for de havde ”Lunte”-identiteten liggende, og pludselig stod der en helt anden og var meget ubehagelig og meget begavet,” husker han og griner tilfreds over muligheden for at vise en anden side af sig selv.

The following two tabs change content below.

Christina Mia Vinter

Nyeste indlæg af Christina Mia Vinter (se alle)