Der findes værtshuse i Odense, der begyndte at lange pilsnere over bardisken for mere end 80 år siden. Lige så længe har byens skænkestuer duelleret mod hinanden over det grønne billardbord om håneret, ære – og en omgang, naturligvis.

I skomagerturneringen Albani Pot er det værtshus mod værtshus. Kvarter mod kvarter. Stamgæst mod stamgæst. Turneringen har ikke altid haft samme navn, men det har altså drejet sig om det samme.

At overlevere håneret, tildele ære og blotlægge stjerner, der går for at være de skarpeste billardspillere i Odenses værtshusmiljø. En af dem hedder Holme. En gråhåret mand med skæg af samme anstrøg. Han har spillet med i turneringen i over 30 år og har for længst fået prædikatet som en ”hamrende habil billardspiller”.

”Det er frygteligt, når vi taber. Vi bliver hånet hele ugen,” siger han med et ærligt smil.

I år stiller 11 værtshuse op til Albani Pot. Det er beværtninger fra forskellige kvarterer og med forskellige kendetegn. De unge drenge fra Bullerup er kendt for deres seriøsitet. De er typerne, der drikker Cola-Zero under kampene. Tårnet på Rugårdsvej, der både er værtshus og restaurant, er kendt for deres udsøgte mad, som traditionen tro serveres for spillerne inden en turneringskamp.
Så er der de to værtshuse, der mødes denne tirsdag aften. Udeholdet er Billarden. Det tungeste værtshus i byen, siger man. Er du førstegangsbesøgende dér, vender alle hovedet mod dig, når du træder ind ad døren på Vesterbro 60.

Vognhjulet, aftenens hjemmehold, slår sig op på musikken. Udeholdet beklager sig ofte over den afsindigt høje musik i billardrummet, mens kampene afvikles. Her betragter man det som en hjemmebanefordel.

Man spiller to kampe mod hvert værtshus i løbet af turneringen. Én hjemme, én ude. Et hold består af seks mand, der spiller i par. Alle møder alle, så der i løbet af en turneringsaften afvikles ni kampe plus en afsluttende restauratørkamp. Her møder ejerne af de to værtshuse hinanden.

Udover point i den samlede stilling spilles der altid om en omgang. Får taberne mindre end 30 point, skal vinderne have et glas portvin oveni. Til finalen i Albani Pot fordeles en præmiesum på 12.000 kroner. ”Men pengene er fuldstændigt ligegyldige,” lyder det enstemmigt. Der er meget mere på spil end stakater.

Der er installeret et videokamera i billardrummet, så gæster, der opholder sig i baren, kan følge strabadserne omkring bordet. Værtsparret Michael og Jette har købt endnu et kamera. Det skal efter planen pege hen mod den hvide pointtavle, så det også er muligt at se stillingen fra udskænkningslokalet. Foto: Simon Johansen

”Det var det eneste, I ikke måtte. De vil ikke forstyrres, når de spiller. Nu har vi balladen!” Spilleren fra Billarden føler sig distraheret af lysglimtet fra kameraet, så Vognhjulets ejer, Michael, taler med store bogstaver overfor RUSTs fotograf, efter han har taget billedet med blitz. Et ”undskyld” og en skål tilvejebringer en hurtig forsoning. Foto: Simon Johansen

Det sker, at en spiller skifter hold og stiller op for et andet værtshus. Når spilleren returnerer til sin gamle hjemmebane for at spille turneringskamp, venter der spydige kælenavne som ”Judas” og ”forræder”. Det forekommer også, at et værtshus henter en ”købespiller” ind på deres hold. En købespiller er ikke stamgæst men bragt ind fra højre alene på grund af hans kvaliteter som billardspiller. Manøvren beskrives som ”dårlig stil”. Foto: Simon Johansen

Der er installeret et videokamera i billardrummet, så gæster, der opholder sig i baren, kan følge strabadserne omkring bordet. Værtsparret Michael og Jette har købt endnu et kamera. Det skal efter planen pege hen mod den hvide pointtavle, så det også er muligt at se stillingen fra udskænkningslokalet. Foto: Simon Johansen.

Denne aften er det Billarden, der spiller bedst. Det bliver til en 4-5-sejr til udeholdet. Resultatet lyder tæt, men Vognhjulet var bagud 1-5, og dermed var kampen tidligt afgjort. Der spilles videre, fordi alle point tæller med i det samlede regnskab. Det er især en ung bartender fra Billarden ved navn Benny, der spiller fremragende. ”Han spiller kraftedeme godt,” erkender Michael. Opgøret mellem de to restauratører vinder Vognhjulet sikkert, og de får dermed en smule oprejsning. Foto: Simon Johansen.

Efter turnerings- og restauratørkampen er færdigspillet, bliver der fortsat spillet skomager i billardrummet. ”Nu gælder det som sådan ikke om at vinde. Det handler bare om at undgå at skulle i baren og hente øl til de andre. På den måde har billard også et socialt aspekt: Du behøver ikke vinde – du skal bare overleve,” griner Kaare, der er mangeårig stamgæst på Vognhjulet. Foto: Simon Johansen.

Vognhjulet har eksisteret i 40 år. ”Som værtshus har du et socialt ansvar,” fortæller Michael der, sammen med sin kone, ejer Vognhjulet. De bor sammen på 2. sal over værtshuset. På 1. bor den tidligere ejer, Bo. Når værtshuset spiller på udebane, er der altid otte-ti stamgæster, der tager med for at bakke deres billardspillere op. Foto: Simon Johansen.

 

The following two tabs change content below.

Mads Frimann