De fleste kender ham som Lunte fra julekalenderne om Nissebanden. Men han hedder i virkeligheden Flemming Jensen. Og hvordan er hans forhold til julen egentlig? Og til kontrasten mellem julenissen på skærmen og manden i virkeligheden.

”Jeg er hoppet i tøjet og har spillet rollen – med glæde – men det har ikke været særligt vigtigt for mig. Det har været vigtigt for mig at fortælle historien,” forklarer Flemming Jensen om sit forhold til rollen som Lunte.

Selv om han snakker med seriøsitet i stemmen, afbrydes det alligevel af det samme ubekymrede og smittende grin som altid. Det er en af de ting, som Flemming Jensen har tilfælles med grødnissen Lunte. Det kan han aldrig løbe fra, og det har han egentlig heller ikke lyst til.

Selv om hans karriere har budt på alt lige fra revy til politisk satire, har han intet problem med at blive husket som Lunte. Han synes, at karakteren har gode egenskaber, som han også kender fra sig selv.

[quotebox]Jeg elsker jul. Overkill is the word. Jeg har boet i England i nogle år, og smagløsheden – jeg elsker smagløsheden[/quotebox]

”Jeg synes, naivitet er en undervurderet egenskab. Jeg synes, vi savner naivitet, for der er noget troskyldighed. Den forsøger jeg selv at mane frem og skære ned på det gustne overlæg,” siger han.

Der er dog én væsentlig forskel på ham selv og Lunte, som han lægger vægt på:

”Han er ikke så klog! Man kan sige, at der er andet i verden end grød,” griner den rutinerede skuespiller.

Flemming Jensen synes, han har flere facetter end Lunte, men samtidig møder de begge folk med tillid. For når det dybest set handler om at leve op til andres forventninger, kan man lige så godt forvente noget godt, og det er her, deres fælles umiddelbarhed sætter ind.

At give historien videre

Man kunne fristes til at tro, at 28 års berømmelse som Lunte ville give lyst til en distance til rollen. Sådan er virkeligheden ikke. Han har det godt med karakteren og lægger vægt på, at rollen ikke var det vigtigste.

”Lunte betød ikke så meget for mig. Nissebanden betød noget for mig.”

Det gør den stadig. Han har alle Nissebandens karakterer helt inde under huden. Det mærker de på Odense Teater, hvor han er i gang med en ny opsætning af samme julekalender, nemlig ’Nissebanden i Julemandens land’. Da han under en prøve afbrød en scene for at rette på Luntes kostume, kunne skuespillerne ikke holde latteren tilbage.

[quotebox]Til sidst kunne vi ikke se træet for bare gaver. På min ældste søns initiativ tog vi gaverne ud af julen. Det er det vigtigste, der er sket i min juletid[/quotebox]

”Jeg sagde det som en selvfølgelighed. Det skal sgu være lidt krøllet, for før han var grødnisse, var han jo pulternisse.”

Det falder naturligt for ham, og mens han konstaterer, at han har det godt med Luntes identitet, fastslår han samtidig, at den tid er forbi. Nu er han instruktøren, men når han sidder i teatersalen og kigger op, bliver han også en smule rørt.

”Det er som at give den videre til næste generation. Det er dejligt, det er trygt, og det er fint.”

Foto: Malte Lillelund Nørgaard

At identificere sig med en nisse har aldrig været en hæmsko for Flemming Jensen. Tidligere nægtede han op til jul at optræde i storcentre og lignende, som mange andre af hans kollegaer ellers har gjort. Sidste år hoppede han alligevel ud i projektet.

”Jeg troede, det blev et helvede at stå i et storcenter. Det blev det fedeste, jeg havde oplevet i lang tid. Jeg havde fuldstændig glemt, at børn er søde. Der var stuvende fuldt, og de havde lavet en rigtig scene og det hele. Hele torvet stod og levede med.”

Julen er det bedste, der findes

Når Flemming Jensen taler om jul, lyser han helt op. Som en ledestjerne, og så viser han sin kærlighed til højtiden.

”Jeg elsker jul. Overkill is the word. Jeg har boet i England i nogle år, og smagløsheden – jeg elsker smagløsheden.”

Han har været vild med, hvad han selv kalder ’alt det mekaniske lort’, og når hans kone slukkede for det, gik han rundt og tændte det igen. Efter nogle år blev det mere moderat, men nu hvor børnebørnene er kommet til, gjalder de mekaniske toner igen i hjemmet.

Det var dog ikke den største udfordring for familien Jensen. På et tidspunkt var materialismen ved at tage overhånd, og som han selv beskriver det, så var familiens jul ved at ”sande til”. Derfor tog de en beslutning om at udelade gaverne.

”Vores børn var blevet store teenagere. Til sidst kunne vi ikke se træet for bare gaver. På min ældste søns initiativ tog vi gaverne ud af julen. Det er det vigtigste, der er sket i min juletid.”

Nu møder alle familiemedlemmer i stedet op med én pakke, og så spiller de om dem, så alle sidder tilbage med hver sin pakke. På den måde undgår de alt præstationsræset. Ved at fjerne gaverne skabte de plads til sig selv i julen og mærkede pludselig en stor kvalitetsforskel.

Flemming Jensen er ikke bange for at ændre på julens faste traditioner, men han har stadig nogle, som han holder særligt af. Blandt andet hænger der en såkaldt ”dejlighedsgren” i hans hjem.

”Vi har en dejlighedsgren, som vi pynter sammen hvert år. Nu har vi samlet julepynt i mange år, og så kan vi fortælle børnebørnene om hver lille ting, der har sin egen historie. Det synes vi gerne om.”

Dejlighedsgrenen vidner om en mand, som godt kan lide en god historie. Der må gerne være en mening og et eventyr at spore, så vi ikke forfalder helt til det, han kalder et nissefrit samfund, hvor der ikke er plads til hverken naivitet eller letsindighed.

The following two tabs change content below.

Christina Mia Vinter

Nyeste indlæg af Christina Mia Vinter (se alle)