Det, hun er allermest bange for, er spøgelser i mørket. Hun er bange, når alt ser anderledes ud, som når en stol med noget tøj over pludselig bliver til et monster. Katrine Peytz Hansen er mørkeræd.

Angsten anes. Det giver sådan et gib, fortæller hun om suget i maven.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver meget bevidst om mig selv i rummet og om, at der er helt mørkt – og at jeg er helt alene. Jeg bliver paranoid. Det sker tit, når jeg går alene, eller når jeg går i mørke rum. Jeg kigger altid rundt og holder øje med, om der er nogen eller noget, som ikke skal være der.”

Én efter én bides neglene. Katrine Peytz Hansen panikker i mørket og bliver febrilsk. Følelsen af at være bange kommer, når hun ikke ved, hvad der skal ske.

Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtigt bange nu. Ægte bange.

Hun er i barens dunkle belysning på Teater Momentum i Odense, og hun har fået besked på, at et mørkt klæde skal vikles om øjnene, inden arrangementet ’Stories In The Dark’ kan begynde.

”Skal vi selv binde den? Man skal jo også lige passe på, så man stadig kan få luft. Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtigt bange nu. Ægte bange.”

Lyset lukkes ude, og en mandlig dyb stemme dikterer: ”Løft fødderne.” Nu kommer der en trappe igen. Nu er der et enkelt trin. Der er ikke noget at falde over. Katrine Peytz Hansen rækker ud efter min hånd, men hun lader sig føre af fremmede arme videre ind i mørket, hvor historiefortællere fra den københavnske fortælleskole BestTellers venter.

Minimalisme i mørket

Fra et sted i rummet fortælles, at klædet nu må fjernes fra øjnene. Et endnu mørkere mørke omslutter Katrine Peytz Hansen, og hun hvisker:

”Jeg hører alt. Jeg kan mærke ham, der sidder bag ved mig. Hans ånde i nakken.”

Frygt er en af menneskets vigtigste egenskaber for overlevelse. Katrine Peytz Hansens frygt for mørket kan forklares af forskningen, og medicinstuderende Jens Guldborg fortæller, at en frygt kan være medfødt eller tillært. Angst for mørke – achluofobi eller nyctofobi – er en medfødt, risikovurderende frygt, som ikke specifikt omhandler manglen på lys, men oftest de farer, der lurer i mørket eller silhuetter og lyde, der vækker fantasien:

”Det går altid én af to veje i hjernestammen, tæt på nakken: Enten fryser du stift, for eksempel ved synet af fjenden, og løber ingen steder, eller også risikovurderer du, scanner omgivelserne og lader dig synligt ophidse.”

Og netop mørket er ifølge medstifter af BestTellers Hans Laurens også med til at gøre lytteren meget opmærksom på den i forvejen minimalistiske historiefortælling, hvor kun stemmen og gestikken er på scenen.

Et mørke er først mørkt. Men efterhånden som det bliver fyldt med historier, bliver det mere magisk og blødt. Det ender med at blive sådan helt fløjlsblødt.

Varierende hvisken og råb

Fra et helt andet sted i rummet startes en stille og hviskende fortælling:

”Hun sad der i sin stol, og hun kunne mærke det. Øjnene. Og så kiggede hun op og så ned i den anden ende af stuen, og der var et vindue – og der var reflekserne fra lyset i stuen, og så var det som om, at der altid var en bevægelse i det vindue – og så rejste hun sig op og gik ned og åbnede resolut vinduet. Og så var der – ingen ting.”

Katrine Peytz Hansen fortæller, at hun kender følelsen og den fiktive kvindes fornemmelse. I mørket ved hun aldrig, om det er noget, der ikke skal være der. Vampyrer. Spøgelser. Den sagte stemme afbrydes af pludselige, ivrige og indlevende råb, og fortællelejet varierer i helt høje og helt lave toner.

”Og så lukkede hun vinduet igen og satte sig hen til sit skrivebord. Og det gentog sig. Hun havde en fornemmelse af, at der var nogen, der kiggede. Og til sidst kunne hun ikke lide at gå hen og åbne vinduet, for det der med, at der ikke var noget, var faktisk næsten lige så ubehageligt, som hvis der var noget.”

Dramaet udspiller sig i hovederne

Det er de levende ord i totalmørket, der skaber billederne hos hver enkelt i rummet, og Hans Laurens forklarer, hvordan historierne folder sig ud.

”I stedet for, at der er nogen udefra, der påfører dig al muligt, så bliver universet her aktiveret inde i dig. Det udspiller sig inde i dig. Alt, hvad der sker i det rum, foregår inde i dig. Og der er masser af lys inde i dig. Der er masser af lys i de historier, du ser inde i hovedet.” [quotebox]I Amygdala kobles sanser, følelser, smerte og begivenheder sammen, og området samarbejder især med hukommelsens Hippocampus bagved. Impulser skydes på millisekunder ud i flere områder oppe og fremme i hjernen, der analyserer og gør dig bevidst om frygten og straks aktiverer det sympatiske stressrespons, ‘fight or flight’.[/quotebox]

Men før historierne bliver opfanget, søger Katrine Peytz Hansen at se. Blikket bevæger sig rundt for at finde bare et eller andet. Hun vil se, hvordan rummet ser ud, hvem hun sidder ved siden af, og hvor hun er. Men der er komplet mørke, og hun må være den blinde, der hører. Hun må tage imod de billeder, som historiefortællerne serverer.

Når vi bliver bange, starter det ofte med en ydre stimulans. En kaskade af elektriske impulser fyrer fra dine sanser og ind til et lille mandelformet område, kaldet Amygdala, dybt inde i hjernen midt mellem dit øre og øje, forklarer Jens Guldborg:

”I Amygdala kobles sanser, følelser, smerte og begivenheder sammen, og området samarbejder især med hukommelsens Hippocampus bagved. Impulser skydes på millisekunder ud i flere områder oppe og fremme i hjernen, der analyserer og gør dig bevidst om frygten og straks aktiverer det sympatiske stressrespons, ‘fight or flight’.”

Der har været en vampyr inde på mit værelse

I totalmørket husker Katrine Peytz Hansen tilbage på, hvordan hun som lille så en vampyr på sit komplet kvadratiske og svagt-oplyste værelse. Mørkeblå gardiner var trukket for det store vindue ud til vejen. Hun slog øjnene op fra en drøm, og foran hende stod en høj skikkelse med ryggen til hende. Han havde en lang kappe og en høj hat på, og han vendte sig om og så på hende.

Jeg kan huske, at jeg ikke var særlig bange. Det var først bagefter, at jeg kom til at tænke: Fuck, mand. Der har været en vampyr inde på mit værelse!

Katrine Peytz Hansen forsøger at forhindre frygten for det mørke i at tage over. Når hun kan mærke, at hjertet begynder at banke hurtigere, tænker hun:

”Ej. Prøv at stoppe op. Prøv at være i mørket, indtil du finder ud af, at du ikke dør af at blive stående. Det skal gentages mange gange, og det er altid med en god følelse i kroppen, når jeg fx får lukket døren ud til en mørk gang.”

Der er altid nogen, der råber, at de ikke kan holde mørket ud, fortæller historiefortællerne. De kan ikke lide det, de vil ud fra mørket. Og Katrine Peytz Hansen kan godt forstå dem, der flygter:

”Jeg er normalt utrolig god til at selektere, hvad jeg hører, men da jeg sad med bind for øjnene og kunne høre snak, der kunne jeg slet ikke rumme det.”

Jens Guldborg forklarer, hvordan vi kan takke menneskets og andre pattedyrs store evolutionære succes for evnen til at ændre adfærd efter følelser – herunder også ‘at tage benene på nakken’ eller skrige advarende. Der sker en fysisk reaktion:

”Din puls og blodtryk stiger. Binyrerne pumper adrenalin ud i blodet, som mobiliserer alle energireserver, pupillerne og luftvejene udvides, og smerter undertrykkes.”

Ekkoet af dine egne skridt

I teatersalens totalmørke er der ingen stole med tøj på, som for Katrine Peytz Hansen kan minde om et monster. Hendes syn er væk, og hun bliver koncentreret. Jo mørkere det er, des mere hører man, forklarer Hans Laursen. Man lægger pludselig mærke til sine skridt og tror, at der er nogen, der forfølger en:

”Man
lægger ellers aldrig mærke til, at ens skridt laver ekko. Men når du så går alene et mørkt sted, så hører du pludselig ekkoet, og så tror du, at der går nogen bag ved dig. Så bliver man skide forskrækket og vender sig om, og så er der ikke nogen. Det kan jeg huske, at min far lærte mig, da jeg var lille. Han sagde: Prøv at vende dig om. Der er ikke nogen, vel?”

[faktabox]

Medicinstuderende Jens Guldborg har brugt Bente Finsen, professor i neurobiologi ved SDU, som kilde og tekster af Per Brodal, C.T. Gross, R.C. Kessler.

[/faktabox]

The following two tabs change content below.

Anne Katrine Gregersen

Nyeste indlæg af Anne Katrine Gregersen (se alle)