Den kommende tids hovedtemaer er jul og eksaminer. Umiddelbart to ting, der ligger milevidt fra hinanden, men faktisk har de mere til fælles, end man lige går og tror. Eksaminerne kan endda fylde så meget, at de forhindrer julefreden i at sænke sig.

December har gjort sit indtog. Chokolade, pebernødder og klementiner har erstattet den sædvanlige pastadiæt. I flere måneder har supermarkeder og indkøbscentre bombarderet kunder med nisser, julekalendere og gran af ægte plastik. På samme vis har januars eksaminer spøgt i baghovedet siden semesterstart. Begge dele er ting, man prøver at fornægte, men som man i sidste ende bliver nødt til at engagere sig i.

Julen skal være en hyggelig stund i familiens skød, mens eksamen skriger præstationsangst, stress og søvnunderskud. Men hvis man nærstuderer begge fænomener, har de overraskende meget til fælles.

Julen påstår at være en højtid, men hvis man skræller ind til benet, finder man idéen om den perfekte jul frem for den egentlig perfekte jul. At kalde vintereksaminer for et højdepunkt ville også være en skam. Når alt kommer til alt, handler det jo bare om at overleve.

Forventningens pres

Mange har forventninger om, at julen i år skal være noget helt specielt. Måske skulle man vie sin tid til de hjemløse juleaften eller for en gang skyld arrangere den der klippe klistre-dag med kvalmende mange æbleskiver til læsegruppen. Eller måske en hjemmelavet adventskrans og et juletræ der kunne være trykt på Bo Bedres glinsende sider.

Intentionerne er de bedste, men alligevel finder vi os selv hundsende rundt blandt tusinde andre sidste øjebliks-shoppere lille juleaften for at finde en gave, der kan udtrykke bare en smule kærlighed til mor – i bedste fald en Guldbarre og et skrabelod. En panikløsning som de fleste universitetsstuderende nok kan nikke genkende til.

Fra 1. september havde man de bedste intentioner om for en gangs skyld at læse hele pensum og ikke skippe nogen forelæsninger. Men så åbnede den der nye fredagsbar Nedenunder, og så blev det også så koldt og mørkt om morgenen. Før man fik set sig om, så stod man der, dagen inden at den lettere halvhjertede synopsis skulle forsvares, og måtte improvisere – igen.

Julen er de stressede hjerters fest

Julens og eksaminernes mest markante lighed er netop stressen. Eksamensstress kræver formentlig ikke nærmere forklaring. Det nye år er skudt i gang, og foran dig ligger 1.000 siders pensum – det er da ikke umuligt at nå på en uge. Julen burde være tid for afslapning og samvær. Men i dag er stress og jag velsagtens det mest karakteristiske ved den ellers så idylliske højtid. Julens formål er blevet vendt 180 grader. I dag skal alt afvikles, men i tidernes morgen handlede julen om at forberede.

”I dag byder december på juleafslutninger i børnehaver, skoler – de går i øvrigt også i kirke. Men alt skal afsluttes inden jul, og så fyrer vi det hele af juleaften. Før i tiden skulle man ikke afslutte i december måned, der skulle man forberede,” fortæller universitetspræst på Syddansk Universitet, Jens Buchwald Andersen, og fortsætter:

”Der havde man travlt med alle de ting, der skulle laves, så man kunne slappe af, når man kom til den 24. Man havde forberedt sig i overflod, så man havde tid til at gå på besøg hos hinanden og tage imod gæster.”

Stress er i dag julens hovedtema, og det må de studerende lide under.

Et bump på vejen

Jens Buchwald mener, at de studerende har en tendens til at springe julen over.

”De studerende dropper julen for at læse igennem. De er meget mere optaget af, at de skal op 4. eller 6. januar, end de er af at være sammen med familien,” vurderer præsten.

Han mener, at mange simpelthen er for stressede over januars eksaminer til at lade julefreden falde over sig. Julen bliver en ekstra stressfaktor, fordi der også her skal præsteres og leves op til familieidyllens uskrevne regler – et bump på vejen. Man tager hjem til mors hjemmebag, men samværet er halvhjertet, og så snart juledagene og de obligatoriske familiejulefrokoster er overstået, er det om at skynde sig tilbage til bøgerne. Koncentrationen er et andet sted og engagementet derfor ikke tilstedeværende.

Ingen eksaminer uden konsekvenser

Som studerende må man måske bare affinde sig med, at juleferie er et ikke- eksisterende fænomen igennem årene på universitetets gange. Juleferie er læseferie, og det eneste selskab, der virkelig kan mærkes, er fra de måske ikke så på forhånd læste-bøger. Og så banker den dårlige samvittighed på døren.

Det er jo ikke, fordi vi ikke kan lide fars perfekt-sprøde flæskesvær. Samvær er ikke så slemt endda. Men samvittigheden tynger, for man vil jo gerne udtrykke sin kærlighed til den kære slægt. Julefred og eksamensstress er bare to meget modstridende ting.

Januar er højtid for dårlig samvittighed. Overspringshandlingerne bliver flere og flere. Det gulv, der aldrig vaskede sig selv, fik endelig en hjælpende hånd. Det er pludselig en fornøjelighed at sætte samtlige cd’er i alfabetisk orden. Alt sammen for at undgå læsningen. Når man så endelig har taget hul på forberedelserne, så fortjener man da en komediefilm – jeg var jo så dygtig at komme i gang.

For all the right reasons

Men den dårlige samvittighed er ikke kun en ond dæmon, der æder overskuddet indefra. Det er også en selverkendelse, for man er jo udmærket klar over, at det ikke er godt nok.

”Man kan alligevel godt mærke, at julen betyder noget. Måske kommer det til udtryk, fordi man ærgrer sig over ikke at være til stede. Det er en omvendt måde, det viser sig på,” mener Jens Buchwald.

For at trække linjer tilbage til julens budskab, bag alle guirlanderne, handler det om samvær. Man ærgrer sig jo, fordi man ikke engagerer sig i onkel Svends jagthistorier. Det er ikke, fordi det er uinteressante historier, men den der formel er bare virkelig vigtig at kunne udenad. Præsten er enig.

”Det, der betyder noget, synes jeg at erfare, er, at man skal være sammen. Altså for all the right reasons. Det helt afgørende ved julen som kristen højtid er tanken om, at julefreden skal sænke sig mellem mennesker, man ikke har mulighed for at se til daglig.”

At ånde lettet op

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Man vågner op 27. december, og julens hellige dage er officielt overstået. En smule salig kan man ikke lade være med at være. Mormor rynkede da kun en smule på næsen, da hun så en pose pasta under avispapiret (man er vel på SU). Juleræset er overstået, og nu er det kun læsningen, det gælder.

Det første punkt på eksamensagendaen har fået et hak, og nu venter den totale forløsning, når sidste eksamen er afviklet. Du forlader eksamenslokalet og det grønne bord. Det blev ikke 12, men et 7-tal er ikke at kimse af på universitetet. Vigtigst af alt: Du overlevede. Du kan nu ånde lettet op. Det er overstået, og nu kan du endelig slappe af. I højst fem dage inden næste semester går i gang. Men alligevel.

Det hele gentager sig. Flere gange. Alt på universitetet handler om præstationer. Men når det ser sortest ud, og du virkelig ikke kan se en ende på både de faglige og de sociale eksaminer, så husk på universitetspræstens ord:

”Livet er mere end eksaminer.”

The following two tabs change content below.

Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen

Nyeste indlæg af Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen (se alle)