Det er efterhånden 25 år siden, Lisbeth Zornig havde bopæl på Lolland, og minderne fra dengang er ikke af den slags, man samler på. Alligevel er Lolland stadig i hende. Usikkerheden og udholdenheden. Dialekten og den familie hun, på trods af alt, holder ved.

Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle mødes her i Lisbeths treværelses i Rødovre. Det var planen, at interviewet skulle være foretaget på Hotel Koldingfjord. Presset ind imellem et møde i Aalborg og en aftale i Sønderjylland. Det glippede. Så vi aftalte at mødes fire dage senere et sted inden et foredrag i Jylland. Kører du ad den Fynske Motorvej, er det kort efter Odense. Frakørsel nr. 53. Q8-tankstationen. Kildebjerg Rasteplads.

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

Det glippede også. Noget med en ældgammel fynbo, en brækket ryg og en forsinkelse.

Hun bemærker det selv, Lisbeth Zornig; det lyder som en undskyldning fra Chris & Chokoladefabrikken.

Men så god en undskyldning kan end ikke Chris finde på. Historien er sand. Lisbeth Zornig er en travl kvinde.

Lisbeth Zornig spørger, om vi ikke i stedet skal tale i Rødovre. I det almene boligbyggeri hvor hun bor, og hvor hun føler sig hjemme.

Da jeg bliver budt indenfor, er det med et stort smil og med telefonen ved øret. Der er bud efter Lisbeth Zornig i dag. En juraprofessor, Vagn Greve, har sat spørgsmålet om søskendesex på dagsordenen – og samtidig fået Lisbeth Zornigs opmærksomhed. På Ekstra Bladets forside toner hun frem og kalder Vagn Greves forslag om at afkriminalisere søskendesex for ”en syg tanke”. Nu hænger avisjournalister, Aftenshowet og Deadline i røret og vil have en bid af hende. Men det duer ikke. I aften er der børnefødselsdag i Rødovre.

”Vi skal have asparges, tarteletter og Maizena jævner. Den grønne pakke, ikke den gule… hører du efter, Mikael?” Mikael er både Lisbeths forlovede og partner i Huset Zornig, hvor champagnepropperne kun lige er sprunget. Mikael er manden bag kvinden, og i dag er han også manden bag en tur til Føtex.

For to måneder siden, da september blev til oktober, gik Lisbeth Zornig fra at være en af de mest profilerede og omdiskuterede formænd for Børnerådet til at stifte og lede Huset Zornig. Og her er rækkevidden og ideerne omfattende. Der er allerede etableret både en fond, foredrags- og rådgivningsvirksomhed og en tænketank, der skal tænke tanker om ”at forny og forbedre indsatsen over for de socialt udsatte mennesker i Danmark”.

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

”Jeg hader svaghed”

Det er nok herfra, folk kender hende bedst. For hendes indsats i kampen for de udsatte i Danmark. Og hun har i den grad vundet slaget om danskernes opmærksomhed. Men ikke på traditionel vis. Ikke igennem sit arbejde eller de sejre hun har tilkæmpet sig som formand for Børnerådet. I hvert fald ikke direkte.

Omtrent samme tid sidste år udgav hun selvbiografen ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, der fortalte en forfærdeligt barsk, men uhyggeligt sand historie om en barndom, hvor overgreb, svigt og generel utryghed lå som en beskidt dyne over familiens hjem på Lolland. Bogen blev fulgt op af dokumentarfilmen ”Min barndom i helvede”. I den bevæbnede Lisbeth Zornig sig med et kamerahold, stor nysgerrighed for at samle brikkerne i barndommens tragiske puslespil, og med et mod der hjalp hende til at konfrontere sin mentalt fraværende mor og stedfaderen Jan, der misbrugte hende, da hun stadig var et barn.

Læs også: Frederik Fetterlein: Jeg prøver altid bare at være sød og åben. det er sgu det letteste, ikk’

Selvom filmen var benhård, når den uden omsvøb fortalte om de forfærdeligheder, Lisbeth Zornig og hendes tre brødre havde gennemlevet, var den ikke sentimental. Der var ingen tårer, råberi eller kasten med tallerkner. Det skyldtes ikke, at der ikke blev grædt, men at hovedpersonen og instruktøren bevidst havde fravalgt en rørstrømsk tilgang til fortællingen.

”Det måtte ikke blive sådan en omgang følelsesporno. Det måtte ikke blive ”Sporløs”. Sådan har jeg det med de ting, jeg laver. Jeg hader at blive betragtet som offer, og som en det er synd for.”

Hvorfor kan du ikke holde ud at blive betragtet som et offer? Det er jo ikke svært at argumentere for, at du har haft en hård start på livet?

”Jeg hader bare svaghed. Og jeg ved, at jeg har masser af den, og jeg kæmper alt det, jeg kan for at undgå at vise den. Jeg hader svaghed. Jeg hader at give op, jeg hader ikke at lykkes, og jeg hader at blive set på som en, der er stakkels.”

Lisbeth Zornig er dog ikke bange for at indrømme, at både arbejdet med bogen og den filmede rejse til Lolland var skrap. Alligevel stikker oplevelser ikke så dybt i hende. Med hendes egne ord, så forvandler mennesker, der kommer fra kår som hendes, sig til en slags jægersoldater. De tåler sult, usikkerhed og vold, og de tåler mobning, udelukkelse og ensomhed. Det er trænet fra barndommen. Og hvis man ikke ”tåler det”, så dør man eller går til grunde i det.

”De, der så klarer sig igennem med deres udholdenhed, ender med at blive lidt overfladiske. Og sådan tror jeg egentlig, jeg er. Jeg er nok lidt af en kold skid.”

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

Varme øjne

Hvis hun er en kold skid, skjuler hun det godt. Øjnene er varme som radiatorerne i den veltempererede lejlighed, og som de malerier hendes børn har plastret til med dybe, intense farver, der tegner prinsesser, røde roser og smilende ansigter. Mere end halvdelen af de sætninger, der forlader Lisbeth Zornigs milde mund, efterfølges af grin og arme, der spjætter rundt. Også selvom vi snakker om både de subsistensløse, incest og negativ social arv. Fra entreen til slagbænken, hen mod køleskabet og indgangen til dagligstuen er ikke en kvadratmeter ledig. I stedet har bøger, ungernes fodbolde og klassefotos overtaget rummet. Ikke på en rodet facon, men på den måde hvor selv en skribent, der aldrig før har besøgt en lejlighed i et alment boligbyggeri, føler sig hjemme.

Der er en umiddelbarhed og noget tillidsvækkende over Lisbeth Zornig. Noget der giver folk lyst til at betro sig. Noget der får fremmede til at vise hende de skrammer, de har holdt skjult for andre. Det har hun i hvert fald selv oplevet. Fra hun åbnede helt op for offentligheden og fortalte om sin opvækst, har hun i stort antal modtaget henvendelser fra mennesker, der har oplevet noget tilsvarende som hende. Og fra dem der er værre ramt. Hun får hele historien, ubarmhjertige fortællinger om brutal vold, misrøgt og voldtægt, man ville ønske var fiktion.

Og masser af spørgsmål; ”Hvad skal jeg gøre?”, ”Kender du en god psykolog?”, ”Må jeg tale med dig?” Og så de mere hårdkogte af slagsen.

”En sen fredag aften var der en, der skrev, at nu havde han besluttet sig at tage sit liv… Sådan en må jeg jo bare ringe op. Og så bruger jeg en time på ham, og så er han okay bagefter. Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.”

Indtil for tre år siden havde det ellers ikke været oplagt at kontakte Lisbeth Zornig med den slags henvendelser. I hvert fald ikke for en vidt fremmed.

Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.

1. januar 2010 blev hun formand for Børnerådet, men før det har hun lavet meget andet end at være børn og udsattes stemme. Nej, tidligere var det IT-branchen, der betalte for Lisbeth Zornigs arbejdsraseri. Raseriet har til gengæld været en fast bestanddel i Lisbeth Zornigs DNA, siden hun som 16-årig begyndte at pumpe hamburgerryg og udskære bøffer hos slagter Svendsen i Fakse Ladeplads nær Hylleholt Husgerningsskole, hvor hun var blevet anbragt to år tidligere.

Siden hamburgerryggens indtog i Lisbeth Zornigs liv har arbejdet været et sted at finde ro. Også selvom arbejdsliv ofte bliver til privatliv, og den anden vej rundt. Men når det hele er ét liv, kan det have sine omkostninger. Både på det familiemæssige, det personlige og det kropslige plan. Særligt de to sidste kan have svært ved at finde fælles fodslag. For når man begraver sig så dybt og intenst i arbejdet, kan der være langt op til overfladen, når det gør ondt.

Og så er massive smerter og blødninger fra tarmen i øvrigt ikke noget, der skal øve indflydelse på ens liv. Det kan man kæmpe sig igennem. Ligesom de smerter Lisbeth Zornig oplevede i barndommen. Denne gang var det dog mere, end en kradsbørstig psyke kunne klare. Hun fik stillet diagnosen colitis ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse, men installerede sig først på sygehuset, da hun ikke kunne mærke sine ben. Hendes tyktarm blev fjernet, mens IT-projekterne blev pløjet igennem iført hospitalsuniform.

[faktabox header=”Blå bog” align=”right”]

  • Født i 1968 i Vanløse
  • Student fra Haslev Gymnasium i 1986
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994
  • Arbejdede herefter som systemudvikler i Codan og Danske Bank
  • I 2006 blev hun underdirektør og senere direktør for Specialisterne ApS
  • Formand for Børnerådet fra 2010 til 2012
  • Nu stifter og leder af Huset Zornig
  • Sidder i bestyrelsen for IT-universitetet i København
  • Er mor til fem. Tre piger, to drenge.
  • Forlovet med journalist Mikael Lindholm

[/faktabox]

Tilgangen til tilværelsen har ikke ændret sig synderligt med årene. I dag har hun tre knækkede tænder, der endnu ikke er fundet tid til, foredrag i kilometermål, og en mobiltelefon, der danser rundt på bordet, tørstende efter nærkontakt. Det er svært at forestille sig, at hun havde ligget og fået masseret fødder og set ”Vild med dans” den fredag aften, hvor der lød et råb om hjælp.

”Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix, som jeg er afhængig af. Jeg kan mærke, at jeg hungrer efter det. Hvis jeg siger til mig selv, at nu må jeg ikke lave noget de næste to timer, så går jeg rundt som et rovdyr i et bur.”

Men er der ikke også en slags opofrelse i at give så meget af en selv til en sag?

”Nej, det ville være smukt, hvis jeg kunne sige det om mig selv. Det håber jeg, at der er nogen, der siger, når jeg dør engang. Jeg tror egentlig mere, det handler om at være dygtig. Det er sådan en ualmindeligt dårligt selvværd, der gør, at jeg hele tiden skal præstere mit ypperste. Altså, det er et rigtigt usympatisk træk hos mig, men jeg tror mere, det er funderet i usikkerhed end i egoisme. Men hvis jeg så i den præstationstrang kan gøre noget for nogen, er det jo bare godt.”

Forstået, men ikke tilgivet

Og så er vi tilbage, hvor det hele startede. Barndomsårene på Lolland trækker stadig deres ubarmhjertige spor efter sig. Det massive omsorgssvigt, de tørre tæsk som Lisbeth Zornigs tre brødre måtte lægge krop til, misbruget og ligegyldigheden, der herskede, har modelleret familiens skæbner. Og slået René, nummer to i flokken, ihjel. Han begik selvmord. De to andre, Tonny og Michael, har fundet ro i rusen. Tonny har Aids i udbrud og dulmer det med medicin og alkohol. Michael, den ældste, ham, der stod op for sine søskende, når stedfar Jan havde fået nok, har det også svært. Lisbeth Zornig har arvet udholdenheden, usikkerheden og vreden.

”Angsten for ikke at slå til har altid været en god motor for mig. Og så kan jeg mærke en ny følelse, jeg ikke tidligere har været så opmærksom på. Den der, du ved, det var fandeme ikke i orden, at mine brødre og jeg ikke blev behandlet, som vi burde.”

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

Og så er der kærligheden.

Lisbeth Zornig er, hvad man kalder en mønsterbryder. Hun sætter dagsordenen på det socialpolitiske område, hun har magt, og den dag, vi kommer forbi, er hun netop blevet kåret som vinder af ALT for damernes kvindepris 2012 ”for sin utrættelige kamp for de svageste i samfundet”. Hun har succes.

Og så er der kærligheden. Den kommer hun ikke uden om, selvom hun hårdnakket prøver. Der er kærligheden til sagen, hvor hun bestemt får glæde af at lykkes og hjælpe, men hvor hun ikke gider at blive tilskrevet nogle ædle motiver, for i bund og grund handler det ifølge hende selv mest om ”desperat overlevelse”. Men så er der familien tilbage på Lolland, for hvem overlevelse er en langt mere håndgribelig størrelse. Dem lader hun ikke i stikken. Uanset om det er hendes brødre, nevøerne og niecerne eller hendes mor, der passivt dopet så til, mens rædslerne regnede ned over børnene. Drengene tog tævene. Pigen tog stedfar Jan sig af i sengen, mens mor var langt væk på spiritus. Liggende ved siden af.

Hun har ikke tilgivet sin mor, men ved, at hun også er et produkt af en traumatisk barndom. Hun er endnu en borger i Underdanmark. Det samfund, som hun nu arbejder for, at resten af Danmark skal blive bevidst om eksisterer. Et samfund, der måske begynder med arbejdsløshed, armod og afmagt, men som har rødder langt længere ned, end hvad man kan se fra den misfarvede lædersofa. Ved kakkelbordet med de grønne flasker og Escort-rulletobakken. De langsigtede mønstre er også årsagen til, at hun stoppede som formand for Børnerådet. For skal man redde børnene, er man nødt til at starte med deres mor og far. Lisbeth Zornig Andersen begynder med sin egen.

Hende og resten af familien holder Lisbeth kontakt med. Det samme gør hendes fem børn. De synes, det er ”eksotisk”.

”Ik’, Magnus? det er sjovt at besøge mormor og onkel Monkey, ik’?”

”Jo,” svarer Magnus, hendes yngste, der tuller rundt i nattøj.

”Ja, Det er lidt anderledes med mormor end andre mormødre, ik’?”

”Nej, børnene de sidder med på første parket,” griner Lisbeth Zornig. ”De har det bedste af to verdener, og jeg synes, det er utroligt vigtigt, at mine børn er opmærksomme på, at andre ikke har det helt så godt, som de har det.”

Den knuser hvad som helst

Lisbeth Zornig kæmper stadig for dem, der er lidt ”anderledes”. Dem, der har det lidt sværere end hendes egne børn. Og hun spiller stadig billard med sin mor på værtshusene dernede. Også selvom hun har gjort hende ondt. Og selvom Lolland, kommunerne og børnehjemmet i Nakskov svigtede hende som barn, fortsætter hun sit arbejde med at gøre resten af Danmark, men også middelklassen på Lolland opmærksomme på de familier, de skæbner og de børn, der lever et liv, som hun selv levede. Hun nævner selv de lollikker, der med deres bindingsværk, yndige haver og æbleplantager ikke synes, det ser så slemt ud. Dem, der har deres børn i privatskole, og som ikke kommer til at møde forældre som Lisbeths til forældremøderne.

[quotebox]Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix[/quotebox]

Sagt lidt i spøg, skal der rejses en statue af Lisbeth Zornig på torvet i Nakskov?

”Jeg tror, den ville blive væltet hurtigt igen,” kvitterer Lisbeth Zornig med et grin og fortsætter.

”Det lyder måske lidt fjollet, men jeg vil gerne skrive historie, ik’. Jeg kan huske, at jeg sagde til folk i Børnerådet, at ’det, vi kaster os over, det skal være blivende, ellers gider jeg ikke.’ Ikke for at blære mig, for når jeg er død, er jeg død. Men jeg vil gerne sætte et aftryk. Jeg er sådan lidt ekstrem på det område. På mange måder.”

I mellemtiden, i nutiden, har Mikael ad flere omgang båret indkøbsposer ind fra Føtex. Det ser ud, som om han har købt det rigtige, selvom aspargesene er lige lovligt lange til Lisbeth Zornigs smag. I en af de andre poser er der en blender.

”Nej, hvor er den flot,” udbryder Lisbeth.

”Du må ikke have den i nærheden af andet, når du bruger den. Den knuser hvad som helst,” svarer Mikael med et grin.

Oven på anstrengelserne trækker Mikael en af de gode hvidvine op. Hvidvinen er Mikaels aftryk, griner Lisbeth. Hun står selv for rutebilerne på bordet. Det illustrerer meget godt forskellen, griner hun højt. Mikael er fra en direktørfamilie og har arbejdet for Mærsk. Lisbeth er fra Lolland.

Læs også: Pia Kjærsgaard: Meningernes eftersmæk

Hun har stadig Lolland i sig. De sætninger, der ikke afsluttes af et grin, følges af et ”ik’”. Der er værtshushumoren, den frække attitude, og så er der dialekten. Hvis man lukkede øjnene, ville man ikke være i tvivl om, at man sad på en støvet og dunkel billardstue i Nakskov med en flaske øl i hånden. Hun kan kendes på de fraværende bløde d’er og det manglende stød, der får galgenhumoren til at lyde som en vise sunget og svunget af en lollik, der har fundet melodien i et alment boligbyggeri på den anden side af Farøbroerne.

”Jeg ser det lidt, som om jeg er rejst et bedre sted hen. Ligesom folk rejser til Danmark for at få arbejde. Men så sender man lidt hjem, lidt ned og sørger for dem derhjemme.”

The following two tabs change content below.

Christian Birk

Nyeste indlæg af Christian Birk (se alle)