Mange studerende pendler hver dag mellem København og Odense. En tur, der byder på forskellige oplevelser. RUST har fulgt en af pendlerne. 

Det er torsdag morgen. Klokken er 07:41, og Københavns Hovedbanegård emmer af aktivitet. Med slutdestinationen for øje farer folk forbi hinanden i en tæt labyrint af menneskekroppe.

Som trappen ruller op, og et par hvide Adidas-sneakers træder ud på det flisebelagte gulv, lyder et hæst ”godmorgen” efterfulgt af et kækt smil og et mildt udbrud af latter. Ordet toner ud af 22-årige Izabell Nørlem. Hun studerer dansk på første semester på Syddansk Universitet og pendler tre gange om ugen mellem sit hjem i Vanløse og campus i Odense.

Izabell Nørlem havde allerede inden studieoptag besluttet, at hun ville pendle mellem øerne. Hun er vant til det fra tidligere, og efter en måned med togkupeen som sit andet hjem er hun stadig optimistisk.

 Hun pendler sammen med flere fra studiet. Alene fra hendes hold er de omkring 10 pendlere. Sammen bruger de tiden i toget på at spise morgenmad, snakke og sove. Til at begynde med havde Izabell Nørlem gode intentioner om at bruge pendlertiden på at læse lektier, men indtil videre går det ikke så godt,

”Jeg forsøger at læse to sider, og så er jeg den, der er faldet i søvn.”

Men det ser hun ikke som et problem, for hun er ikke så god til at gå tidligt i seng, og på den måde får hun indhentet den manglende nattesøvn. Derudover giver togturen hende også mulighed for at koble af, hvor hun får et pusterum med tid til egne tanker.

Primært ser hun det som en fordel, at hun ikke behøver at opgive sit liv i København, og indtil videre har tiden i toget budt på nogle sjove oplevelser.

Hvor er du? Foto: Simon Johansen

Stemningen er til tider også anstrengt i de travle morgentimer. Izabell Nørlem fortæller om, hvordan togvognene er fuldstændig proppet, og folk nærmest kravler over hinanden, mens en dunst af kaffe og ostemadder fylder kupeerne. Derfor må hun ofte nøjes med en siddeplads på gulvet, men det gør ikke noget, for hun hygger sig sammen med de andre pendlerpiger. Fællesskabet mellem dem gør, at det bliver nemmere at komme ud af fjerene. Hvis en af pigerne mangler på stationen, får hun ikke fred, for så kimer telefonen, indtil hun dukker op.

Alle Busser går da til banegården? Foto: Simon Johansen

Alle busser går da til banegården?

Det troede Izabell Nørlem og hendes veninder i hvert fald, da de satte sig ind en bus efter en dags forelæsninger. Det viste sig, at ærkekøbenhavnerne tog fejl, idet de fandt sig selv på vej til Vollsmose.

“Vi er i bussen. Den ene sidder og sover som altid, og jeg sidder og snakker, så jeg opdager ingenting, mens det bliver mere grønt udenfor. Hende, der sover, åbner øjnene og siger, ”typisk Odense altså, der er bare ikke noget by’,” fortæller Izabell Nørlem om busturen.

Først efter tyve minutters tid gik det op for pigerne, at de var på afveje og endt i Vollsmose. Da det endelig lykkedes pendlerpigerne at finde til banegården, fik de travlt med at nå deres tog.

“Vi løb alt, hvad vi kunne, så vi til sidst ikke kunne gå, fordi vi var løbet sådan op ad trapperne. Vi stod bare totalt med beton i benene. Vi løb ned til toget og trykkede på knappen, men dørene åbnede ikke, så det kørte.”

4,5 times daglig transport. Foto: Simon Johansen

 Turen fra Vanløse til Syddansk Universitet i Odense og retur bliver på en dag til 4,5 times transport. 

Det sygeste å-menneske. Foto: Simon Johansen

Pendlerlivet er ikke altid bekvemt. Når alarmen lyder kl. 05.30, kan det være svært at komme op,

”Jeg tænker bare: ’Det’ løgn!’ Jeg er det sygeste å-menneske.” 

Hun føler sig tit træt, og hun kan heller ikke være en del af studiemiljøet 100 procent, da hun helst bare vil hjem efter undervisningen, så det ikke bliver for sent, inden hun rammer Vanløse.

Pendlerveninder. Foto: Simon Johansen.

Izabell Nørlem sammen med veninderne Ida-Sophia Petersen og Laura Marie Kragelund. 

The following two tabs change content below.

Christina Mia Vinter

Nyeste indlæg af Christina Mia Vinter (se alle)