Organisationen Frit Forum Odense kritiserer i et åbent brev de Borgerlige Studerende for ikke at være åbne omkring deres målsætninger forud for universitetsvalget.

Frit Forum Odense har valgt ikke at stille op til valget på Syddansk Universitet 2012. Det betyder dog ikke, at vi har tænkt os at blande os uden om valget og valgets emner. Vi forbeholder os derfor retten til at kommentere kritisable elementer i valgkampen og føler sågar, det er vores pligt at udtrykke vores utilfredshed, når en sådan forefindes.

Vi har noteret os, at Borgerlige Studerende stiller op til Akademisk råd på Humaniora, det Tekniske og det Samfundsvidenskabelige Fakultet samt Studienævnet på sidstnævnte. Når man vælger at påtage sig et sådant ansvar, som Borgerlige Studerende har tænkt sig at gøre, synes vi, at det er yderst rimeligt, at man i det mindste har overvejet, hvad det er, man vil bidrage med. Det virker dybt useriøst, at det eneste, Borgerlige Studerende har valgt at offentliggøre i forbindelse med deres kandidatur, er et – mildest talt – ukonkret Facebook-opslag på tre punkter, som alle i hele verden vil være enige i.



Vi, Frit Forum Odense, mener, det er vigtigt, at der er åbenhed om, hvad og hvem de studerende kan stemme på – det hjælper et forkølet Facebook opslag ikke på. Vi savner i den grad at høre fra Borgerlige Studerende, hvad det er, de vil. Det synes vi, at I skylder de studerende, der har overvejet at stemme på jer. Samtidig frygter vi også, at såfremt de Borgerlige Studerende vælger at fortsætte med den indstilling til kandidaturet, vil universitetsledelsen ikke tage de studerendes stemme seriøst, hvilket vil skade alle os studerende i det lange løb.



I Frit Forum Odense mener vi, at Syddansk Universitet skal vise stort samfundsansvar og blandt andet være med til at bekæmpe den negative sociale arv, være proaktiv i forhold til bekæmpelsen af ensomhed, stress og depression blandt studerende samt naturligvis at forbedre studiemiljøet for de studerende. Disse temaer håber vi bliver hørt af de kandidater, der opnår valg, og at disse vælger at tage det med til ledelsen. Dette gælder både for de respektive studienævn, akademiske råd samt universitetsbestyrelsen.



Vi håber, at dette åbne brev dels kan være med til at vise prioriteringer for Frit Forum Odense, men også at det kan være med til at få De Borgerlige Studerende ud af busken – når de nu har valgt at stille op.



Mvh. Frit Forum Odense

[linkbox link=”https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=351503621612653&id=120576308038720″ beskrivelse=”Frit Forum Odense har tidligere lagt læserbrevet op på deres Facebookside, hvor nogle af Borgerlige Studerendes medlemmer har svaret på kritikken. Læs debatten på facebook.”]

The following two tabs change content below.

Mads Hersbøll

Nyeste indlæg af Mads Hersbøll (se alle)