NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, skal til mundtlig eksamen på Syddansk Universitet

Det grønne bord står klar til NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, når han den 16. november besøger Syddansk Universitet. Anders Fogh Rasmussen skal eksamineres i emnet ”NATO efter Afghanistan” og herefter have en karakter fra censor og eksaminator, der til daglig er henholdsvis lektor og studerende på universitetet.

Utraditionelt arrangement

Det er Center for War Studies, der sammen med Europabevægelsen har fået NATO-lederen til eksamensbordet.

– Vi har tidligere haft lignende arrangementer, hvor en betydningsfuld person inviteres til det grønne bord, og hvor vi sammen med publikum spørger ind til ”pensum”. Det gør vi for at skabe en utraditionel ramme, der samtidig inddrager tilhørerne, siger censor, alias Jens Ringmose, lektor på Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Får karakter med hjem

Seancen starter med, at Anders Fogh Rasmussen holder oplægget ”efter Afghanistan – hvad nu NATO?”. Dernæst er der spørgsmål, og endelig skal der så uddeles en karakter.

Krigen i Afghanistan har fyldt meget i Foghs tid som chef for NATO. Derfor forventes det, at han består med glans.

Arrangementet foregår den 16. november kl. 14.15-16.00 i auditorium U45 på Campusvej i Odense. Der er fri adgang, og alle er velkomne.

[nyviden]

The following two tabs change content below.

Gry Janum

Nyeste indlæg af Gry Janum (se alle)