I 46 år har Jørgen Christian Bang været med i styrelsesorganerne på universitetet i Odense. Han tror på, at det gør en forskel, når de studerende deltager i universitetsdemokratiet. Det gjorde han nemlig selv.

Vi befinder os på Odense Universitet. Helt præcist Teknikums blok E. Jørgen Christian Bang står sammen med 180 andre unge mennesker. De er det første hold studerende på det universitet, som pressen har udnævnt til ”studenternes universitet”, og som 32 år senere omdøbes til Syddansk Universitet. Det er onsdag, og året er 1966. Solen brager, og efter taler og velkomstceremoni bliver der i folkelighedens tegn serveret kolde håndbajere på studenterrådets regning.

”Dengang var det kun omkring ti procent af en årgang, der fik en studentereksamen. Og det var ikke alle studenter, som valgte at læse på universitetet. Det var i den grad formuleret som en eliteuddannelse. Det prøvede vi at gøre op med,” fortæller Jørgen Christian Bang.

Og studerende med det ønske fik god hjælp udefra. Der var opbrud i tiden, og industrikulturen bankede derudaf. Unge fra landbomiljøerne søgte mod storbyerne for at prøve lykken i industrien eller for at erhverve sig en uddannelse. Resultatet var en uddannelseseksplosion delvist antændt af ledende socialdemokrater. For landets største parti var det blevet en mærkesag at fjerne universitetets elitære status. Ud med adgangsbegrænsning – nu skulle alle have mulighed for at få en universitetsuddannelse. Det krævede flere universiteter, og en hurtig proces fik banket Odense Universitet på benene. Det var derfor, Jørgen Christian Bang stod dér foran Teknikums Blok E.

Det fredelige oprør

21. marts 1968 udbrød studenteroprøret på Københavns Universitetet. I ly af natten blev der på en af universitetets mure skrevet ”Medbestemmelse nu” og ”Bryd professorvældet”. De københavnske studerende krævede indflydelse på deres uddannelse. De ville have pladser i studienævnene og forlangte et opgør med det, som Jørgen Christian Bange kalder ”det feudale professorstyre”.

Inspirationen kom fra studenteroprørene i Frankrig og USA, men her til lands forløb oprøret anderledes fredeligt. De politiske vinde blæste nemlig de studerendes vej, og rygstødet kunne også mærkes i Odense.

”Vi følte medejerskab fra første færd med hensyn til selv at forme vores uddannelse. Professorerne var meget interesserede i at inddrage de studerende i opbygningen af studienævn og fag. Det betød, at vi, der var med det første år, blev meget engagerede,” husker Jørgen Christian Bang.

Den daværende radikale undervisningsminister Helge Larsen blev udsat for, hvad historiebøgerne kalder ”en af de mest hadske personlige hetzkampagner i nyere tid.” Ministeren var ikke desto mindre parat til at imødekomme de studerendes krav om medbestemmelse, og 4. juni 1970 kom det store gennembrud: Loven om universiteternes styrelse blev vedtaget i Folketinget. Den blev på det tidspunkt betegnet som den mest liberale i verdenen. Loven sidestillede professorer og lektorer og gav de studerende 50 procents indflydelse i studienævnene.

Jørgen Christian Bang. Foto: Simon Johansen

 

Et politisk våben

Op til vedtagelsen havde der været politiske soloforhandlinger med en håndfuld ledende studerende. En af dem var Jørgen Christian Bang. Tre år tidligere var han blevet formand for studenterrådet på Odense Universitet. Der var ikke det, der lignede kampvalg. Han havde været sekretær for rådet inden da og havde allerede opbygget et detaljeret kendskab til universitetet og dets organisatoriske maskinrum.

”Det var naturligt, at jeg skulle være det.”

Hans tæft for det parlamentariske spil blev uundværlig for forhandlingsdelegationen.

”At være med til at lave den allerførste styrelseslov for universiteterne – det var på alle planer noget stort. Det var virkelig en fornemmelse af, at vi ikke længere kun var en idealistisk ungdomsbevægelse. Vi var i gang med at forandre samfundet til noget, vi entydigt mente var bedre.”

At der overhovedet blev ført direkte forhandlinger med studentergruppen er, set med nutidens øjne, ret usædvanligt. Der lå selvfølgelig et politisk motiv bag. Fra politisk hold var der et indædt ønske om at fjerne professorerne fra magten på landets universiteter. Før 1970 var de ret beset en stat i staten. Det skulle der gøres op med, og her var de studerende et effektivt våben.

Hele verden lå åben

”Men det lagde vi ikke så meget mærke til.”

For Jørgen Christian Bang og de andre unge, der engagerede sig studenterpolitisk, var det helt andre ting, som fyldte.

”Min efterfølgende refleksion er anderledes, end den var undervejs. Det var helt klart fornemmelsen af at være med i en verdensbevægelse. I dag ved jeg godt, at vi var en minoritet. Men det var alligevel sådan, vi havde det. Vi følte, vi repræsenterede alle. Hele verden lå åben.”

Derfor havde Jørgen Christian Bang også en enorm ballast, når han som studenterrepræsentant troppede op til møder i universitetets konsistorium – det, der i dag er hovedbestyrelsen. Han husker et møde, hvor et par professorer krævede egne toiletter. De mente, det var uhygiejnisk at dele toiletfaciliteter med de studerende. Jørgen Christian Bang rejste sig og sagde:

”Kan professorerne ikke bare lære at vaske deres hænder?”

Når Jørgen Christian Bang tog ordet, gjorde han det helt generelt, fordi han ikke kunne lade være. Når først han bevæger sig ind i noget, går han dybt ned i materien.

”Jeg synes, det var sjovt, spændende og vigtigt. Det var ikke en sur pligt. Det var en livsform. Jeg har hele mit liv interesseret mig for at arbejde kollektivt sammen med andre. I alle de år havde jeg fornemmelsen af, at jeg var sammen med nogle mennesker, der var kvikkere og dygtigere end mig selv. Dem lod jeg mig inspirere af.”

Systemet modarbejder medbestemmelsen

I 1974 blev Jørgen Christian Bang fastansat som lektor i dansk sprog og kommunikation på Odense Universitet. Fra den anden side af bordet fortsatte han med at være en del af stedets styrende organer: I konsistorium, det humanistiske fakultetsråd, som institutbestyrer, studienævnsformand og studieleder. Jørgen Christian Bang har deltaget i udarbejdelsen af alle lovrevisioner, der er lavet på universitetet i Odense. I dag er han – naturligvis – den videnskabelige repræsentant i hovedbestyrelsen på Syddansk Universitet.

Universitetsdemokratiet er i dag et andet end dengang, han selv studerede. Jørgen Christian Bang mener, at universiteternes ledelsesstruktur siden 2003 og ledelsesinspiration fra erhvervslivet presser de studerendes medbestemmelse.

[quotebox]Man kunne forestille sig, at et parti eller en gruppe kunne lave et kup og sætte sig på alle organer, uden der var nogen, der opdagede det, førend der skulle stemmes. Der er ikke nogen lige nu, der føler sig ansvarlige.[/quotebox]

”Topledelsen, eller systemet, er ikke interesseret i demokratiske valg. Jo flere der engagerer sig i beslutningsprocessen, jo sværere er det at lede den topstyret. Et projekt som ’De Studerende i Centrum’ er et topledelsesprojekt, der handler om branding. Det tænkte vi slet ikke på dengang. Der var der ikke noget mere hult end det. Hvis man skulle se universitetet, så skulle man kigge ind i det. Der var ingen facade, der blev stillet op.”

Det er, ifølge Jørgen Christian Bang, grunden til, at oplysningen om det kommende valg til universitetsrådet, de fem akademiske råd, institutrådene og studienævnene ikke fylder meget på Syddansk Universitet.

”På SDU’s hjemmeside er der kun en lille rubrik, der fortæller, at der er valg til de styrende organer, men intet om hvad der egentlig skal gøres. Hvor mange er klar over at inden 1. november, der skal man have indleveret kandidatlister? Man kunne forestille sig, at et parti eller en gruppe kunne lave et kup og sætte sig på alle organer, uden der var nogen, der opdagede det, førend der skulle stemmes. Der er ikke nogen lige nu, der føler sig ansvarlige,” vurderer han.

Selvom stemmeprocenten ved sidste valg på Syddansk Universitet var på beskedne 12 procent, så mener Jørgen Christian Bang ikke, det skyldes, at de studerende er ligeglade.

”Jeg synes, at dagens studerende er dejlig kritiske. Du må regne med, at mange studerende i dag ikke primært ser universitetet som det store erkendelsesproducerende sted. Det er bare skridt i deres liv. Det er selvfølgelig sket, fordi universitetet har fået en masseuddannelsesfunktion. Det er jeg meget glad for, men det rejser nogle nye udfordringer.”

[faktabox header=”Fakta om Jørgen Christian Bang”]

  •  Lektor i dansk sprog og kommunikation på OU og SDU siden 1974
  • Var en del af den første studenterårgang, der startede på Odense Universitet i 1966
  • I dag medlem af SDU’s bestyrelse som repræsentant for de videnskabelige medarbejdere samt DM-fællestillidsrepræsentant og næstformand i Det Humanistiske Fakultets samarbejdsudvalg
  • Jørgen Christian Bang har aldrig været partipolitisk aktiv

[/faktabox]

 

The following two tabs change content below.

Mads Frimann