En af fysikforskningens sværvægtere er gået på pension. Men lediggang ligger ikke til den 71-årige fysikprofessor Holger Bech Nielsen. Arbejdet er hans et og alt, og han tænker sjældent på andet.

Lobbyen er tom. Om en times tid vil en pensioneret fysikprofessor fortælle mig, at tid og rum ikke kan eksistere hver for sig. De kan ikke observeres separat. Derfor må man i stedet fokusere på begivenheder.

Den røde viser tikker af sted på uret over trappen, og vores begivenhed burde være lige om hjørnet. Klokken er 9.55. Så ringer min telefon.

Hallo?

”Det er Holger. Vi har vist en aftale klokken 10?”

Ja, det er rigtigt. Jeg sidder faktisk allerede på instituttet og venter. Jeg tænkte, at jeg ville være i god tid.

”Oh, my goodness! Og så skal jeg være i dårlig tid? Jeg er stadig på Frederiksberg. Jeg tager af sted nu.”

Foto: Gitte Post

Holger Bech Nielsen er en af landets, eller snarere verdens, fremmeste forskere inden for det felt, der kaldes højenergifysik. Det vil sige studiet af universets mindste bestanddele og deres færden i millisekunderne efter universets fødsel: Big Bang. Det er blandt andet denne forskning, som tidligere på året førte til opdagelsen af det forjættede Higgs-partikel i CERN-reaktoren under Schweiz.

For et par år siden antydede Holger Bech Nielsen drillende, at en form for almægtig urkraft forhindrede partiklen i at blive fundet, og at fundet af den ville føre til verdens undergang. Det har indtil videre vist sig ikke at holde stik. Men i en kort overgang spidsede verden alligevel ører, da en fugl tabte en brødkrumme ned i reaktoren og fik den til at bryde sammen. Tilfælde eller guddommelig indgriben?

Det er netop den slags radikale udfordringer af normerne i den inden-for-boksen-tænkende forskerverden, der har gjort Holger Bech Nielsen fortjent til sin plads på fysikkens stjernehimmel. Gennem et halvt århundrede har han udforsket og udfordret abstrakte begreber som tid, relativitetsteori og universets udvidelse.

I den brede befolkning er han blandt andet kendt for sine folkeforelæsninger og optrædener i tv, hvor han prædiker passioneret om emner og teorier, der går henover hovedet på de fleste mennesker. Altid iført butterfly og et kækt smil.

Men for nylig holdt han sin afskedsforelæsning efter 44 års tro tjeneste på Niels Bohr Instituttet i København.

Holger Bech Nielsens har nu titel af professor emeritus. En betegnelse for pensionerede professorer. Det skal dog ikke have lov at stå i vejen for den 71-årige professor. Han arbejder stadig på livet løs, selvom det kniber lidt med at få bevillinger, som han siger, da jeg møder ham i receptionen på Niels Bohr Instituttet.

Jeg arbejder stadig på stort set samme måde. Den eneste forskel er de formelle problemer med økonomisk støtte og sådan noget.

Hans ansigt flækker i et drenget grin. Ungdommens glimt i øjet er velbevaret mellem smilerynkerne, selvom håret er blevet lidt tyndt på toppen. Og det er ikke med hans gode vilje, at han er blevet emeritus.

”Nejnej! Det ville være løgn,” griner han, ”så langt fra sandheden kan vi ikke gå, selvom vi skal være høflige.”

Pension og aktivering

Vi går hen for at trække en kop kaffe.

”Hej Holger,” lyder det fra damerne i kantinen, og han svarer mumlende, mens han roder i mavebæltet efter sit kuponkort. Selv kaffen har Holger Bech Nielsen svært ved at få bevilling til. Han må nøjes med et klippekort, der giver ham hver tiende kop gratis.

Holger Bech Nielsen er gået med til at fortælle mig noget om tiden. Både som begreb og om hans egen tid her på planeten. Vi slår os ned ved et bord i den tomme kantine. Hver gang snakken falder på et emne, som interesserer ham, lyser hans ansigt op, og begreber som ”kompleks virkning” og ”rotations-invarians” flyder i en lind strøm, mens armene gestikulerer vildt i alle retninger.

[quotebox]Man skal jo arbejde. Nu er jeg også vant til det, og det har jo også stor interesse, ikke sandt. For det er meget fascinerende det med, at du ligesom søger teorien for det hele, og der sker noget udvikling i at finde den.[/quotebox]

Men så snart samtalen drejer ind i den private sfære, bliver han mere tøvende. Kigger ned i bordet. Triller tommelfingre. Og griner lidt nervøst. Det er tydeligt, at fysikken er det, han helst vil tale om.

Du har i 44 år forsket i nogle rimeligt abstrakte begreber som tidens relativitet og universets tilblivelse. Grundlaget for selve livet. Føler du, at du på nogen måde er blevet klogere på livet?

”Nu må vi jo sige, at i højenergifysik er det dybere inde i stoffet, vi får vores viden. Så i forhold til det som er rigtig relevant for livet, er det mere kemien og sådan noget, der er brug for.”

Men har du så lært noget på et mere personligt niveau?

”Mja, det ved jeg ikke. Nu er det heller ikke så personligt, det vi lærer, fordi det er sådan nogle abstrakte ting…”

Han trækker på smilebåndet.

Allerede i mellemskolen pløjede den unge Holger lystigt gennem Einsteins relativitetsteori. Og i tiden som studerende på Københavns Universitet afspejledes hans flid på karakterbladet.

”Hvis det ikke blev UG eller UG-minus, så var jeg egentlig lidt skuffet. Men det blev det næsten hver gang,” husker professoren.

Han fik sin kandidat i 1968 og blev straks ansat ved Niels Bohr Instituttet, hvor han har arbejdet lige siden. Blandt kollegerne er han kendt for at være den, der går senest hjem hver aften, og når en teori først har plantet sig i hjernen på ham, har han svært ved at lægge den fra sig, før den er undersøgt til bunds.

”Man skal jo arbejde. Nu er jeg også vant til det, og det har jo også stor interesse, ikke sandt. For det er meget fascinerende det med, at du ligesom søger teorien for det hele, og der sker noget udvikling i at finde den.”

Foto: Gitte Post

Er det stadig den samme Holger, der sad i mellemskolen og læste Einstein, som ikke kan lade være med at fortsætte?

”Det kan godt være. Det er jo klart, der er nogen sammenhænge, selvom man siger, at man ikke er den samme i dag og i morgen, så er der jo alligevel en masse, der hænger sammen på den måde. Så det er det jo nok i virkeligheden, ja. Høhø.”

Men burde du ikke bare smække benene op og nyde dit otium?

”Joh, men det er måske meget godt at arbejde.”

Og holde sig i gang?

”Ja, der er måske også et element af aktivering i det. Nu er jeg jo blevet smidt ud af arbejdsløshedskassen for fem år siden, men hvis jeg ikke var det, så ville det jo ligefrem være min pligt at forsøge at aktivere mig selv.”

Hvad tror du, du ville lave, hvis du stoppede med at arbejde?

”Jaeh, det ved jeg heller ikke. Det er jo derfor, jeg fortsætter. Det er ikke nemt at blive omskolet, hvis du er 70, vel. Det er ikke realistisk. Når man er i den alder, så tror jeg, man skal holde sig til det job, man har forstand på.”

Tanken om at tilbringe alderdommen på divaneseren derhjemme appellerer tydeligvis ikke til den flyvske forsker. Uanset om han sidder på kontoret eller i venteværelset hos lægen, strømmer formler og teorier gennem hovedet på ham. Og så må han bare håbe på, han har husket en notesbog.

Det er begivenhederne, der betyder noget

Når Holger Bech Nielsen lukker op for sluserne, er det svært ikke at lade sig rive med af strømmen. Også selvom man ikke forstår halvdelen af, hvad han siger. Hans stemme stiger i takt med begejstringen, og han ender ofte med at forvilde sig ud i en talestrøm, hvor han til sidst mister øjenkontakten med udgangspunktet, træder vande i et øjeblik og tager en slurk af sin kaffe.

Han taler myndigt og en smule affekteret. Tænkepausen ”ikke sandt” sniger sig ind mellem de overlappende pointer, og ordet ”meget” udtales ”made”.

Man er ikke i tvivl om, at han ved, hvad han taler om. Men selvom Holger Bech Nielsen har viet det meste af sit liv til at udforske tiden og dets væsen, er det endnu ikke lykkes ham at tæmme den. Tiden løber ofte fra ham.

”Oh, men det gør den jo hele tiden. Jeg bliver hele tiden overrasket over, at klokken er for mange. Jeg havde et ur, men remmene går ofte i stykker, så jeg går ikke med det. Uret overlever, men remmen går i stykker.”

Et ur. Længere strækker de fleste menneskers interesse for tiden sig ikke. Man spørger, hvad klokken er og finder svaret på et ur. Det ved Holger Bech Nielsen godt.

Foto: Gitte Post

”Det er selvfølgelig meget sjovt med alle disse fine teorier, men sandheden er jo, at under de forhold, som menneskene normalt lever, så er mange af disse teorier slet ikke relevante. Hvis man ikke regner med meget kortere tid end sekunder og ikke rejser uden for jorden ret ofte, så kan du jo godt være ligeglad,” gnægger han.

Alligevel er det værd at interessere sig for tidens relativitet, fordi det er så ”alment gyldigt”, som han siger. Han forklarer, at begrebet tid slet ikke er særligt veldefineret. For hvordan afgør man, om to ting foregår samtidig to forskellige steder? At følge Holger Bech Nielsens tankestrøm er som at forfølge en speedbåd i en kajak.

”Et ur kommer til at gå langsommere, når du sænker det ned, end når du har det højere oppe, og vi holder os også mere unge længere nede end højere oppe.”

Jeg smiler og nikker høfligt uden helt at forstå. Den erfarne forelæser forbarmer sig over sin tilhører og giver et andet opklarende eksempel:

”Når du sidder i et tog, så kan du ikke måle, hvorvidt det kører med jævn hastighed eller står stille. Det er relativitetsprincippet. Og det relativitetsprincip er sådan en symmetri af naturlovene, kan man sige. Kun ved at måle på noget der er uden for, kan du gøre det. Kun ved at kigge på stationen og se at den passerer forbi, kan du sige, ’ja, nu kører vi i hvert fald i forhold til stationen.’”

Det begynder langsomt at dæmre. Man kan altså kun observere og måle noget, hvis man befinder sig uden for det. Det giver mening.

Foto: Gitte Post

”I relativitetsteorien er det begivenhederne, der betyder noget. Begivenheder skal forstås som et tidspunkt kombineret med et sted. Selvom tidspunktet ikke rigtig betyder noget, så betyder begivenheden noget. Men du kan ikke oversætte det til den almindelige brug af ordet ”begivenheder”, hvor der sker noget. I relativitetsteorien tænkes sådan set lige så ofte på de begivenheder, hvor der ikke sker noget særligt. Hvor der bare er et tomt rum eller bare ingenting.”

Jeg er tabt igen.

Hvilke ”begivenheder” har så været de vigtigste i dit liv?

”Mjaa, jeg ved ikke, om der har været så mange begivenheder,” klukker han.

Enten værner professoren ualmindeligt godt om sit privatliv, eller også er videnskaben så altoverskyggende, at refleksionerne over hans eget liv bliver liggende et sted nederst i skuffen. De personlige spørgsmål bliver for det meste besvaret med generelle iagttagelser og høfligheder.

Der må da have været nogen begivenheder?

”Jo, det er der måske. Det er der jo i næsten alle menneskers liv, ikke? Altså, de bliver født, og de kommer i skole, og de kommer ud af skolen, og de kommer til studiet, og så kan man jo være mere eller mindre evighedsstudent eller sådan noget. Og det, du så skriver i dit curriculum vitae som fysiker, er, når du går fra den ene stilling til den anden.”

Orden i kaos

Kaffen er drukket, og vi tager den lille elevator op til gangen, hvor Holger Bech Nielsen stadig har et kontor med navneskilt på døren. En syrlig duft af Nescafé rammer næseborene, idet vi træder ind. Kontorets indretning passer stereotypen om en gal videnskabsmand. Papirer og ringbind flyder på enhver overflade. Skrivebordet, sofabordet, gulvet. Bagvæggen er dækket af mapper.

Klemt inde i rodet sidder Holger Bech Nielsens mangeårige samarbejdspartner, den japanske fysikprofessor Masao Ninomiya. Sammen har de to udgivet flere artikler om højenergifysik. Vi tager plads i et par lænestole, der er blevet skånet for papirstakke.

Var det ikke Einstein, der sagde, at kun et geni kan holde orden i kaos?

”Det kan godt være. Den udtalelse kan jeg ikke lige huske.”

Er du et geni?

”Aarh, det skal man jo ikke selv snakke om,” griner professoren.

Men det er der jo mange, der mener?

”Jooh, men nu skal man jo ikke tage det alt for tungt. Altså, folk siger så meget. Der er også nogen, der kender en bedre i virkeligheden, så det kan være, de har en anden mening.”

Udover sin karakteristiske butterfly og entusiastiske undervisningsstil er Holger Bech Nielsen også kendt for at være en anelse distræt. Han fortaber sig let i de videnskabelige grublerier. Kollegaen Benny Lautrup beskrev det engang således:

Holger er et naturfænomen. Han besidder en optik, der giver ham et helt andet perspektiv på virkeligheden end det gængse. Næsten alle, som diskuterer med ham, har oplevet, at uanset hvad der er til diskussion, vil Holgers bidrag afdække nye træk ved selv de mest prosaiske emner. Det er præcis denne evne til at se verden fra en ukendt dimension, der også ligger bag hans videnskabelige succes.

Og en distræt natur udgør ikke det store problem, når man arbejder på Niels Bohr Instituttet. Her er han blandt ligesindede. Og fysikkens forskerstand udgør sit eget minisamfund, som eksisterer på tværs af landegrænser. Derfor sker det ind i mellem, at Holger Bech Nielsen bliver inviteret til udlandet, og endnu oftere sker det, at han tager imod gæster i København. Af samme årsag er det faktisk umanerligt svært at få en aftale med ham. Et kig i hans lille, sorte kalender afslører 365 siders abstrakt kunst, hvor aftaler i alverdens farver smyger sig på kryds og tværs. Alting bliver skrevet ned.

Holger Bech Nielsen nikker genkendende til beskrivelsen af, at han til tider vandrer rundt i sin egen dimension. Men det lader ikke til at hæmme ham.

”Jeg er jo i den dimension, jeg nu måtte være. Så jeg oplever det måske knap så meget. Man ser det jo ikke så meget, når man bedømmer det ud fra sig selv, vel?”

Det må være op til andre at bedømme. Ligesom toget i relativitetsteorien kan hans hastighed kun måles udefra. Professoren nøjes med at nyde turen.

Højenergifysik som underholdning

Når Holger Bech Nielsen står foran et publikum, går han fra 0 til 100 på et nanosekund. Den indadvendte mand skruer op for volumen og fægter med armene. Nogle gange går det måske endda lidt for hurtigt for ham selv. I den årlige studenterrevy på Niels Bohr Instituttet, hvor de studerende parodierer deres undervisere, bliver han typisk portrætteret med en lille cykelhjelm på. Ifølge Holger Bech Nielsen selv skyldes det, at han en dag havde glemt at tage sin cykelhjelm af under en forelæsning. Han griner højt.

Foto: Gitte Post

Han har intet imod, at folk lader sig underholde af ham. Tværtimod. Han prøver at gøre op med den kedelige og indforståede forelæsningsform, som, han mener, er alt for udbredt i fysikken.

”Når du underviser i sådan noget, er det vigtigt, at folk kan holde ud at lytte tilstrækkeligt længe til, at de overhovedet får hørt noget. For hvis folk kommer til at kede sig for tidligt, så kan man jo ikke få formidlet noget. Så du har brug for, at folk ikke falder fuldstændig i søvn, inden du er kommet nogen vegne. Det er måske en god ting, hvis de er lidt underholdt.”

Holger Bech Nielsen har også en stille ambition om at gøre flere folk interesserede i højenergifysikken. Ikke nødvendigvis de allermest abstrakte dele af den. Men de fundamentale naturlove, han og kollegerne søger efter, burde alle lære noget om, mener han. Det er blandt andet derfor, han så ofte har medvirket i tv-programmer, film og bøger. Han vil gerne nå ud til så mange som muligt.

Bag skrivebordet knirker professor Masao Ninomiya lidt i stolen. Han kaster et blik på sit ur, læner sig tilbage og tager en blunder.

”Åh, den stakkel,” smiler Holger Bech Nielsen.

Kort efter bliver vi afbrudt af telefonen, der kimer fra skrivebordet. Professor Masao Ninomiya kommer til sig selv, og Holger Bech Nielsen rejser sig og løfter røret. Det lader til at være en udenlandsk kollega, der forsøger at få en aftale med professoren næste år, men han er ikke helt sikker på, om han er i København eller Indien til den tid.

Udenfor kan man høre et fly passere. Og Holger Bech Nielsen bladrer sin gennemgriflede kalender igennem, mens de taler om at søge stipendier til et nyt projekt. Professoren er en travl mand.

Tiden er løbet sin vej nok en gang. Og der er nye begivenheder, der venter.

[infobox color=”#1e73be” textcolor=”#ffffff” icon=”info-circle”]Blå bog

  • Født i 1941 på Frederiksberg
  • Uddannet cand. scient. fra Niels Bohr Instituttet i 1968
  • Ansættes med det samme som forsker i højenergifysik ved instituttet
  • Udnævnt til professor i 1985
  • Samme år møder han sin kone, som han stadig bor med i barndomslejligheden på Frederiksberg
  • Medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab siden 1988
  • Tildelt den prestigiøse Humboldt-pris i 2002
  • Kendt for dine mange optrædener i tv og filmen ”Teorien om alting” samt bøgerne ”Holgers univers” og ”Videnskaben eller Gud”
  • Internationalt anderkendt for sin ”strengteori”, der opfatter universets mindste byggesten som små vibrerende strenge

[/infobox]

The following two tabs change content below.

Sebastian Abrahamsen

Nyeste indlæg af Sebastian Abrahamsen (se alle)