I november måned er der både valg på SDU og i USA. Imidlertid er det de færreste SDU-studerende, som kender til universitetsvalget, og hvad udfaldet har af betydning for deres hverdag. Valget i USA kører sit eget tempofyldte liv.

Valget i USA er som en forvirret kanin i en cirkusarena. Det kører i ring. Så snart en præsident er valgt, starter det, med en stor pose overdrivelse, forfra.

”Problemet ved det amerikanske valg er, at det næsten er en permanent proces,” siger Niels-Bjerre Poulsen, lektor i amerikanske studier på SDU.

Det samme ville være synd at sige om valget på SDU. Dette valg kan nærmere betegnes som en skildpadde i stilstand. Er der overhovedet valg på SDU? Sådan stiller samtlige adspurgte spørgsmålet, da vi en ganske almindelig grå efterårsdag i oktober går ned gennem Gydehutten.

”Jeg ved ikke noget om SDU-valget. Det er lidt flovt, men jeg har slet ikke hørt noget om det,” siger 22-årige Lotte Birkekær, som studerer idræt og sundhed på tredje semester.

SDU er trods alt af en anden kaliber

Kristian Græsborg fra Valgsekretariatet på SDU mener, at det er de studerendes ansvar at annoncere og informere om det forestående valg. En uge før valget i november begynder valgkampagnerne for alvor, og det mener Kristian Græsborg er tilstrækkeligt.

Hvis man halvanden måned før valget begyndte at føre valgkamp, så tror jeg, de studerende var begyndt at blive trætte af det nu.

Allerede i januar 2007, halvandet år inden Obama blev valgt til præsident, begyndte hans kamp for indsamling af penge til meningsmålinger, samtaler og fokusgrupper, alene for at afklare hvorvidt der var en reel chance for at blive valgt til verdens mægtigste mand. Kandidaterne dypper så at sige storetåen i havvandet, inden de tør at overgive sig helt og tage springet ud i den hårde valgkamp. En proces som på godt amerikansk kaldes ”Testing the Waters”.

Det eneste, man springer ud i på SDU på dette tidspunkt af året, er formentlig at vælge ost frem for sild i kantinen. Og de eneste kampagner, der er at finde på Syddansk Universitet, er da også kun store flotte, farverige bannere om den næste fancy fest med Fallulah.

”Nu skal man jo ikke skyde gråspurve med kanoner,” siger Kristian Græsborg til spørgsmålet om, hvorvidt vi burde tage ved lære af de amerikanske valgkampagner.

Når de kæmpende kandidater i USA når primærvalgene 10 til 11 måneder før præsidentvalget, gerne i januar måned, ligger SDU’erne stadigvæk svøbt ind i farligt fedt fra julens udskejelser. Juleflæsk og snaps har sat sine spor i form af utrolig meget halsbrand, og en lad følelse sætter en stopper for kreativiteten og valggejsten. Valgkampagnen må vente.

Primærvalg eller reality

Under primærvalgene i USA buldrer det derudaf. Det tordner frem med uheldige kommentarer og episoder. Hvem husker ikke den tidligere pizzaejer Herman Cain, som havde pinligt svært ved at forklare, hvad der var foregået i Libyen under Det Arabiske Forår. Det endte heller ikke med at gå ham så godt. Den 3. december 2011 suspenderede han sin valgkampagne på baggrund af rygter om utroskab.

Illustration: Maria Rye

Heldigvis er det gået meget bedre for rigmanden Mitt Romney. I en skjult videooptagelse lykkedes det ham at håne Obamas tilhængere. I optagelsen påstod Romney, at de nassede på den amerikanske stat.

Den lidt uheldige episode er muligvis en af grundene til, at de nye love med krav om billedlegitimation er blevet indført. Op mod ti millioner latinamerikanere vil ikke kunne stemme ved valget på baggrund af dette, da minoritetsgrupper som disse ofte ikke har pas eller kørekort. Om dette er et lusket trick fra republikanernes side er uvist, men det kan betyde, at et stort antal vælgere, der ellers skulle have gået til Obama, muligvis går tabt 6. november, når valget afgøres mellem ham og Mitt Romney.

SDU’ere kan nemt stemme fra kollegieværelset

Ved det amerikanske valg i 2008 stemte cirka 61 procent, og det er selvom amerikanerne ikke kan stemme liggende på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. De skal hele vejen ud af døren og aktivt registrere sig som vælgere.

Dette er ikke tilfældet på SDU. Der er hverken krav om billedlegitimation, aktiv registrering eller lange vandreture til fjerntliggende valgsteder. De studerende kan blive på kollegieværelset og skal kun lukke ned for Facebook et split sekund for så nemt at kunne stemme fra computeren. På SDU afholdes der nemlig e-valg. De studerende vil modtage en mail forud for valget den 20.-21. november. Men på trods af den utroligt nemme fremgangsmåde var stemmeprocenten på sølle 12 procent ved sidste SDU-valg i 2011.

Illustration: Maria Rye

 

Indstil Obama til akademisk valg, så skal det nok gå

12 procent er ikke meget i forhold til de 61 procent, der ved sidste valg i USA stemte. Men i forhold til valgprocenten mener Niels Bjerre-Poulsen ikke, at SDU kan tage ved lære af USA, når det kommer til valgkampagner.

”I Danmark er valgprocenten tit op mod de 80 procent ved folketingsvalg. Normalt er det jo USA som tager ved lære af Danmark, så hvorfor ikke bare lære af det danske system?”

Niels Bjerre-Poulsen har dog også en anden, nok lettere utopisk, løsning på den lave stemmeprocent:

”I skal bare få Obama til at stille op til akademisk valg.”

Det er vist fasttømret, at de studerende ikke ligefrem slår telt op for at sikre sig at få sat et kryds. Og SDU-valget er muligvis ikke på verdens-mægtigste-mand-niveau, men hvad, det egentlig drejer sig om, er en af grundstenene for de studerende lige nu. Nemlig livet omkring studiet.

Jens Oddershede, rektor på SDU, skriver i et flyveblad vedrørende valget, at han håber, at de studerende kan finde gejsten til at stemme ved valget.

”Det udvider din horisont – og ikke mindst, det er vigtigt for Syddansk Universitet at høre din mening om dit studium og dit universitet.”

Kristian Græsborg, der også gerne ser, at de studerende iler til den virtuelle stemmeboks, mener, at SDU med en god kampagne i år burde kunne komme op på 15 procent.

Så til trods for at vi her på SDU ikke skyder gråspurve med kanoner eller kan siges at være i nærheden af en amerikansk stemmeprocent, så er valgsekretariatet meget tilfredse, hvis det bare kan lade sig gøre at komme op på en stemmeprocent omkring 15.

The following two tabs change content below.

Stine Voigt de Klauman

Nyeste indlæg af Stine Voigt de Klauman (se alle)