Årets HCA-forelæser er den amerikanske litteraturforsker Stephen Greenblatt. Han vil tale om Shakespeare.

William Shakespeare – den mest kendte forfatter i litteraturhistorien – er hovedperson i årets HCA-forelæsning. Den amerikanske litteraturforsker Stephen Greenblatt kommer til Odense 1. november for at tale om Shakespeare og hans evne til at forme livshistorier som fortællinger, der kan fortælles igen og igen.

Stephen Greenblatt er professor på Harvard Universitet og har i en årrække beskæftiget sig med Shakespeare. 

Han udgav i 2004 den meget omdiskuterede biografi ”Will in the World: How Shakespeare Became Shakespeare”, som har tiltrukket flere læsere end nogen anden nutidig bog om Shakespeare og haft stor indflydelse på vores forståelse af Shakespeare i dag. 

I ”Will in the World” bygger Greenblatt hele scenarier op om de sparsomme oplysninger, der findes om Shakespeares liv. Han kæder de vigtigste øjeblikke i Shakespeares 52-årige liv sammen med historiske begivenheder og levevilkår i datidens England. På den måde forbinder han både den personlige historie og den større sociale historie med Shakespeares skuespil og poesi. 

Bogen vakte stor opsigt og genåbnede en diskussion om New Historicism, som Stephen Greenblatt var med til at grundlægge tilbage i 1980’erne. 

New Historicism er en retning i kultur- og litteraturforskning, som i langt højere grad inddrager den samtid, som forfatteren var en del af. Fortalerne for New Historicism mener, at man kan opnå en dybere forståelse af litteraturen, hvis man også interesserer sig for, hvordan litterære tekster og sociale og historiske processer forholder sig gensidigt til hinanden.

[faktabox header=HCA-forelæsningen] 

Hans Christian Andersen Academy er et forum for særlige akademiske begivenheder på Syddansk Universitet. 

 

Det blev oprettet i 2001 og har siden hvert år udpeget en forsker i international særklasse til at holde en akademisk forelæsning af generel interesse. 

 

Der er fri adgang, og alle er velkomne til forelæsningerne, hvor der plejer at være rift om pladserne. 

 

The Hans Christian Andersen Academy Annual Lecture 2012 finder sted onsdag den 1. november kl. 15 på Campus Odense. Titlen er ”Shakespeare’s Life Stories”. 

Læs mere på www.sdu.dk/hca-lectures [/faktabox]

Pullitzer-vinder

Stephen Greenblatts seneste bog har inden for det seneste år vundet to prestigefyldte amerikanske priser. I november sidste år modtog Harvard-professoren the National Book Award, og i april i år fik han Pullitzerprisen for ”The Swerve. How the World Became Modern”, der beskriver 1500-tallets genopdagelse af den romerske poet Lucretius, som døde 55 år f.v.t.

[nyviden]

 

The following two tabs change content below.

Gry Janum

Nyeste indlæg af Gry Janum (se alle)