Ann Kjersgaard er flyttet hjem til København efter to år i Odense. Det er i København, hun hører til.

30. juli kom svaret endelig. I et halvt år havde Ann Kjersgaard ventet på svar på sin kvote 2-ansøgning. Brevet, postbuddet kom med, var ikke fra Københavns Universitet, men fra anden-prioriteten Syddansk Universitet. Alligevel var Ann Kjersgaard glad for bare at være kommet ind på det studie, hun havde drømt om.

[quotebox]Hvis SDU lå i København, var jeg blevet på SDU. Det gør det bare ikke[/quotebox]

”Mit mål var at få en uddannelse,” fortæller Ann Kjersgaard i køkkenet på Frederiksberg, hvor hun bor i dag. ”Og så måtte det koste det, det kostede, og hvis det var Fyn i to år, så var det Fyn i to år.”

I 2010 krævede det et snit på 9 at blive optaget på religionsvidenskab på Københavns Universitet, mens alle blev optaget på Syddansk Universitet. I år var gennemsnittet faldet til 7,8 på Københavns Universitet. På Syddansk blev alle stadig optaget.

Ifølge den faglige vejleder på religionsstudier på Syddansk Universitet, Amalie Sloth Christensen, søger en del ind på Syddansk Universitet, fordi de ikke har snit til at komme ind i København. Sådan er det også på andre studier på universitetet, fortæller Rune Mastrup Lauridsen fra Studievejledningen. Det er særligt på humaniorastudierne som religionsstudier, engelsk, filosofi og litteraturvidenskab. På disse studier er det svært at komme ind i København, men nemt at komme ind på Syddansk Universitet.

Ann Kjersgaard havde 14 dage til studiestart. Hele livet havde hun boet i København, og hun overvejede at begynde at pendle. Men den daværende studieleder på religionsstudier, Annika Hvithamar, fortalte hende, at pendlerne ikke bliver lige så knyttet til studiet som dem, der flytter til Odense. Så Ann Kjersgaard holdt afskedsmiddag for familien, fandt et kollegieværelse og flyttede til Odense aftenen før, hun skulle møde på universitetet.

En lille by

Når Ann Kjersgaard ikke havde forelæsninger, blev hun ikke på sit nye værelse på kollegiet Glanshatten. Hun var med til de arrangementer, der var på studiet, til de fester, der blev holdt på kollegiet, og når hun skulle læse, satte hun sig ned i Fagrådslokalet sammen med de andre religionsstuderende.

”Det er mennesker, der skal til, før jeg kan føle mig tilpas. Og de har været der, det har bare taget længere tid, end jeg troede,” fortæller Ann Kjersgaard. Der gik et år, men så følte hun, at hun gik fra at have bekendte i Odense, til at have venner i Odense.

Når de var sammen, kunne de gå ud at spise i gågaden, de kunne gå i biografen, eller sætte sig ned i Munkemose om sommeren. Ann Kjersgaard havde ikke regnet med, at Odense skulle minde om København. Alligevel blev hun overrasket over, hvor lille byen egentlig er.

Alt er inde i centrum, og det, der er dér, er ikke særlig meget. Her i København kan jeg gå på Kul Kafeen på en tirsdag, og det er gratis stand up… jeg ved ikke, det er bare en masse småting, man manglede.

Selvom hun havde sat sig for at falde til i Odense, vidste hun fra starten, at hun ville tage tilbage, når hun kunne. Der var en deadline: To år. Så kunne hun tage sit tilvalgsfag i København.

Ifølge den faglige vejleder på religionsstudier, Amalie Sloth Christensen, er der en tendens til, at studerende tager de første to år på Syddansk Universitet og flytter til Københavns Universitet, når de tager tilvalg på tredje år. Efter en lovændring i 2010 er det næsten umuligt at blive overflyttet til et andet universitet, før man har bestået de første to år. Det har ikke været muligt at finde nogle tal, men Rune Mastrup Lauridsen vurderer, at det på visse humaniorastudier er mere end en tredjedel, der overvejer at skifte til Københavns Universitet.

Det er her, jeg hører til

29. juni i år var Ann Kjersgaard til eksamen i mundtlig latin. Det var hendes sidste eksamen. Selvom det regnede i stride strømme, havde hun de ejendele, hun ikke kunne undvære, med ud til universitetet. Samme aften skulle hun til sin mors fødselsdag, og når de havde fejret hende, ville Ann Kjersgaard blive i København. Det sidste stykke tid havde hun ventet og revet dage ud af kalenderen. Hun havde eksamen, var stressset, og nu skulle hun bare tilbage.

I hendes hoved kom København til at betyde ferie.

I dag er det ikke ferie. Det er bare København, bare hverdag. Men hun føler sig hjemme igen.

”Jeg hører bare til. Det er en følelse, og jeg ved ikke, hvordan man kan mærke det, det kan man bare.”

Sidste uge startede Ann Kjersgaard på tilvalg i historie på Københavns Universitet, og lige nu er hun i gang med at skrive sin bachelor. Hun har endnu ikke fundet et sted at bo, men bor i sin søsters 2-værelses lejlighed på Frederiksberg. Efter hvad Ann Kjersgaard har hørt, bliver man taget mere i hånden på Syddansk Universitet, end man gør på Københavns Universitet. Så egentlig mener hun, det har været bedre for hende at tage sin bachelor i Odense, end det ville have været på Københavns Universitet.

”Hvis SDU lå i København, var jeg blevet på SDU. Det gør det bare ikke.”

 

The following two tabs change content below.

Nina Aagaard

Nyeste indlæg af Nina Aagaard (se alle)