Med dette års rekordoptag har universiteterne efterhånden opfyldt regeringens målsætning om, at 25 procent af en årgang skal have en lang videregående uddannelse. Vi skal leve af viden, og uddannelsesniveauet skal højnes, lyder mantraet.

Et hurtigt kig på ledighedstallene maler dog et dystert beskæftigelseslandskab for de unge akademikere. I juni i år var 28,7 procent af de nyuddannede kandidater arbejdsløse. Det er det højeste tal, der nogensinde er registreret hos fagforeningen Akademikernes Centralorganisation.

Men de nye studerede skal ikke fortvivle, mener forskningsordfører for Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen.

Sofie Carsten Nielsen

”Der er forsvundet rigtig mange jobs i forbindelse med krisen, men jeg er sikker på, at vi får brug for de her højtuddannede. Men vi skal også tænke lidt anderledes. Vi skal have mange flere af de unge med lange videregående uddannelser til at gå ud og skabe deres egne jobs, og vi skal også have mange flere små og mellemstore virksomheder til at se, at de har brug for akademikere”, siger hun.

Det gør man blandt andet ved at oprette informationscentre for små og mellemstore virksomheder, mener Sofie Carsten Nielsen. Derudover skal det også blive nemmere for de studerende at sammensætte deres egen uddannelse, så de bliver mere fleksible i forhold til arbejdsmarkedet:

”Det skal være muligt at tage en mellemlang uddannelse på en professionshøjskole og så tage en overbygning eller et fag på et universitet. Det er lidt for besværligt i dag – også bare mellem universiteterne. Det vil gøre, at de i højere grad vil kunne gå ud og få et job, men også skabe et job. Vi kan altså ikke blive for kloge, og vi skal have flere med mere uddannelse, for det er det, der skaber nye og flere jobs til mange af de her studerende”.

[quotebox]Vi kan altså ikke blive for kloge, og vi skal have flere med mere uddannelse, for det er det, der skaber nye og flere jobs til mange af de her studerende[/quotebox]

Professor Palle Rasmussen, der blandt andet har forsket i uddannelse og arbejdsmarked ved Aalborg Universitet, ser også en lang videregående uddannelse som en god investering på trods af ledighedstallene.

”Indtil videre virker det til, at de langvarigt uddannede, der kommer ud, nogenlunde kan finde plads på arbejdsmarkedet. Og at der er et behov, og at det behov er voksende”, siger han.

Han tror på, der kommer til at være jobs til de mange unge akademikere, fordi efterspørgslen også har det med at tilpasse sig udbuddet på længere sigt.

”Men man skal være klar over, at det er en kompleks proces, som også kræver støtte fra det offentlige i forhold til at opsøge og udvikle de her nye arbejdsmarkeder”, vurderer professoren.

The following two tabs change content below.

Sebastian Abrahamsen

Nyeste indlæg af Sebastian Abrahamsen (se alle)