Frederik Fetterlein kan bedst lide, når alle er glade. Det skaber ro i hans rastløse sjæl, der både har svævet under jetsettets himmelstrøg og skrabet  bunden i den danske sendeflade

[quotebox]Skal I have fat i Frederik Fetterlein? Så kan I vist godt stille jer om bag i køen[/quotebox]

Det indtørrede caffè latte-skum er det eneste, der er tilbage i papkrusene hos luksusbageren Emmerys. Vi sidder i den pæne ende af Islands Brygge og venter. De tre kopper kaffe plus sandwich har beløbet sig til langt over 200 kroner. En udskrivning, der kan ses på netbanken for redaktionens SU-modtagere. Men det er basseører for de fleste beboere på denne del af Amager.

Vi har ventet to timer i det mennesketomme bagerlokale. Bag disken står en skaldet mand.

Frederik Fetterlein. Foto: Gitte Post

”Skal I have fat i Frederik Fetterlein? Så kan I vist godt stille jer om bag i køen”, smiler han.

Og køen foran Fetterleins dør er lang. I hvert fald i overført betydning. Der er ikke mange pauser i den forhenværende tennisspillers dagsprogram, og de sidste to timer har der ikke været nogen respons på hans telefon.

Tidligere på dagen var han ellers inden for rækkevidde. Vi fandt ham i et fitnesscenter på Østerbro i København, med næverne i et par boksehandsker. Dansende rundt i ringen, så kontrolleret som de lange stænger tillod det.

Som det seneste i en række reality-programmer har Frederik Fetterlein takket ja til at medvirke i TV3-programmet ”Tæsk en kendt”. Her skal han og tre andre mere eller mindre kendte mænd i ringen mod en almindelig, dødelig dansker.

Over døren står mottoet ”Winners don’t quit, quitters don’t win” skrevet med store, sorte typer. Rundt i hallen hænger plakater og fotos af legendariske boksere som Brian Nielsen og Mikkel Kessler, der har begge trænet i disse lokaler før Frederik Fetterlein. De omringer bokseringen og den svedende Fetterlein, hvis ansigt også er repræsenteret på væggen.

Side om side med de tre øvrige kendisser fra programmet hænger han, storsmilende som sædvanligt, på en plakat med overskriften ”Tæsk en kendt”.

Frederik Fetterlein har takket ja til at medvirke i TV3-programmet ”Tæsk en kendt”. Her skal han og tre andre mere eller mindre kendte mænd i ringen mod en almindelig, dødelig dansker. Foto: Gitte Post

Han hilser forpustet og smider Ed Hardy-kasketten, før han vender tilbage til mavebøjningerne og kombinationerne. Dagens træning er ikke så hård, som den plejer at være, bemærker han.

”Jeg har ondt i hånden, så vi tager det bare stille og roligt”.

Et hygge-hygge liv i solen

Aftalen er, at vi skal lave interviewet, når morgentræningen er overstået. Men der er opstået forvirring i Fetterleins program. Han har en aftale med TV3 om at optage et kort indslag samme formiddag. Vi bliver nødt til at rykke interviewet til senere på dagen.

Han smider trøjen, og vi får adressen til hans penthouse-hybel på Islands Brygge.

Vi kan se op på hans vindue fra den fodkolde bagerbutik, hvor vi stadig sidder og venter. Avisen er bladret igennem og fyrfadslyset er brændt ned. Den skaldede mand skæver til os fra sin plads bag disken. De uskrevne café-regler foreskriver, at vi enten går eller køber noget mere.

Men så er der bid.

Hej, godt du ringede! Jeg kunne ikke finde dit nummer, men I kan bare komme forbi om et par minutter.

Knap er røret lagt på, før vi iler mod glasdøren og ud i den sibiriske isvinter. Elevatoren går op til syvende sal. Her ligger kun én lejlighed. Frederik Fetterlein åbner døren med et hvidt smil, iført et ren, hvid sweater, der matcher den overvejende hvide lejlighed.

Hans hår er i den skønneste uorden i en hybrid mellem Trolderik og Adam Duvå Hall. Minusgraderne uden for har ikke en chance i Fetterleins hjem. Der er åbnet for varmen over alt under det hvide gulv.

Frederik Fetterlein. Foto: Gitte Post

Frem under sweaterens ærmekant titter tatoveringerne, der beretter om et liv med op- og nedture. De minder ham om alt fra børnenes fødselsdatoer til navne på kvinder fra forliste kærlighedsforhold.

”Jeg har altid kastet mig ud og fundet en, der ville giftes dagen efter, men nu tager jeg det lidt mere roligt. Forsøger at have lidt mere overblik. Lidt ligesom en bokser, du ved. Ikke gå for meget amok i ringen”, siger Fetterlein og skifter stilling i sofaen.

Det er på tide med et nyt kapitel, mener han. De hurtige kvinder og forhastede beslutninger må ikke længere definere hans liv.

”Jeg har ikke så meget krudt i røven mere. Jeg er jo også blevet ældre. Jeg kan godt lide at være hjemme og gå og hygge mig. Jeg lever et mere stabilt liv med en fast base og bruger mere tid på børnene. Jeg prioriterer anderledes end tidligere. Jeg kan stadig lide at gå ud at spise og den slags, men slet ikke på samme niveau, som da jeg var yngre. Det har jeg slet ikke energi til”.

Energi var der ellers nok af i de glade dage under Monacos sol og i lyntransit mellem verdens jetset-metropoler.

[quotebox]Jeg havde det bedst i lufthavnen. Jeg var inde i en rytme, hvor jeg reelt ikke udrettede noget. Jeg stod op, trænede lidt, spiste frokost, og så ud om aftenen med drengene for at lave aftaler om at tage til Milano i weekenden[/quotebox]

”Jeg var vant til at rejse konstant og være på farten, du ved. To dage i Paris, en dag i London og så videre til Madrid. Jeg havde det bedst i lufthavnen. Jeg var inde i en rytme, hvor jeg reelt ikke udrettede noget. Jeg stod op, trænede lidt, spiste frokost, og så ud om aftenen med drengene for at lave aftaler om at tage til Milano i weekenden.

Det var et hygge-hygge liv, hvor man kunne sidde på stranden og beslutte sig for at tage til Paris samme aften. Jeg søgte hele tiden noget sjovere. Men det liv er også ekstremt overfladisk. Jeg fortryder det ikke. Gjort er gjort, og det var fandeme sjovt. Men alting har sin tid. Det var én lang ferie. Når jeg holder ferie nu, sætter jeg meget mere pris på det, fordi jeg har en hverdag herhjemme”.

I dag går der længere mellem Frederik Fetterleins besøg hos vennerne i Monaco. Den overdrevne overflod i den solbeskinnede miniputstat er byttet ud med en, trods alt, mere moderat livsstil herhjemme, der byder på budgetter, børnepasning og en Islands Brygge-penthouse på størrelse med et monacosk hobbyrum.

”Jeg blev for nylig inviteret med til en børnefødselsdag for en af min søns klassekammerater. Forældrene holdt det på Cap Fera Hotellet i Sydfrankrig. De havde lejet hele hotellet til hans 11-års fødselsdag, og det kostede 10 millioner kroner. Til hans fødselsdag. Der tænkte jeg også bare, ’fuck mand’, ikk’.

Jeg sad også og snakkede med nogle af dem, jeg sad til bords med, og jeg sagde til dem, det er jo vanvittigt. Men de sagde til mig, ’prøv at høre, det er jo deres virkelighed lige nu og her. Det er jo deres dagligdag’. Jeg var sådan helt i chok. Jeg havde helt glemt, hvordan det var”.

Tennis ved et tilfælde

Selvom fortiden til tider kan virke fjern for Frederik Fetterlein, så har han truffet valg, som ubrydeligt hænger ved den dag i dag. Som da den unge rigmandssøn fra Rungsted besluttede sig for at satse på tennissporten som levevej. Det krævede kun én træningsmakker og ikke ti andre spillere, som når en fodboldkamp skal stables på benene. Det var klart det letteste. Talentet for fodbold var der ellers, hvis man skal tro Frederik Fetterlein selv.

”Jeg tror faktisk, jeg ville have været bedre til holdsport. Jeg kan godt lide alt det sociale, der følger med. Da jeg spillede tennis, var jeg altid bedst i holdkampe. Det var derfor jeg blev træt af tennis. Jeg blev træt af at være alene altid. Hold kæft, hvor har jeg haft mange rejser alene. Jeg spiste alene, sov alene og kiggede ud over vandet alene. Det blev kedeligt”.

For Fetterlein er ingen enspænder. Tvært imod. Han skyr ensomhed og tomgang og værdsætter en tilværelse i evig kontakt med andre mennesker. Hans selskabelige natur kombineret med fordums økonomiske muskler gjorde det let at være rundhåndet. Frederik Fetterlein har det bedst, når alle er glade.

Frederik Fetterlein. Foto: Gitte Post

”Jeg prøver altid bare at være sød og åben. Det er sgu det letteste, ikk’. Til jul købte jeg altid 5.000 gaver til alle, fordi jeg syntes, det var skidesjovt at se dem blive glade. Dengang hvor jeg tjente godt, og de gamle skolekammerater kom forbi og ikke havde nogen penge, så gav jeg dem også bare en ferie, du ved. Dengang hvor man kunne tillade sig det”.

Det var ikke kun pengepungen, der blev åbnet på vid gab for vennerne. Hele Frederik Fetterleins person stod til evig rådighed. Ordet ”nej” har aldrig ligget forrest på tungen.

Jeg har altid sagt jajaja til alt, ikk’. Og så kommer du til at skuffe folk i sidste ende, fordi du ikke kan nå at overholde det hele. Nu har jeg lært at sige nej til mere

Selvom han på det sidste har virket allestedsnærværende i tv og tabloidpressen, er det ikke alt, han stiller op til. Eksempelvis har han givet afslag til ”Vild med dans” og en anden omgang af ”Fangerne på fortet”. Frederik Fetterlein ser det som et arbejde at være centrum i mediemøllen.

”Det er jo alt sammen det samme. Ligesom med de her middagsprogrammer, hvor man sidder om et bord med tre andre og spiser. Det er kun for at tjene penge, man gør det. Folk kan jo godt lide det der gossip, og jo mere du er på, jo mere interessant bliver du. Pressen er jo ligeglad med, om det er mig, eller hvem fanden det er. De tænker bare i seertal og læsere.

Frederik Fetterlein. Foto: Gitte Post

Jeg spurgte engang en journalist om det samme, og for ham var det meget nemt. ’Hvis vi skriver om dig’, sagde han, ’så er det altid noget af det mest læste’. Så er det jo egentlig ligegyldigt, hvad de skriver. Ligesom hvis jeg er med i et program, der har 500.000 seere. Så tænker producenterne jo på det – ikke på mig. Det hele handler om seertal. Havde der været 100.000, der havde set det, så var jeg sikkert ikke blevet inviteret igen”.

Her adskiller Frederik Fetterlein sig nok fra den typiske reality-stjerne. Han lader til at være bevidst om, hvad han stiller op til, og han ved, hvad der skal til for at trække seere til sofaerne.

”Meget af det jeg siger, har jeg jo sagt før, ligegyldigt hvad jeg stiller op i. Der er meget rutine i at lave tv på den måde. Jeg kan gøre det her et par år til – max. Så er der snart ikke mere at skrive om. Jeg har lavet en bog, og nu skal jeg til at lave et dokumentarprogram igen. Der er snart ikke flere overskrifter og ting, der kan laves nu.

Men der er jo penge i det, og så kan jeg lige så godt tjene dem, mens jeg kan. Jeg er 41. Om et par år så gider jeg ikke lave det her mere. Så kommer der en ny en, og så er jeg glemt. Det jeg har lavet er jo noget fis og ballade-tv. Det er ikke noget man bliver kendt for resten af sit liv”.

Men drejebogen for Fetterleins ageren i medierne er ikke fuldkommen. Trods de gode intentioner om at passe på sig selv endte både hans selvbiografi og Luksusfælden med at nå offentligheden, inden han selv fik set dem igennem.

Han siger selv, at han ikke har tid. Men samtidig fornemmer man et menneske, der er totalt upåvirket af prædikater som ”Fattiglein” og ”Finanskrisens Fedtmule”. Det er som om, tidens tand har givet ham et usynligt kraftskjold af positiv energi, der afviser enhver negativ omtale. Den yngre Fetterlein var anderledes modtagelig over for mediernes luner.

Nu ved jeg jo godt, at når jeg stikker snotten frem og stiller op til alt muligt, så får du en over hatten engang imellem. Man skal ikke leve, som jeg gør, hvis man ikke tåle den slags

Frederik Fetterleins talestrøm afbrydes af den hvide iPhone, der ligger på køkkenbordet og vibrerer til tonerne af Marios ”Let Me Love You”. Det er ekskonen Saseline, der ringer for at høre, hvornår Frederik har tænkt sig at komme og hente deres fælles søn.

Hans talehastighed falder pludseligt til et roligt niveau, og benene, der før rodede rastløst rundt under sofabordet, har nu fundet ro. Børneafhentningen bliver hurtigt aftalt, og inden han får lagt telefonen, er han tilbage i sin velkendte rytme.

”Du ved, altså, jeg har jo også mødt jeg-ved-ikke-hvor-mange mennesker her på det sidste, der siger, ’ej, hvor er du sød, og vi troede slet ikke, du var sådan. Vi troede, du var arrogant’. Hvor jeg tænker, de kan jo ikke tro noget, hvis de ikke har mødt mig. Folk dømmer meget ud fra, hvad der bliver skrevet”.

Frederik Fetterlein. Foto: Gitte Post

Julemanden fra Rungsted

Selvom Frederik Fetterlein ikke fik læst sin egen biografi i gennem, inden den ramte boghandlerne, så var han dog med til at bestemme indholdet. Ifølge ham selv er beskrivelserne af det luksuriøse jetset-liv og de villige damer på første klasse blevet en anelse for overdrevne og ”sladder-agtige”.

Men ind i mellem de vilde udskejelser blev der også plads i bogen til beretningen om forholdet til hans far, som han beskriver som en småfordrukken snob. Opvæksten i Rungsted bar præg af materialisme og overfladiske familieforhold.

”Mine forældre arbejdede sent. Og Rungsted er meget materialistisk gjort op. Mindre tid med forældrene og så får du lov til at købe lidt mere. Det er også det, man ser med de unge i Monaco. De har jo sindssygt rige forældre, men de får ikke noget kærlighed, de er jo ikke sammen med forældrene på samme måde. Som jeg også nogle gange sagde til min far, ’glem nu pengene’. Det handler om at tilbringe tid sammen”.

Frederik Fetterlein mener selv, at opvæksten har fået ham til at reflektere over sin egen rolle som far. Især nu hvor der er kommet lidt mere ro på.

”Jeg elsker jo min ældste søn, Tobias, over alt på jorden, men dengang jeg fik ham, var jeg jo ikke klar til at få børn. Hvor man kan sige, nu er jeg meget mere klar til det, ikk’. Jeg var 28-29. Men jeg spillede stadig tennis og rejste meget. Jeg prøver at være der, så meget jeg nu kan. Jeg er altid børnenes favorit, men det er også fordi, jeg er sådan lidt julemand”.

Rollen som julemand over for børnene kan måske gå an. Men i offentligheden vil Frederik Fetterlein gerne tages seriøst. Han er bevidst om sin rolle som tv-klovn netop nu, men det er ikke en rolle han planlægger at sidde fast i for evigt.

”Det kunne være sjovt at create noget selv. Ligesom nu, hvor jeg arbejder. Hvis jeg går ud, så er det mig der betaler, det er mine egne penge, som jeg har tjent hårdt. Ligesom være med til selv at lave noget, hvor det er mig, der tager initiativet og mig, der får succes med det. Det kunne være fedt, synes jeg. At tage røven lidt på folk.

Selvfølgelig ville pengene også være rare. Men det ville være fedt at få den der oplevelse og få folk til at tænke, ’fuck, nu er han altså… nu har han kraftedeme gjort det, ikk’. Ham der hyggede sig lidt og lavede tv-programmer, nu har han lige solgt sit firma for 120 millioner’. Det kunne være meget fedt”.

Frederik Fetterlein har endnu ikke fået idéen, der skal bringe ham fra julemand til businessmand. Men når den kommer, er det godt at have kontakterne i orden.

”Jeg har jo muligheden med de folk, jeg kender. De fleste kan jo ikke bare gå direkte op til 80. etage og snakke med ham, der ejer firmaet. Men jeg skal jo lige have idéen først, det er klart. Jeg kan ikke bare gå derop og sige, ’hej, godt at se dig igen, giv mig lige 100 millioner, så har jeg succes med det’”.

Det har sine fordele at være holdspiller. Også i forretningslivet, hvor Fetterleins netværk er mere omfattende end de flestes. Men indtil den store idé dukker op, forbliver han i mediernes cirkus lidt endnu.

The following two tabs change content below.

Mads Frimann