Hvordan trives sømænd på land efter en ungdom til vands? RUST er gået ombord på Prinsesse Maries Hjem.

Carsten Nielsen. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

”Her er der ikke nogen, der ligger flere dage, efter de har stillet træskoene”, siger Carsten Nielsen, formand for Sømandsforeningen. På Prinsesse Maries Hjem passer man nemlig på hinanden.

82 sømænd og én sømandsenke bor her mellem Christianhavns kanaler. For at få en lejlighed skal man være over 40 og have sejlet mindst 15 år. Shipmates, kalder beboerne hinanden.

”Vi tænker sgu ikke så meget over verden”, siger Carsten Nielsen. Til søs har man sine kvadratmeter i kahytten, man får rent sengetøj og mad serveret hver dag. Andre tænker for en. Det øjeblik sømændene går i land, er der en masse valg, der skal træffes, og det kan være svært. Derfor hjælper Carsten Nielsen og de andre sømænd hinanden med de opgaver, der venter.

”Der er sgu ikke nogen sømænd, der ved noget om boligsikring”.

Sømandshjemmet Prinsesse Maries Hjem. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

”Jeg gjorde mig så umulig, at jeg alligevel fik lov”, fortæller Finn Jørgensen. Hans forældre ville ikke lade ham tage ud at sejle, men det var hans store drøm at blive sømand, og da han blev 17 år, gav forældrene efter.

Finn Jørgensen. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

På sin første rejse til Mellemamerika købte han et træskrin af en af de lokale, der strømmede hen til kajen, når skibet lagde til. Finn Jørgensen nørkler lidt med æsken. Den består af træstykker, der skal drejes som en kode, før skrinet vil åbne. Det var det, der fascinerede ham som 17-årig.
”Det ser simpelt ud, men jeg blev meget imponeret”.

Skrinet er det eneste klenodie, Finn Jørgensen har gemt fra de 20 år, han brugte på havet. Som ung sejlede han i Østen. Her var han en fri fugl, fortæller han, og gjorde, hvad han havde lyst til. Der var ikke noget at bekymre sig om, mad og frisk sengetøj fik han på skibet. Når han så blev træt af et skib, sagde han op og holdt ferie i nogle måneder, indtil han igen manglede penge.

Ole Brunhøj. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

I nogle år boede Finn Jørgensen og Ole Brunhøj ved siden af hinanden på Fillippinerne. Ole Brunhøj sejlede mellem USA og Østen i ti år, og som 21-årig slog han sig ned i Fillippinerne. Livet som frie fugle kunne være for frit, mener han. Dengang drak sømænd lige lovligt tæt.

Da Ole Brunhøj fik børn, holdt han op med at sejle, så han kunne være hjemme hos familien i Danmark. For nogle år siden blev han skilt, flyttede ind på Prinsesse Maries Hjem og begyndte at sejle på Helsingør-Helsingborg færgen. Sømændene havde et særligt sprog på Fillippinerne, et sammensurium af dansk, engelsk og filipino. I dag taler de også et fælles sprog.
”Det havde været en drøm at komme ud at sejle igen. Så møder man sine egne”.

Minderne holdes i live i “Ti-kaffen”. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

Prinsesse Maries Hjem er et landsbysamfund, mener Terence M. Hohlmann, der har boet på hjemmet de sidste 14 år. Alle ved alt om alle.
”Snakken går jo nede i Ti-kaffen. Bortset fra når jeg kommer ind. Så holder de kæft”, griner han. ”Ja, jeg ved sgu ikke hvorfor. Men jeg finder altid ud af det alligevel”.

Terence M Hohlmann. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

Skibet er kun så langt, og det er Prinsesse Maries Hjem også, fortæller han. Til søs må man enes med den mand, man deler kahyt med, selvom man ikke kan lide ham. Man kan blive flintrende uvenner, når man er stuvet sammen på havet.
”Men når man så kommer i land, og der kommer nogen udefra… ja, så holder man sammen alligevel”.

The following two tabs change content below.

Nina Aagaard

Nyeste indlæg af Nina Aagaard (se alle)