Han voksede op blandt overklassen, men vendte ryggen til de fine fornemmelser for at gå sine egne veje. Ingen er blevet skånet i Morten Sabroes virke som journalist og forfatter. Hverken familien eller ham selv.

Engang var journalisterne Københavns rockstjerner. Skrivemaskinen var deres guitar, og når de trådte ind på hovedstadens beværtninger, drejede folk hovedet for at få et glimt af byens kulturelle elite. De var romantiske figurer. Drukkenbolte, vilde og blodige. 60’erne og 70’erne var årtier med opbrud, hvor alt sprang i luften. Ungdomsoprør, krig og kærlighed. Lunten blev antændt i redaktionslokalerne, der lå i en tåge af røg fra de joints, der gik på omgang.

Du er Morten Sabroe, ikke? Du skriver kraftpetervælteme godt.

Morten Sabroe. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

“Jeg kan huske, første gang jeg kom ind på Cafe Dan Turéll. Lasse Ellegaard, der arbejdede på Dagbladet Information, stod i baren med cowboyhat. Omringet af kvinder. Han skrev om rock and roll og lavede alt det fede. Så fik han øje på mig, pegede mig hen til baren og sagde, ’Du er Morten Sabroe, ikke? Du skriver kraftpetervælteme godt’. Alle kunne høre det. Jeg voksede og blev den højeste mand i baren. ’Men ved du hvad?’, sagde Ellegard, ’du når mig ikke til sokkeholderne’”.

Sabroe, Ellegaard og alle de andre hårdkogte drenge havde valgt journalistikken som deres endegyldige skæbne. Det var alt eller intet. Ægteskab eller kulturel revolution. Kongerne af København havde for længst truffet deres valg, og nu var der ingen vej tilbage. Det samme havde Morten Sabroe. Journalist på fuldtid.

Ikke 37 timer om ugen med tidlig fri om fredagen. Det var i blodet. Ligesom smøgerne og sprutten.

Et par årtier senere var Lasse Ellegaard og Morten Sabroe igen under samme tag på Information. I 1990 var Ellegaard blevet chefredaktør på avisen. Han ville lave den om.

”Alle var blevet så skide dovne. Han kaldte mig i på sit kontor. ’Kom her Morten, kom og se!’. Så pegede han ud af sit vindue ned til gården. Der stod to medarbejdere med cykelhjelme. Det var svært for en gammel journalist at se en mand med cykelhjelm og barnesæde. ’Nu kører de kraftedeme hjem. Klokken er halv tre! Nu skal de over og hente børnene i børnehaven. Det kan ikke lade sig gøre det her!’”.

En bog, der kom af sig selv

Morten Sabroe ankommer til baren Kind of Blue på sin cykel. Uden hjelm, men med de solbriller, der efterhånden er blevet hans signatur. Hjemmevant hænger han frakken på knagerækken. Det er ikke første gang, han er her. Det er ham, der har valgt stedet, der ejes af en gammel ven. De bærer begge det samme slidte læderansigt, der er kendetegnende for folk, der har oplevet lidt af det meste.

Sabroe går bag baren for at se på udvalget af cognac.

”Hun er smuk, hva’? Skal I ikke have noget?”. Han sætter sig med sin kaffe og cognac, som den mørkhårede kvinde netop har sendt over baren. Han har ret. Hun er smuk, og hendes stemme er dyb og forførende som en jazzsangerindes.

Den dunkle bar varmes op af de bløde, blå toner fra stedets vinylafspiller. Det er en tidslomme et sted i København, hvor håbløse romantikere og machodrenge kan være begge dele. Og det er Morten Sabroe. Måske var det derfor, han langsomt, men sikkert, forlod journalistikken. Det blev en vej til hurtig kapital. En måde at skabe tid og plads til det, der virkelig trak i den selvudnævnte arbejderdreng fra overklassen. At være forfatter.

Morten Sabroe. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

”Jeg skrev en digtsamling, som jeg gik rundt på S-togsstationerne og solgte. Den var så dårlig. Den hed ’Retten til at blomstre’. Sådan noget venstreorienteret romantik. Jeg havde pakket den ind i madpapir, så folk kunne ikke læse det og se, hvor dårlige digtene var”.

I dag behøver Morten Sabroe ikke at pakke sine bøger ind. Hans forfatterskab tæller mere end 20 værker. Bøger, der haft konsekvenser for ham selv, dem, der står ham nær og den danske forfatterstand. Når han skriver, skriver han ærligt. Helt ind til benet og ud igen. Som da han skrev bogen ’Du som er i himlen’, der egentlig skulle have været en bog om Hillary Clinton. Sabroe var i 2007 taget til New York for at dække Clintons forsøg på at blive demokraternes næste præsidentkandidat. Sådan blev det aldrig. ’Du som er i himlen’ blev i stedet en barsk skildring af Morten Sabroes mor, Ingrid. Det blev en af den slags bøger, der kommer af sig selv. Den var uundgåelig.

Din forhenværende mor

Trekvart år forinden blev Sabroe ramt af en blodprop på vej hjem fra Gyldendals efterårsreception på Søpavillonen. Tankerne om hans egen dødelighed blev holdt på afstand af dokumentaren ’Udflugt mod døden’, som han lavede med sin kone, Do, kort efter. Det var en måde at holde døden i strakt arm.

Men da flyet landede i New York, var han alene med sine tanker, og pludselig omgivet af sin egen dødsangst. Han skrev sedler med adresser og telefonnumre, så folk vidste, hvem de skulle kontakte, når de fandt ham livløs tæt ved Hudson River. Men i virkeligheden var det ikke døden, der pressede sig på. Morten Sabroe indså, at han ikke kunne skrive bogen om Hillary Clinton. Han var nødt til at skrive om sin mor.

”Jeg sad alene på mit værelse og så en debat med Hillary, da min stol brasede sammen. Der tænkte jeg ’this is it’. Jeg kunne mærke, at det ville blive en lorte, lorte, lortebog, så jeg begyndte at skrive om mine tanker om døden og min mor. Det blev nærmest en slags procesbog”.

Forholdet til moderen var på ingen måde inderligt og kærligt. Tværtimod. Morten Sabroes mor ville ikke have børn. Hun afskyede den klassiske kvinderolle og stræbte efter magt og anerkendelse. Som Hillary Clinton. Hun var en mand i en kvindes krop. Ligesom Clinton. Moderens strenge moral umuliggjorde enhver strømning af varme følelser mod hendes søn.

[quotebox]Jeg ved sgu godt, hvad der sker, når man sidder og skriver. Skriften tager jo over.[/quotebox]

Da Morten Sabroe ti år forinden viste hende manuskriptet til hans selvbiografi ’Sidste tog’, der i detaljer beskriver hans kærlighedsforladte barndom i Klampenborg, kvitterede hun med et brev underskrevet, ’Din forhenværende mor’.

”Jeg vidste, den ville ødelægge hende, men vi var jo i en form for krig. Og da hun så underskriver brevet med ’Din forhenværende mor’, så har hun sgu også kridtet en bane op, der er hårdkogt. Så må hun sgu kunne tåle, at der kommer en og lægger et manuskript foran hende og siger ’okay, jeg er alligevel ikke din søn, men nu får du det her’”.

Men der var jo også lys

Morten Sabroe er afklaret med, at hans forfatterskab har haft ofre. Sådan er det, og sådan må det være. Også selvom ofrene er mennesker helt tæt på. Men det betyder ikke, det er nemt.

”Der er utroligt mange moralske dilemmaer. Jeg synes, det er skidehamrende råt. Især med det argument min mor altid brugte, ’men der var jo også lys’. Og det var der jo også, men så er der ikke nogen bog”.

Men er det ikke enormt egoistisk at slukke noget af lyset bare for at rense sig selv?

”Jo, det kan du godt kalde egoistisk, men et eller andet sted har det været vigtigt for mig, men altså, Carsten Jensen sagde for nylig, at forfattere er nogle dumme svin. Det er ikke fedt at kende forfattere”, slår Sabroe fast, mens han flytter det nu tomme cognacglas for at gøre plads til at understrege sin pointe med hånden.

Morten Sabroe. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

Forfatteren Suzanne Brøgger har sagt, at på kunstens alter må man ofre alt, og det har Morten Sabroe taget til sig. Anmelderne har belønnet ham for det og prist hans mod og ærlighed.

”Det kan jeg slet ikke forbinde med det. Modig og ærlig. Jeg ved sgu godt, hvad der sker, når man sidder og skriver. Skriften tager jo over. Er den ærlig? Nej, men det er en fed sætning. Den eneste sandhed, der ligger i en selvbiografi, er vel selvbiografien som bog. Den afspejler vel muligvis nogle konflikter, men det har jo ikke noget med virkelighed at gøre…., kan du jo sige”.

[quotebox]”Det ville sgu være meget fedt, hvis de rejser en statue af mig ovre ved Marmorkirken med solbriller og computer”[/quotebox]

Folkelig machodreng

Men det har sin pris at skrive , som Morten Sabroe gør. Når du vrider dig selv, og skriver dig helt nøgen, er ordene pludselig en forlængelse af dit eget jeg. Morten Sabroe kan huske mange episoder fra dengang, han var journalist på Politiken, hvor han ventede på en vurdering fra redaktøren. Hver eneste gang var det det samme. Selvom han var overbevist om, at han havde gjort et godt stykke arbejde, var han hver gang bange for, at det var noget lort.

Hvor stammer den usikkerhed fra?

Morten Sabroe. Foto: Carolina Marie Segre Høyer

”Jeg ved det ikke. Men jeg tror, den er enormt god at have. For jeg tror, at du bliver svag i det øjeblik, du bliver selvsikker. Og så tror de alle sammen, du er en stor krukke, men hvis de kunne kigge ind i én, ville de se, at det er man lige akkurat ikke”.

I de senere år har Sabroe ikke haft megen grund til nervøsitet, når hans skriverier har skullet vurderes. Det er blevet til mange stjerner og pæne ord fra kritikerne. Han er det tætteste, en machodreng fra whiskeybæltet kommer på betegnelsen ”folkelig”. Men selvom anerkendelsen betyder meget for forfatteren, er det ikke sådan, at han går rundt og tænker på sit eftermæle og berømmelse.

”Berømmelsens pris er noget Hollywood-stjerner og andre berømtheder kan komme ud for. Det andet pis herhjemme med udødelighed og berømmelse, I don’t give a shit. Men det ville sgu være meget fedt, hvis de rejser en statue af mig ovre ved Marmorkirken med solbriller og computer, og hvad fanden jeg ellers skriver med”, griner han.

Langbord i Toscana

I så fald ville det ikke være den første statue, der er rejst af en Sabroe i Danmark. I Aarhus står der et monument af hans farfar, socialdemokraten Peter Sabroe. Ham lærte barnebarnet dog aldrig at kende, ligesom hans forældre også forblev to fjerne figurer i hans opvækst.

Jeg har da drømt om det mange gange. Sådan et rigtigt langbord nede i Toscana med hele banden, du. Børn og børnebørn.

Men sådan var det i huset i Klampenborg, hvor Morten Sabroe voksede op. Her var børn og forældre adskilte. Det var to uforenelige verdener, der aldrig krydsede hinanden. Børnene klarede sig selv og legede for sig selv. De kom ind og spiste middag klokken seks, og forsvandt når maden var spist. Der blev ikke udvekslet noget særligt, med mindre mor og far fandt ud af, at man havde neglet for mange penge fra pengepungen.

[faktabox align=left]

  • Morten Sabroe (født 5. Juni 1947 i Gentofte).
  • Uddannet bygningssnedker. Udlært som journalist på Berlingske Tidende.
  • Søn af redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe og tidligere danmarksmester i tårnspring, Ingrid Sabroe.
  • Har som journalist blandet andet arbejdet på Dagbladet Information og Politiken.
  • Har skrevet mere end femten romaner. Deriblandt Johanna, Sidste tog, Du som er i himlen og Fadervor.
  • Gift med Do Windfeld Sabroe.
  • Bor i København.

[/faktabox]

I det hele taget var der ikke meget sammenhold i familien Sabroe.

”Familien var jo samlet om det, min far lavede. Altså Cirkusrevyen. Det var jo ikke sådan, at nu kommer tante Gerda og onkel Peter og spiser. De kom sgu aldrig og spiste. Der var aldrig noget familie, der kom, men alle skuespilleren var der jo. Og drak”.

I dag er der ikke meget tilbage af familien Sabroe. Både moderen og faderen er for længst borte. I stedet har han opbygget et nært forhold til sine døtre, men en kernefamilie er det aldrig blevet til.

”Jeg har da drømt om det mange gange. Sådan et rigtigt langbord nede i Toscana med hele banden, du. Børn og børnebørn”.

Men tror du, du kunne slappe af i det?

”Nej, det er kun en drøm. Men man kan da godt se det for sig, men gad vide hvor længe, jeg ville blive siddende. Jeg ville nok rejse mig og gå i alle mulige retninger”.

The following two tabs change content below.

Mads Frimann