De vælter ud. Køer, kaniner og kåde individer. Foråret kalder, brisen hvisker, og humøret stiger i takt med graderne. En verden udenfor lokker: ”Kom på græs”. Dog ikke på Syddansk Universitet i Odense.

Forårsfornemmelser spredes med lysets hastighed. Udenfor venter stigende grader og sommerbriser. Men de studerende på SDU kan ikke lege med. Ikke fordi, at der er mangel på græsarealer at boltre sig på. De strækker sig langt, bredt og smygende rundt om campus og universitetets lokaler. Men meget lidt indbyder de studerende til at nyde det begyndende forårsvejr, da de mødes af låste branddøre og mangel på stole og bænke. Det er et problem, som SDU’s bygningschef Søren Hesseldahl er opmærksom på.

[quotebox]En af årsagerne kan være, at man måske tidligere har ment, at de studerende ikke skulle sidde ude, men være flittige indenfor. De skulle ikke have sol, og det har vi senere ikke fået ændret.[/quotebox]

”Vi vil gerne have mere glæde af vores omgivelser. Vi har enkelte gårde, der er møbleret, men jeg kan pege på mange steder, hvor potentialet ikke bliver udnyttet”, siger han og fortæller, at folkene bag projektet De Studerende i Centrum har påpeget problemet.

”Vi er blevet kontaktet af De Studerende i Centrum og er blevet gjort opmærksom på det. Men vi kunne helt klart sætte nogle stole og borde op og eventuelt få trådløs dækning og nogle tænkeborde. Det kræver jo ikke så meget at få nogle borde til at stille sin laptop på. Vi har modtaget flere forslag”, siger Søren Hesseldahl.

Fokus på forbedring af grønne områder

Flemming Smedegaard er studieleder og tilknyttet De Studerende i Centrum. Han nikker genkendende til den manglende udnyttelse af universitetets omliggende grønne områder.

”De Studerende i Centrum begyndte for et år siden og går ud på at forbedre de fysiske og sociale rammer. Vi har været rundt og besøge forskellige campusser og vurderet forholdene. Vi har så forslag til bedre sociale rammer, hvor vi kan udnytte områderne bedre. Netop de grønne områder indgår som en af pindene, så det er noget, vi kigger på”, siger han.

Flittige studerende arbejder indendøre

Søren Hesseldahl forklarer, at universitetets design med store græsarealer og få terrasser, måske kan hænge sammen med ’den gamle skoles’ forventninger til de studerende.

”En af årsagerne kan være, at man måske tidligere har ment, at de studerende ikke skulle sidde ude, men være flittige indenfor. De skulle ikke have sol, og det har vi senere ikke fået ændret. Det hænger måske også lidt sammen med, at det gode vejr tidligere først kom, når studieåret var slut. I dag kan man da sagtens sidde uden for med jakke”

Grønne områder nedprioriteres

Trods enighed mellem Søren Hesseldahl og Flemming Smedegaard erkender de begge, at problemet ikke bliver løst med det samme. Det handler solskinsklart om prioritering.

”De eneste prioriteringer der er, og som midlerne går til i øjeblikket, er den nye fredagsbar og ombygning. De andre er ikke prioriteret endnu. Det skal vi først til. Der er forskellige behov og en skarp prioritering mellem lokaler og grønne områder,” siger Flemming Smedegaard.

Han bakkes op af Søren Hesseldahl, der kalder det et prioriteringsspørgsmål.

”Lige nu har vi ikke luft til det. Vi har mange områder, der ikke bliver udnyttet, og det er for dårligt. Måske efter sommeren, men det er svært at sige”, siger han.

Foruden terrasserne mellem kantinerne og ned ad Gydehutten eksisterer der en enkelt bænk ved indgang H til de d-vitaminhungrende studerende, der ønsker sig lidt græs, himmel og solskin i livet.

[linkbox link=”http://rustold.skaberstaten.dk/2012/04/25/voxpop-sdu-studerende-kommer-ikke-pa-graes/” beskrivelse=”Voxpop” vindue=”_self”]Tre studerendes mening om udendørsarealerne på campus i Odense[/linkbox]

 

The following two tabs change content below.

Line Tornvig Martinussen

Nyeste indlæg af Line Tornvig Martinussen (se alle)