Som ung i Sønderborg har man lagt øre til de fleste stereotype forestillinger om det at bo i provinsen. Men der er hverken grise eller køer i gågaden.

Toget kører ikke længere end til Sønderborg. Hver anden time ankommer det, og hver anden time kører det tilbage med retning mod hovedstaden. Mange af byens unge har travlt med at hoppe på det første og bedste tog væk derfra, så snart de har afsluttet deres ungdomsuddannelse.

Men først må de gøre plads på perronen for de hundredvis af udenlandske studerende, der hvert år valfarter til byen. Ud af de godt 1.000 studerende på Syddansk Universitet i Sønderborg er cirka tre fjerdedele udlændinge. Stort set al undervisning foregår på engelsk.

Sønderborg har ligesom resten af Danmark været hårdt ramt af arbejdsløshed og finanskrise. Alligevel tøffer byen ufortrødent derudaf som et sønderjysk vækstlokomotiv med investeringer og byfornyelse. Det er svært at sætte en finger på, hvad der adskiller byen fra resten af Danmarks yderområder. Men noget må de gøre rigtigt.

I 2007 opførte Sønderborg det enorme kultur- og videnshus Alsion. Byens havnefront er i gang med at blive gennemrenoveret under ledelse af den anerkendte arkitekt Frank Gehry. Og Sønderborg har desuden meldt sig i kampen om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017, ligesom der er planer om at være CO2-neutral inden 2029.

En rigtig entreprenørby

Toget standser lige bagved universitetet. Merete Knudsen, der er studerende på SDU i Sønderborg, dukker frem af en bagdør og skridter over pladsen mod banegården, hvor hun hilser med et smil. Hendes store solbriller dækker over en gang gedigne tømmermænd.

”Det er lidt ærgerligt, at du ikke kunne komme på en anden dag. De fleste holder påskeferie hjemme hos familien”, bemærker hun. Merete Knudsen har boet i Sønderborg hele sit liv. Udover at studere Economics & Business Administration er hun faglig vejleder, medlem af tutorgruppen og formand for fredagscaféen.

Byen mellem Jylland på venstre side og Als på højre side, som den tager sig ud på en stormfuld gråvejrsdag. Foto: Patricio Soto

”Jeg har aldrig været god til det der med at sidde stille derhjemme”, forklarer hun.

Til daglig summer de lange korridorer på universitetet af liv. Mere end 55 forskellige nationaliteter er repræsenteret. Men denne søndag er der stille. Vi begiver os ind på et lille glaskontor, hvor to studerende sidder og får en kop kaffe.

Der er én grund, og én grund alene, til, at Sønderborg har blomstret på den måde, og det er Danfoss

Den ene er Allan Larsen, der i sin tid flyttede hertil fra Fredericia. Den anden er chileneren Patricio Soto, eller bare ”Pato”, da det rullende r i hans fornavn kræver for store krumspring med tungen for de fleste danskere. De tre har indvilget i at tage RUST under armen og give en rundvisning i byens gader. Vi forlader universitetet, krydser broen til Als og går mod centrum.

Allan har et bud på, hvad der adskiller Sønderborg fra andre små byer:

”Der er én grund, og én grund alene, til, at Sønderborg har blomstret på den måde, og det er Danfoss”, mener han.

Den store virksomhed tiltrækker en række underleverandører og arbejdspladser, og Danfoss har desuden flere forskellige fonde, der sigter mod at styrke det lokale studieliv.

Merete uddyber, at det har været diskuteret meget i kommunen, at det er vigtigt at tiltrække de rigtige mennesker til Sønderborg. Derfor er det nødvendigt at tilbyde dem en spændende by med et rigt kulturliv.

Vi går forbi havnen og op til gågaden. Ud over enhver bymidtes obligatoriske værtshuse og morgenpizzariaer, passerer vi også en enorm udgravning, hvor der skal opføres et indkøbscenter.

Allan fortæller anekdoter. Det gule hus i venstre side af billedet er et gammelt hotel, hvor Hitler eftersigende har boet engang. Allan har også boet der. Foto: Patricio Soto

”Sønderborg er en rigtig entreprenørby”, siger Merete og smiler.

Allan nikker.

”Man vil jo gerne have, at der kommer noget udvikling hernede. Og det sker ikke af sig selv. Så der er nogle kræfter, der er sat i gang, og så satser de på, at det gør byen mere attraktiv”, siger han.

Kommunens politikere samarbejder med det private erhvervsliv om byens udvikling. Det seneste eksempel er en ny motorvejsforbindelse, som forbinder Sønderborg med E45 og resten af Europa. Motorvejen blev til i et offentligt-privat samarbejde og stod færdig langt tidligere end beregnet.

Over vandet

Startskuddet til byens udvikling lød i efteråret 2007, da byggeriet Alsion stod færdigt. Alsion huser Syddansk Universitet, en koncertsal samt en række virksomheder, som lejer sig ind.

Det imposante bygningsværk i stål og glas ligger udstrakt langs fjorden og skuer over havnefronten og den gamle bydel på den anden side. Som repræsentant for det gamle Sønderborg står sergentskolens røde murstensbyggerier med Dannebrog på toppen. Bagved den ligger de sygeplejerskestuderendes grå bygninger.

”De to uddannelser har et langt og traditionsrigt forhold til hinanden”, smiler Allan med et glimt i øjet.

Nærmest symbolsk skal man krydse broen for at komme fra den gamle bydel på Als til Alsion på Jyllands-siden. Den stærke satsning på udvikling i byens kultur- og uddannelsesliv har da også skabt en vis opdeling mellem det gamle og det nye Sønderborg.

”Men det er ikke noget, vi er så opmærksomme på”, siger Pato.

”Det er ikke, fordi vi ikke har lyst til at have noget med resten af byen at gøre. Men de to grupper har ikke rigtig brug for at række ud til hinanden, fordi de hver især har nok at lave for sig selv og nok mennesker at dele det med”, tilføjer han.

Merete, der er vokset op i Sønderborg, kender selv til kløften mellem universitetet og resten af byen.

Da jeg gik på handelsskole, havde jeg aldrig nogensinde regnet med, at det var sådan her at læse på universitetet. Jeg kendte ingen mennesker, der studerede der. Jeg vil godt vædde med, at mange af dem, der flytter herfra, ville blive boende, hvis de vidste, hvordan det er at studere på universitetet.

Det fremmede

De fleste studerende på SDU i Sønderborg er tilflyttere som Allan og Pato. Allan tilbragte sine teenageår i Fredericia, og han husker, hvordan de begrænsede uddannelsesmuligheder bidrog til byens tristhed.

[quotebox]Der er et internationalt miljø med folk fra mange forskellige lande, som alle er meget åbne”, siger Pato.[/quotebox]

”Der var bare ingenting. I dag er der ikke nogen steder, jeg synes, jeg kan kalde hjem, udover Sønderborg”, siger han.

Når Allan er i København og fortæller folk, at han bor i Sønderborg, kigger de ofte mistroisk på ham.

”Folk tror jo, at vi har grise og køer gående i gaderne”, griner Merete.

Og det er ikke nogen stor by. Selvom der sker meget, kan Sønderborg ikke hamle op med studiebyer som København og Aarhus. Alligevel vender tidligere studerende ofte tilbage og besøger byen, fordi de savner at bo der. Der er en helt særlig stemning og åbenhed, mener Merete.

Det er Pato dog ikke helt enig i. Han er glad for at bo i byen, men han har haft svært ved at komme ind på livet af de lokale.

”Danskerne er enormt søde, men meget reserverede. Det er svært at lære dem at kende som fremmed. Men på universitetet er det en helt anden historie. Der er et internationalt miljø med folk fra mange forskellige lande, som alle er meget åbne”, siger Pato.

Sådan er det ifølge Merete generelt. De studerende på universitetet er tvunget til at være åbne og lære hinanden at kende. Hun håber, det måske kan sprede sig lidt til resten af Sønderborg. På trods af den store udvikling i byen er mange stadig lidt utrygge ved forandring og fremmede ting og mennesker, mener hun.

Det plejer dog at gå over efter et par øl, griner Pato.

Det er ligesom med vejret. Man kan ikke lave om på det, så der er ikke nogen grund til at brokke sig over det. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er bare sådan, det er.

Ikke desto mindre har en flok faretruende skyer samlet sig over Sønderborg. Vinden begynder at tage til. Det er blevet tid til at vende hjemad mod stationen.

Allan stiger på cyklen og slingrer derudaf.

”Mojn!”

 

The following two tabs change content below.

Sebastian Abrahamsen

Nyeste indlæg af Sebastian Abrahamsen (se alle)