Der er mangel på den gode kontakt mellem underviser og studerende. Det er på grund af den medievirkelighed, vi lever i, mener underviser. En ekspert udtaler, at det er et spørgsmål om tid, før undervisningen bliver ændret radikalt.

Et lokale med 100 studerende og 80 computere. 70 % af de flimrende skærme er mættet med nettets uendelige muligheder, og det samme er de studerende bag skærmen. For nylig kom det så vidt, at en underviser tog kampen op og forsøgte at belære sine studerende med en henstilling. Heri bad han om, at der ikke blev brugt computer i timerne, når de havde gæsteforelæsere.

”Man kan ikke være det bekendt. Det er sindssygt generende og distraherende, når de gemmer sig bag computere. Og så er det da pinligt, når der kommer gæster”, udtaler Dag Heede, lektor på institut for litteratur, kultur og medier. Han påpeger desuden, at det er forstyrrende for den generelle undervisning.

Det handler om mediernes påvirkning, mener han.

”Vi bruger medierne så meget, at vi i dag er blevet vant til at være passive”.

De studerende har ikke selv prøvet at undervise, og det har, ifølge Heede, desværre konsekvenser.

”Jeg tror ikke, at de er klar over, hvor stor en magt de faktisk har. Nærheden mellem blikkene i lokalet forsvinder, når de fjerner fokus fra undervisningen til computeren. Jeg tænker bare, at hvis man ikke er interesseret i undervisningen – hvorfor så ikke blive væk?”, udtaler han.

Problemet er ikke enkeltstående. Flere andre undervisere giver ham ret.

Ud med teknologien

I dag får underviserne fortalt, at de skal vide mere og mere om ”dialogisk læren”, forklarer Anna Vibeke Lindø, lektor på institut sprog og kommunikation.

”Det er jo paradoksalt, når vi samtidig bruger Power Point, computere og andre ting, som sørger for, at der ikke er plads til den ekstra kontakt. Jeg forsøger faktisk ikke at bruge Power Point.”, siger hun, og pointerer efterfølgende, ”at teknologien selvfølgelig også kan være positiv, hvis eleverne for eksempel skal slå noget op på nettet”.

Imens Lindø helt udelukker Power Point, overvejer Dag Heede helt at bandlyse brugen af computer i undervisningen.

”Nogle undervisere, der har fag, hvor internettet slet ikke hører hjemme, har sagt, at ingen bruger computer og derfor må skrive i hånden. Først protesterer folk, men det ender med, at alle er vilde med det”, fortæller Heede, og griner frydeligt ved tanken.

Der findes dog også den mere bløde metode, hvis man vil komme nettets fristelser til livs.

”Som indledning til et undervisningsforløb kan man stille spørgsmålet: ’Skal vi have en fælles Facebook politik?’ Jeg tror, at al undervisning har godt af, at man prøver at forebygge problemer”, siger han.

Tanken om bedre dialog er ikke fjern fra en nyere og helt anderledes tankegang.

Ekspert: vend klasseværelset om

Der skal vendes helt op og ned på undervisningsformen. Sådan forstås det nye amerikanske fænomen ”Flip the classroom”.

”De studerende ser de optagede forelæsninger hjemme på computeren, hvor man kan være passiv. Så er man i stedet aktiv i undervisningen, hvor man for eksempel arbejder med problemløsninger”, forklarer Danmarks førende forsker indenfor IT og læring, Carsten Jessen.

For lærere kan det at spejlvende klasseværelset være en måde at håndtere store klassestørrelser på. De studerende er ofte på forskellige niveauer af dygtighed, og med hjemmevideoen kan de stoppe og spole i undervisningen. Derudover bruger klasserne mere tid til at yde personlig støtte. Aktiviteten er altså altafgørende for at få et bedre miljø, mener Jessen.

”Der, hvor man lærer noget, er, når man er aktiv”, siger han.

De studerende vil ikke blive ved med at finde sig i undervisningens skabelon, påpeger Jessen.

”Power Point, forelæsning og alt det andet virker ikke godt nok. De studerende kan ikke blive ved med at sidde stille”.

Jessen mener desuden, at de unge generelt ikke har noget problem med at multitaske. De vil nærmere føle sig indelukkede, hvis ikke de brugte de sociale medier i den grad, som de nu engang gør.

Så måske er det altså ikke de unges medietilvænning, som er udfordringen, men nærmere samfundets forældede måde at undervise på.

SDU er ikke så langt

Video-podcast med forelæsninger er et allerede brugt fænomen på SDU. De studerende bruger det bare ikke rigtigt endnu. Men de vil komme til at se mere af det i fremtiden, mener Jens Oddershede, rektor på SDU.

Vi vil gerne gøre de studerende mere engagerede.

”Vi vil gerne gøre de studerende mere engagerede. Podcast er lidt den samme tanke, som ’Flip the classroom’, og det er kommet for at blive”, konstaterer han.

SDU har desuden andre kneb skrevet på tavlen. En ny fjernbetjening kaldet ”Clicker” skal give de studerende mulighed for at svare på spørgsmål fra underviseren.

”Så kan de heller ikke sidde og falde hen til forelæsningerne, da de er nødt til at svare. Vi vil meget gerne bidrage til den aktive læring”, forklarer rektor.

Han mener dog, at det er vigtigt at bevare den nuværende undervisningsform.

”Jeg tror ikke, at den aktive læring vil erstatte den ældre undervisning. Den engagerede og aktive læring vil kun være et supplement”, siger rektor og anerkender efterfølgende, at fænomenet ”Flip the classroom” meget vel kunne have positiv indflydelse på Danmarks fremtidige uddannelsesniveau.

The following two tabs change content below.

Iza Bahn Havelund

Nyeste indlæg af Iza Bahn Havelund (se alle)