Hvad gemmer der sig bag den røde dør? RUST forstyrrede en håndfuld trætte kollegianere på en højhellig søndag.

4. Maj Kollegiet blev bygget kort tid efter 2. Verdenskrig til minde om de danske frihedskæmpere. Alle værelserne er opkaldt efter steder eller personer, som har spillet en rolle i den danske frihedskamp.

Det er søndag eftermiddag på 4. Maj Kollegiet i Odense. De langstrakte gange ligger øde hen. Lyset er slukket, og bag de røde værelsesdøre fornemmes den matte stilhed, der gerne præger ugens sidste fridag. Et sted er nogen i gang med at tage et brusebad.

RUST er på en mission for at tage søndagstemperaturen på Odenses studerende. Hvad laver de på sådan en grå søndag? Og hvordan får man klemt hele sit liv ind på 12 kvadratmeter?

To unge mænd byder velkommen i kollegiets fællesrum ”Larmeren”. De er på vej ud af døren, men havde lige tid til et slag bordtennis inden.

”I skal nok ikke banke på alt for systematisk. Så tror folk bare, det er licensmanden”, smiler den ene.

”Prøv at banke lidt afslappet”.

Hver beboer har en hvid tavle hængende ved siden af den røde værelsesdør. De er plastret til med alt fra kunstfærdige tegninger til små digte og ølregnskaber.

Morten

Morten Schønemann Rand studerer medicin på 3. semester. Hans værelse er opkaldt efter Seden Strand.

”Det er en strand, hvor man fandt 11 døde modstandsfolk. Så det er jo super hyggeligt”, konstaterer den unge medicinstuderende.

Han har boet på kollegiet i et år, men indretningen på hans værelse er sparsom.

”Mit princip for indretningen er, at jeg ikke gider sætte noget op, som er overflødigt. Jeg har indrettet mig lidt minimalistisk, men det er ikke et bevidst valg. Jeg gider bare kun sætte ting op, som betyder noget. For eksempel har en af min fars venner en skov i Jylland, så han har lavet en lang træhylde til mig, som jeg skal have sat op i dag”.

 

 Julie

Julie Nielsen studerer medicin på 1. semester. Hun er lige kommet hjem fra rustur og har ikke sovet hele natten.

”Jeg husker et skilt, hvor der stod ’Andebølle’”, hvisker hun hæst, mens hun prøver at få styr på hukommelsen.

På navneskiltet uden for står der ”Din mor bor her” skrevet med sprittusch. Værelset bærer stadig præg af, at Julie Nielsen lige er flyttet ind, men hun opdagede hurtigt, at garderobeskabet slet ikke var stort nok.

”Så er man jo nødt til at have sådan et her”, siger hun og peger på tøjstativet ved fodenden af sengen.

”Jeg har taget min gamle seng fra mit gamle værelse med, så nu har jeg en alt for stor seng på et alt for småt værelse”.

 

Johan

Johan Eriksen studerer journalistik på 2. semester. Han har haft en lang weekend med gammel elevfest i Nordsjælland og kæmpe fest på sin gamle højskole i Sønderjylland. Da RUST møder ham, er han ved at slæbe sig op ad trappen med en massiv oppakning på ryggen. På hver side af tasken hænger en ølbong. Den ene af dem bliver kaldt for ”lyssværdet”.

RUST vil gerne vide, hvilke tanker Johan Eriksen har gjort sig omkring indretningen af værelset.

”Altså, jeg havde jo oprindeligt sat min seng under vinduet, men så sagde min far, at den stod bedre her…” Han stopper op og kigger ud i luften. ”Jeg har jo ikke tænkt en skid, for fa’en”, sukker den trætte weekendkriger.

Han har boet på kollegiet siden oktober sidste år, og han har kun gjort rent én enkelt gang. Men det er ikke så længe siden, forsikrer han.

Stefan

Stefan Lindstam studerer kiropraktik på 4. semester sammen med kæresten Nina, som er på besøg denne søndag. Hun læser lektier, mens han spiller computer. På tavlen ved hans dør står der, at han skylder 70 kroner i ølregnskabet.

På væggen over computeren hænger et par plakater, der kortlægger placeringen af alle muskler i kroppen.

”Min yndlingsmuskel er sternocleido”, siger Stefan Lindstam og peger på plakatmandens hals.

”Den er fyldt med nervesamlinger. Det er godt at vide, når man går til ninjutsu”, siger han og smiler.

Han har ikke tænkt ret meget over, hvordan værelset er indrettet. Det gav ligesom sig selv, mener han.

”Min altan gjorde det meget nemt at afgøre, hvor sengen skal stå og sådan noget. Jeg har plads til den og mit skrivebord, og så lige mine håndvægte og mine ninjutsuvåben”.

Maria

Maria Højberg Knudsen studerer medicin på 1. semester. Hun er lige kommet hjem fra rustur.

”Det var meningen, jeg skulle være ude og gøre køkkenet rent. Men det bliver ikke i dag”, indrømmer hun. Det lader ikke til, at gangens øvrige beboere har et problem med det.

Til højre i Maria Højberg Knudsens værelse står et massivt træmøbel; en såkaldt ”sekretær”. Den er halvt kommode, halvt skrivebord, og den har tilhørt hendes mormor, der i sin tid købte den med sin første løn.

Maria Højberg Knudsens mormor var laborant, morfar var lægemiddelkonsulent, og hendes mor er lægesekretær. Så medicinstudiet virker ikke som et unaturligt valg for den unge kollegianer.

The following two tabs change content below.

Sebastian Abrahamsen

Nyeste indlæg af Sebastian Abrahamsen (se alle)