Har du også prøvet at stå på et gabende tomt spillested en lørdag aften i Odense? Til et arrangement der, ud over at tælle et par spritstive gymnasieelever, bliver forbigået i larmende tavshed. Opbakningen til Odenses kulturliv er langt fra overvældende. Det vil drengene bag bloggen MereOdenseaner.dk gerne lave om på.

Vi befinder os i et tilrøget kælderlokale i Odense downtown. Guldøl slupres af lyserøde sugerør, og jukeboxen lever sit eget liv. Værtshuset Tingstedet er ifølge Nikolaj Brix, Rasmus Kristian Brostrup og Frederik Dupont ét af de få steder, hvor det odenseanske natteliv kan være sig selv bekendt.

Men de tre drenge har ikke opgivet håbet. Med bloggen ønsker de at få folks øjne op for Odenses spirende kulturliv.

De tre ungersvende vil gerne have flere legekammerater. Sammen med Anders Foged Filtenborg og Kristian Winther driver de bloggen MereOdenseaner.dk. Med postnummeret 5000 som deres legeplads boltrer de sig i teaterforestillinger, koncerter og halvsmudskede bodegaer.

Men de savner selskab. Selvom Odense med dens 30.000 studerende er en af Danmarks største studiebyer, ligger gaderne ofte øde hen. Især i weekenderne. For der flygter de fødder, der til daglig betræder de grå haller på pendleruniversitetet SDU hjem til mors kødgryder og vennerne i hjemstavnen.

”SDU er nok desværre blevet en slags sidste udvej. Det er jo et tilflytteruniversitet, og folk får ikke altid tilknytning til byen” siger Frederik Dupont.

Vollsmose er Odenses Berlin

For Odense har meget at byde på. Det skorter ikke på arrangementer, de er bare svære at finde.

Interviewobjekterne var meget imod fotografens forslag om at tage billeder foran H.C. Andersen-statuen. Så her får I dem foran Brandts Klædefabrik.

Det var netop derfor, at de tre drenge valgte at starte en blog; for at andre studerende også skulle få øjnene op for, hvilken fantastisk smeltedigel af kultur der gemmer sig bag fordommen om Danmarks største provinsby.

Rasmus Kristian Brostrup fremhæver blandt andet Vollsmose som en af Odenses mange perler. De har blandt andet et kulturhus, hvor de arrangerer diverse koncerter og andre festlige arrangementer. Og hvis man tør bevæge sig ud på disse kanter, er der også en ekstra bonus i form af natmad:

[quotebox]Jeg fik den bedste shawarma, jeg har fået i mit liv. Det var næsten ligesom dem, man får i Berlin. Vollsmose er Odenses Berlin![/quotebox]

”Jeg fik den bedste shawarma, jeg har fået i mit liv. Det var næsten ligesom dem, man får i Berlin. Vollsmose er Odenses Berlin!” konkluderer Brostrup.

Mindre X-factor, mere fest

Et af målene med bloggen er at få de studerende ud af lejlighederne i weekenderne. Fremmødet blandt de studerende til fester og arrangementer er skuffende, når man ser på Odenses rige muligheder for at være den ultimative studieby, mener de tre odenseanere.

Derudover har bloggen været en måde for de tre studerende, som ikke oprindeligt er fra H.C. Andersens fødeby, at lære Odense bedre at kende og få byen under huden. Men det har ikke været let at være tilflytter, for der er mange lukkede segmenter rundt omkring

”Der går meget privatfest i den tit og fredagsbarer internt på studiet”, siger Nikolaj Brix.

Fra venstre: Nikolaj Brix, Rasmus Kristian Brostrup og Frederik Dupont

Det, synes de, er ærgerligt. Drengene ønsker mere mingling på tværs af studierne, for det er præcis, hvad Odense mangler – diversitet. Rasmus Kristian Brostrup mener, at odenseanerne er en flok tryghedsnarkomaner, der kommer de samme steder og aldrig opsøger nye ting.

”Det er dét, der er den røde tråd, vi vil gerne have dem til at opleve noget alternativt”, forklarer han.

Bag bloggens navn gemmer sig filosofien ”mere Odense, end du aner”. Det er ligeledes præmissen for indholdet – at Odense er mere end H.C. Andersen og tequilashots på LA Bar.

”I og med at der er så mange, der flytter til Odense for at studere, er det vigtigt, at der er et sted, hvor man kan finde informationer om, hvad der sker. Ellers er der jo ikke noget at sige til, at de forlader byen i weekenderne”, understreger Frederik Dupont.

Men selvom drengene prædiker om diversitet og uudnyttede muligheder i Odense, indrømmer de gerne, at de også selv kan blive tilbøjelige til at falde tilbage i den samme rutine, når de går i byen. Boogies og Smagløse er særligt velbesøgte. Men de prøver i vid udstrækning at deltage i de arrangementer, de selv skriver om på bloggen.

Anonyme hipstere

Alle tre er enige om, at bloggen ikke skal være et selvpromoveringsprojekt. Det er ikke noget, de bruger som scoretrick i byen, og i virkeligheden ville de helst være helt anonyme.

”Det handler ikke om os, men om Odense. Det er for eksempel også derfor, at vi ikke har nogen billeder af os selv på siden. Vi har dog valgt at sætte vores navne på, så det giver en form for validitet”, fastslår Nikolaj Brix.

Med en dobbeltsidet illustreret artikel i RUST kan de tre bloggere vinke farvel til anonymiteten. Men hvis det samtidig kan hjælpe til at få folk op af sofaen og ud i weekenden, så håber vi, at det er eksponeringen værd.

[linkbox link=”http://rustold.skaberstaten.dk/2012/04/05/mereodenseaners-guide-til-alternative-kulturtilbud/” beskrivelse=”MereOdenseaners guide til alternative kulturtilbud” vindue=”_self”][/linkbox]

The following two tabs change content below.

Eva Krarup Nielsen

Nyeste indlæg af Eva Krarup Nielsen (se alle)