Rune Skyum-Nielsen, journalist og musikanmelder 

  • Bog: Samlede Tranströmer af Tomas Tranströmer
    Jeg er i gang med at pløje mig igennem Tranströmers samlede digte, som ofte cirkler om naturen, når den er allermest sensitiv. Så jeg tager nok et bundt af dem i marts, og ellers har jeg både et hængeparti med Suzanne Brøggers seneste og Franzens ‘Korrektioner’.
  • Film: Riget
    Jeg kom for nylig i tanke om, hvor meget jeg savner at gense de to årgange af von Triers ‘Riget’. Efter min mening det bedste og suverænt sjoveste danske drama, der er lavet til dato. Dia- og monologer får virkelig alt det Emmy-præmierede bræk til at blegne.
  • Album: Sally Shapiro: Disco Romance og Jonathan Jonasson: Klagomuren
    Jeg vil nok få lyst til at lytte til et par svenskere. Sally Shapiro og Jonathan Jonasson, der på hver deres måde er gode følgesvende til det spirende, frostklare forår. Shapiros debutalbum fra 2007 er en luftig, naiv og bedårende omgang italo disco, som får sommerfuglene til at flakse i maven, hvis man har noget rart at tænke på, og Jonathan Johansson udgav det forgangne års smukkeste samling ængstelige sange. Jeg tror, hans søgende storbysynthpop egner sig endnu bedre til nogle hvileløse strejfere i København, alt imens dagene bliver mærkbart længere.

Mette Hynding Jørgensen, sociologi og kulturanalyse, SDU Esbjerg

  • Bog: Isprinsessen af Camilla Läckberg
    En god krimi passer for mig at se også til de kolde aftener, hvor man kan sidde trygt inden døre og se ud. Isprinsessen lader tankerne få frit spil, og man glemmer lidt, hvor koldt og gråt der kan være udenfor. Den er spændende med død og det hele.
  • Film: Into the Wild
    Filmen instrueret af Sean Penn vil jeg se i denne måned, da den giver inspiration til at søge indad. Marts er for mig hverken vinter eller forår, men jeg får lyst til at krybe sammen i sofaen og se netop denne film om en ung fyr, der bryder al kontakt med sin familie. Han tager ud på sit livs rejse og finder tilværelsens essens ude i naturen, alt imens jeg holder mig indenfor.
  • Album: Bon Iver: For Emma, Forever Ago
    Med dette album husker jeg med glæde tilbage på sidste år, hvor jeg lyttede til Bon Iver igen og igen. Jeg bliver glad og eftertænksom og nyder at se foråret springe ud, på trods af, at der stadig er hundekoldt.

 

The following two tabs change content below.