Selvom Studenterbutikken er lukket, betyder det ikke, at de studerendes forhold på SDU bliver forringet. Det mener Syddanske Studerende, der i stedet glæder til, at den nye Studenterlounge åbner senere på året.

31. januar lukkede Studenterbutikken på Syddansk Universitet i Odense på grund af besparelser. Dermed er det ikke længere muligt at købe sine kopikort, udveksle studiebøger og få hjælp til indbinding af eksamensopgaver ét samlet sted. Nu bliver flere af Studenterbutikkens opgaver i stedet varetaget af Studenterboghandlen.

Men det var egentlig slet ikke meningen, at nøglen skulle drejes om i Studenterbutikken. I hvert fald ikke før den tidligere regering vedtog genopretningspakken i 2010. Den indebar et krav om, at de danske universiteter skulle spare kraftigt i de administrative udgifter.

[quotebox]Indtil nu har vi følt, at universitetet har bekymret sig for meget, om hvordan det så ud for de ansatte og i administrationen. Men nu er bøtten vendt, så de studerende er i centrum[/quotebox]

”Her i serviceområdet betød det, at vi skulle spare 400.000 ud af 500.000 kroner på studentermedhjælpskontoen, og da Studenterbutikken primært var bemandet med studentermedhjælpere, havde vi simpelthen ikke lønkroner til at drive den”, siger Leif Jensen, servicechef i Serviceområdet på SDU.

35 millioner til studiemiljøet

I slutningen af sidste år bevilligede Syddansk Universitet så 35 millioner kroner til at forbedre studiemiljøet. Men det betyder ikke, at Studenterbutikken genåbner. I stedet er det planen, at der fra 1. september skal etableres en helt ny Studenterlounge. Her skal de væsentligste services for de studerende placeres, og det skulle gerne betyde en mere overskuelig hverdag for de studerende på SDU i Odense.

Og hvis det står til formanden for Syddanske Studerende, Peter Lykkegaard Hansen, er det tiltrængt med en omorganisering på SDU.

”Tidligere var de relevante oplysninger fordelt på alt for mange kontorer, som man ikke rigtig vidste hvor fandtes. Særligt de nye studerende har haft problemer med at finde rundt. Derfor er det vigtigt, at Studenterloungen bliver et samlingspunkt for de informationer, de studerende skal bruge”.

Store forventninger

Syddanske Studerende er inviteret med i de udvalg, hvor det bestemmes præcis, hvordan ændringerne skal foregå og hvor mange penge, der skal bruges på de nye tiltag, og indtil videre synes Peter Lykkegaard Hansen, at det lover godt.

”Indtil nu har vi følt, at universitetet har bekymret sig for meget, om hvordan det så ud for de ansatte og i administrationen. Men nu er bøtten vendt, så de studerende er i centrum”.

Så selvom tingene langt fra er faldet på plads, er Peter Lykkegaard Hansen ikke bange for, at der er tale om store visioner, tomme ord og skinmanøvrer fra SDU’s side.

”Jeg er et positivt menneske, så jeg har store forventninger”.

The following two tabs change content below.

Christian Birk

Nyeste indlæg af Christian Birk (se alle)