Søren Huss har installeret sig selv og sin guitar på et gammel rødstensslot. Han forsøger at finde ro til at skrive nye sange, og den ro kan være svær at finde derhjemme.

Søren Huss. Foto: Gitte Post

Søren Huss. Foto: Gitte Post

”Jeg er på slottet”.

SMS’en tikker ind kl. 11.08. RUST er taget til Nyborg for at mødes med sanger og sangskriver Søren Huss på Holckenhavn Slot. Her har han haft arbejdsværelse siden årsskiftet.

Fra parkeringspladsen leder en lille stenbro hen over voldgraven, hvor en jolle ligger og vugger under et kroget træ. Det er vist længe siden, den er blevet brugt.

Aftalen var egentlig at mødes klokken ti, men der kom noget i vejen.

På den anden side af voldgraven fører en hvælvet port ind til en lille slotsgård. For enden står Søren Huss og får sig en smøg, som han smider og byder velkommen. Håret er sat i en hestehale, og skægget står vildt med de første stænk af grå toner.

Det viser sig, at han kommer lige fra ridning. Det var det, der trak ud. Hesten hedder Basse, og ifølge Søren passer de godt sammen.

”Det er sådan en lille nordbakker, der er bred over hofterne”, griner han og åbner en tung trædør ind til slottet. Vi træder over tærsklen. Hans støvler giver genlyd, idet han skrider henover det skakternede gulv. Han drejer op ad en trappe, der fører op til et lille værelse.

Søren Huss har ellers ikke gode erfaringer med heste. Da han var yngre, fik han sig en slem huskekage med en hestesko.

Søren Huss. Foto: Gitte Post

Søren Huss. Foto: Gitte Post

”Det var sådan en kæmpe, kæmpe stor hest, der hed Julle. Det var vinter, og jeg ville prøve at rette på dens dækken. I min uerfarenhed gik jeg om bag ved den og kom til at pille ved dens røv. Det syntes den ikke var specielt sjovt”.

Han fik sig et gedigent los over låret, og det er først for nylig, han har vovet sig i nærheden af en hest igen.

For enden af trappen er en dør markeret med ”Privat”. Han havde egentlig bare bedt om et kosteskab, hvor han kunne sidde og skrive et par sange. I stedet fik han fire værelser med eget bad, køkken og sofastue.

Væggene er indrammet af guldrandede paneler, og imellem dem er der dækket op med kaffestel og chokolademandler. I hjørnet står en guitar og et klaver, hvorpå der ligger en halv cigaret og et par solbriller.

Vi ville egentlig gerne have været hjemme hos Søren Huss, men der inviterer han aldrig journalister ind. Han forsøger at holde sit privatliv og livet som kunstner adskilt ved kun at invitere folk indenfor gennem musikken.

”På den måde tror jeg, at jeg når meget dybere ind til folk, end hvis de læser en artikel, hvor de kan se, hvad der hænger på væggen, og hvordan knivene hænger i køkkenet. Der roder ad helvedes til. Så vil jeg hellere rydde op”.

I stuen på slottet er der imidlertid pinligt rent. Porcelænskopperne klirrer mod de fine underkopper. Søren Huss rejser sig og henter en pakke gule Kings i vindueskarmen og sætter vinduet på klem.

Må man gerne ryge herinde?

”Ja, det tillader jeg mig nogle gange”.

 

En ny hat

Søren Huss blev for alvor kendt, da han brød igennem med sit band Saybia i 2002. Pladekontrakten kom i hus samtidig med, at hans medstuderende dimitterede fra Musikkonservatoriet i Odense. Selv fik han aldrig et eksamensbevis.

Turen gik i stedet til København, hvor han og bandet i de næste fem år oplevede stor kommerciel succes. Samlet set solgte bandet 500.000 eksemplarer af de tre plader, som de nåede at udgive. Dertil kom mange udsolgte koncerter både herhjemme og i udlandet.

Men succes er en flygtig størrelse. Efter at have været væk på turne i 18 måneder havde Nephew i mellemtiden indtaget rollen som danskernes foretrukne rockband.

”Så hang deres hat pludselig der, hvor min plejede at hænge. Jeg tænkte ”Århh, for fa’en, hvor skal jeg nu hænge min?”.

[quotebox]Vi blev jo så store med Saybia, at vi var mere kendte end anerkendte. Og det med at være kendt havde ikke nogen værdi i sig selv[/quotebox]

Efter 15 års sammenhold besluttede Søren Huss og de andre bandmedlemmer sig i september 2008 for at holde en pause på ubestemt tid.

”Vi blev jo så store med Saybia, at vi var mere kendte end anerkendte. Og det med at være kendt havde ikke nogen værdi i sig selv”.

Den erfaring er han glad for at have gjort sig i dag. Glad for at han har oplevet berømmelsen så massivt, at han har kunnet få et helt andet perspektiv på sit liv som musiker. Han behøver ikke blive bekræftet i ugebladene eller holde fast i en kendis-faktor, som han slet ikke er interesseret i.

To år efter bruddet med Saybia debuterede han som solokunstner på dansk med albummet ”Troen og Ingen”. Hvor Saybia hittede bredt i befolkningen og i mindre grad hos anmelderne, opnåede Søren Huss med sit soloalbum at synge sig ind i hjerterne hos både publikum og anmeldere.

Det tog ham noget tid at finde ud af, at han var nødt til at skrive på dansk. Da han begyndte på sit soloprojekt, skrev han teksterne på engelsk. Men det var som om, han løb tør for ord. Det blev ikke personligt nok. Når han skriver tekster på sit modersmål, giver det sig selv, om sangen er noget værd.

Søren Huss. Foto: Gitte Post

Søren Huss. Foto: Gitte Post

”Jeg kan mærke det, når jeg synger det. Hvis jeg kan synge det med hele mit hjerte, så har det sin berettigelse”.

Det tomme rum

Han skodder sin smøg i porcelænet. Fra stuen er der udsigt til voldgraven og den lille jolle, der stadig skvulper roligt frem og tilbage under træets bare grene. Søren Huss har skænket sig en ny kop kaffe. Ingen mælk. Ved siden af kaffestellet ligger en håndfuld farvestrålende guitarplektre.

Han kunne godt tænke sig, at hans næste plade blev lidt mere up-tempo, siger han. Og der hjælper det at jamme på guitaren i stedet for klaveret. Det er forresten gået i stykker.

”Jeg har aldrig prøvet at lave mere end en midt-tempo plade med Saybia, så det kunne være sjovt. Jeg har også tænkt på at inddrage noget humor, men jeg ved ikke, hvor tungt det kommer til at veje”.

For Søren Huss er det ikke så skræmmende at skulle i gang med ”den svære to’er”. Han nyder at starte en ny proces, og han har lært at opfatte angsten for det blanke papir som en energi, der kan bruges konstruktivt.

Der er ingen plan for, hvad de nye numre, der bliver skrevet på slottet, skal bruges til. Det er et kreativt frirum, hvor ingen andre bliver inviteret ind, før han er parat til at vise det frem. Måske fordi det er afgørende at nedbryde højtideligheden i den tidlige fase, så der er plads til at føle sig frem og begå fejl.

”Lige så frygtindgydende det er, lige så spændende er det at stå i det her tomme rum og beslutte sig for, hvordan det skal indrettes. Hvor skal møblerne stå. Og skal jeg male væggene først eller…”.

Hjemme i privaten i Nyborg har det ind i mellem været svært at få de kreative safter til at flyde, når der også er en hverdag, der skal hænge sammen. Det bliver heller ikke lettere, når man er et meget ustruktureret menneske, som Søren Huss ifølge sig selv er.

Det var lettere, da turnevirksomheden var på sit højeste. Der var alt planlagt og struktureret på forhånd. Det var lige før, det føltes som et arbejde. Det er derfor, det nu har været vigtigt for ham at finde et sted udenfor hjemmet, hvor han kan møde ind om morgenen og tage hjem om eftermiddagen.

Det hjælper at have en arbejdsplads uden for hjemmet, og han kan godt være kreativ på kommando, har han opdaget. Om resultatet har nogen kunstnerisk værdi, venter han til senere i forløbet med at vurdere. Men han er sin egen chef, og han bestemmer selv, hvornår der er pause. Engang imellem sniger han sig også til en lur på sofaen.

Søren Huss er et udpræget indemenneske. Foto: Gitte Post

Søren Huss er et udpræget indemenneske. Foto: Gitte Post

Ikke den typiske kunstnerkliché

Andre gange går han sig en tur på voldene omkring slottet. Han tager frakken på og går forbi køkkenet mod trappen. Det tilstødende lokale er bart, bortset fra et par søm i væggen og en slukket lysekrone. Uden for skinner solen.

Søren Huss er ellers et udpræget indemenneske.

Han er vild med alt sport og hjertet banker for ”de striwede” fra Odense Boldklub. I sine unge dage var han også selv ivrig fodboldspiller. Og det er med et smil på læben, at han husker tilbage til dengang, han spillede unionsstævne sammen med den nuværende landsholdsmålmand Thomas Sørensen.

I dag er fodboldkarrieren lagt på hylden. Til gengæld kan han sidde til langt ud på natten og se NFL eller bowling, hvis det skal være.

I det hele taget lever Søren Huss ikke op til den klassiske kunstnerkliché. Han har flere gange prøvet at tygge sig igennem klassikere som Kafkas ”Processen” og Herman Hesses ”Steppeulven”, men han har måttet kapitulere.

Men ind i mellem kan han alligevel have behov for at forsvinde ind i en anden verden for en stund. Og det foregår ofte foran computeren.

”Lige nu spiller jeg meget Star Craft på nettet. Så er der sådan nogle ranglister, man kan ryge op og ned ad. Men det er ikke sådan, at jeg overvejer at droppe musikken”, griner han og tænder en smøg.

”Fandeme langt ude at tale om. Men det gør jeg”.

Han fik sin første Commodore 64 i konfirmationsgave. Dengang var det spil som Boulder Dash, Skate Rock og International Karate, der optog den unge fynbos tid på teenageværelset, når han ikke fordybede sig i tykke bøger om middelalderen.

I dag er Søren Huss 36 og tilbringer sin tid på et gammelt slot. Den gamle fascination af riddere og tvekampe har hængt ved.

”Det er den der drengerøvsagtige ting, som er helt i tråd med computerspillene. Men det er ikke sådan, at jeg forestiller mig selv rende rundt og fægte ude på broen eller voldanlægget”.

Søren Huss Foto: Gitte Post

Jeg er ikke digter

Tilbage på det nordøstlige Fyn går Søren Huss hjemmevant rundt i slotsanlægget. Han stiller sig på broen og tænder en cigaret, mens fotografen knipser et par billeder. Han ser eftertænksom ud.

De første tekster ligger allerede klar på den bærbare computer, der står og lader op i køkkenet. I modsætning til tidligere er han begyndt at skrive teksten, før han finder på musikken. Lyrikken er blevet det primære, siden han begyndte at skrive sine tekster på dansk. Han har efterhånden vænnet sig til at se sig selv i rollen som poet, men i starten havde han svært ved at forlige sig med det.

”Altså, hvad fanden er det, jeg sidder og laver her. Jeg er ikke digter. Men nu gør jeg det bare. Det har også hjulpet, at jeg har fået noget anerkendelse for det stykke arbejde, jeg lavede på min sidste plade”.

Lyrisk anerkendelse var det ellers drøjt med, da han spillede i Saybia. De fleste anmeldere var ikke imponerede af Søren Huss evner som sangskriver. Dengang var det altid melodien, der kom først, og bandet brugte timer på at bygge musikalske skeletter op i studiet. Først derefter blev teksterne skrevet.

”Så at begynde at skrive på dansk, var ligesom at hænge mig selv op på korset. Jeg følte mig meget udsat”, fortæller han.

Selvom der endnu ikke er fastlagt noget tema eller koncept for den nye plade, finder han det naturligt at fortsætte i det meget personlige univers, som han også udforskede på sin sidste udgivelse. Siden da er der sket meget i hans liv, og det er det liv, han forsøger at tage udgangspunkt i.

Han lever som enlig far, der skal have enderne til at mødes. Om der af det kan udspringe poesi og interessant musik, ved Søren Huss ikke endnu. Det vil vise sig.

”Men så er det jo også bare musik. Og så er det, om det er fedt eller det ikke er fedt, for at bruge sådan et helt fladt ord. Holder det eller ej. Og har man lyst til at synge det igen”.

The following two tabs change content below.

Christian Birk

Nyeste indlæg af Christian Birk (se alle)