SLAGELSE: De er fra byen, hvor solen ikke skinner så tit. Alligevel har de overstrålet selvdestruktion og jantelov, der ellers burde være en selvfølge i deres DNA. De er håbløst forført af drømmen om at leve af musik. De er tre, og de er på vej. De er – Gadens Fineste.

Hvis skæbnen nu havde været en selvbestemt størrelse, som kunne moduleres efter eget ønske, så havde Rasmus, Peter og David nok ikke valgt Slagelse som stedet, hvor deres rodløse ungdom skulle udspille sig. Hvis skæbnen kunne håndskrives af en ung musikers egne hænder, så havde han nok skrevet den hen til et sted, hvor de kreative vinde havde mere fart, og hvor klichéerne løb knapt så hurtigt.

Det er som bekendt de færreste, der mestrer at styre andre og andet end sig selv. Sådan er det også med de tre Slagelse-drenge, der trykker hånd med mig på en usandsynlig kold torsdag eftermiddag på Sorøvej 6, i Slagelse. Klemt inde imellem Lidl og glarmesteren NJP-glas ligger det studie, som Rasmus og David har brugt hver en håndøre på de sidste par år. De to bor i Slagelse, mens trioens sidste medlem, Peter, er flyttet til København.

De tre er splittet geografisk, men er det langt fra i tanke og sind. Peter er i Slagelse, fordi der skal klippes en video med de tre gutter som hovedpersoner. En visuel gengivelse af den turné, de netop har afsluttet. Peter, eller 4PRO som er hans alias, udgav sidste år sit første soloalbum, Konsekvens. Pladeselskabet hed Target Records, produceren Es, og på albummet er 4PRO flankeret af dansk raps absolutte sværvægtere i form af den gamle kammersjuk L.O.C, poeten Kasper Spez og den dæmoniske BAI-D fra Suspekt. Blandt andet.

Spytklatter og venskaber

Selvom Peter er beæret over, at duksedrengene fra det danske rapunivers ville lege med ham, så er der ingen tvivl om hvem, det var vigtigst at få med på den skive, der skulle være hans første high five til den bredere offentlighed. De gamle drenge fra Slagelse, Rasmus og David, var naturligvis selvskrevne. For selvom Peter bor i København og netop nu arbejder på sin anden soloplade, så er gruppen, de tre dannede dengang, hvor det hele startede, og som de valgte at kalde Gadens Fineste, langt fra en overkørt hankat på motortrafikvejen ud ad Slagelse.

Når de flyder i de tunge lædersofaer og fortæller om hvordan det hele startede, så er de en enhed, der valgte at gå en vej, som så få følger på de her kanter. Stoltheden er enorm. Måske fordi vejen har været længere end for så mange andre. Det har kostet spytklatter, røvfulde og venskaber, men drømmen var musik, og drømmen skulle følges. Helt ud til scenekanten.

Hvor og hvornår, de tre besluttede sig for at ville være noget ved musikken, er forsvundet i en tåge af druk og fester, der varede ved som en protest mod småborgerligheden og de små sko, som pryder hylderne i parcelhuskvarterne rundt omkring i Slagelse.

Det var ikke et magisk trylleslag, der besejlede skæbnen for Gadens Fineste, og der var ingen lokale helte, der viste dem vejen. De er en sjælden race i Slagelse, de valgte mikrofon og lyrik, frem for fodboldstøvler og benskinner.

Gadens Fineste: Peter. Foto: Rasmus B. Lind

Badminton-rap

For det med at lave musik ”hernede”, som drengene konsekvent kalder byen, er ikke noget man bare lige gør.

”Hernede er det gøgleri at lave rap. ’Hvad er det for noget badminton-rap I går til?’, spurgte folk. Man får det sådan lidt: ’Fuck dig. Hvem siger, at jeg ikke har lyst til at lave det her, til jeg er 60’”, fortæller Peter. Han er den ældste i gruppen, og manden med anekdoterne om Slagelse. På godt og ondt. Som den om Tosse-Tommy fra det lokale 16-plus-diskotek, der tror han kan spise Gadens Fineste af med tre flasker rom for en times underholdning i techno-land. Fandeme nej. Tommy skylder i øvrigt penge.

Dårligt havde gruppen kastet de første håndtegn og skrevet de første rim, før de fik blæst ørerne fulde om, hvor useriøs deres hobby var.

”Problemet er, at der ikke er særlig mange, der gør det. Hvis du vælger ikke at gå til fodbold, men hellere vil lave musik, så synes folk per automatik, det er underligt. De ved ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Så er det nemmere bare at tage afstand fra det”, siger Rasmus, der har sin faste plads i den korte lædersofa. Det har sine fordele. Sofaen er kort nok til, at de sorte Nike sko kan vippes op på det ene armlæn, mens det andet kan agere hovedpude.

Gadens Fineste har dog aldrig ligget på den lade side, hvad angår deres musik. Måske er det derfor, modvind blev til medvind engang midt i nullerne. Den præcise dato er røget i svinget. Bogstaveligt talt. Til at hjælpe drengenes hukommelse har David hængt en glasramme op med avisudklip, så de mest glorværdige minder ikke går tabt i supermarkedets pantautomat. Udklippene fortæller historien om, hvordan antallet af mennesker foran scenen startede med 20, der blev til 60, som blev til 160, der igen blev til 400. Drengene var pludselig lokale helte, og når de indspillede, var studiet proppet med mennesker, der ville være en del af den drøm, som pludselig så ud til at kunne blive til virkelighed.

”Suspekt skulle spille i Slagelse til en koncert, der ikke var udsolgt. Arrangørerne ringede og spurgte, om vi ikke ville varme op for dem. Det sagde vi selvfølgelig ja til. Senere fik vi besked om, at koncerten var rykket til den store sal, og at alle billetter var solgt. Da vores sæt var færdigt, skred folk. Det var sgu ret stort”, fortæller Peter med et smil, der er en diametral modsætning til hans dystre tekstunivers på Konsekvens.

Gadens fineste: Rasmus. Foto: Rasmus B. Lind

Langt hjem fra KB-hallen

Højdepunktet kom senere i KB-hallen foran 3.500 mennesker som opvarmning for L.O.C.

Men KB-hallen ligger langt fra Slagelse, og det sted som David i sangen ”Ballade” kalder ”Den by hvor solen ikke skinner så tit”. I 2007 flyttede Peter til hovedstaden og pludselig var byens hiphop-helte adskilt. De folk, der var kommet i deres studie for at smage på sprutten og den lokale succes, blev pludselig væk.

”Da vi startede med at lave Gadens Fineste, var det kun for drengene, og det var en fest, når vi spillede, fordi vores tekster handlede om de folk, vi gik omkring. Da jeg flyttede, skete der noget. Folk blev bare ligeglade. Da jeg havde fået lov at indspille i Target Records’ studie, inviterede jeg hele det gamle slæng herind og lovede fri bar og hele lortet. Men de gad ikke. De var ligeglade. Nu var det ikke Slagelse mere”, fortæller Peter i en tone, der nu pludselig ligger tæt op ad den alvor, som gennemsyrer hans musik.

”Jeg startede med at lave musik på grund af dem, og så var det pludselig de samme mennesker, der begyndte at svine mig til. Jeg var meget skuffet i starten”.

For Rasmus og David er historien en anden. Der står stadig ”4200 Slagelse” nederst på deres sygesikringsbevis.

”Vi kunne mærke det på Peter, men for mit vedkommende har det været anderledes. Vi havde forskellige vennekredse, inden vi stødte sammen. De venner, jeg har, det er stadig dem, der støtter op, og så bor jeg jo stadig her. Når vi refererer til Slagelse i vores musik, så er det de mennesker, som bakker op og skaber sammenhold, vi taler om”, fortæller David.

Gadens Fineste: David. Foto: Rasmus B. Lind

Præstesøn

Hans familie stammer fra Vietnam, og hans mentalitet smelter brødre og venner sammen til ét. Det er hans drenge, der er den mest ihærdige og trofaste fanskare til Gadens Fineste. På siden af hans næve er der tatoveret en geografisk afmærkning af Vietnam. David er dedikeret. Til sin baggrund og til sin musik. Der en kun én plan, og den handler om at gøre beats og lyrik til en levevej. Hans far er præst og skeptisk over for Davids planlagte musikalske fremtid.

”Den eneste, jeg prøver at overbevise gennem min musik, er min far. Han mener, hiphop er destruktivt, men det er jo slet ikke sådan, det hænger sammen. Han har faktisk været til en koncert med mig. Jeg tror kun, der var 50 mennesker, men jeg var mere nervøs, end da vi spillede i KB-hallen”, fortæller David med et selverkendende smil på læben. Davids far var i øvrigt positivt overrasket.

Rap er en helbredelse

Men for Gadens Fineste er hiphop ikke destruktivt. Det har derimod sparket visioner og drømme i de tre drenge, der har set folk i hjembyen gå til i coke og kedsomhed.

”Jeg har været til fester i andre byer, hvor der var nogen, der sagde: ’Lige om lidt kommer der nok nogen, der tager lidt til næsen’. I Slagelse er jeg vokset op med, at folk siger: ’Nu kommer der nogen, der ikke tager noget til næsen. Det skal I bare lige vide’. Lige pludselig er der 40 drenge, der skal ud og pisse samtidig. Egentlig er det jo pisse skræmmende”, siger Peter, mens David og Rasmus griner og ryster på hovedet.

”Vi har en bydel, der hedder Kierulffsvej. Der er nogle indvandrerdrenge derude, som starter brande, så politiet og brandvæsnet kommer derud, og så kaster de sten på dem. Vi har forhørt os hos kommunen og sagt til dem flere gange: ’Hvis I støtter os, så vil vi gerne tage derud og lave graffiti-projekter eller indspille noget musik med de unge, der laver ballade’. Så har de noget at tage sig til. Desværre virker det som om, de ikke tror på ideen”, uddyber Rasmus.

Gadens Fineste. Foto: Rasmus B. Lind

Gadens Fineste mener nemlig, at de har fat i den overordentlige lange ende. Deres forhold til den by, der har været terræn for deres ungdom, er todelt. Den er en drivkraft i deres tekster på godt og på ondt, men løsrivelsen fra de hjemlige jagtmarker lader til at være uundgåelig. Både David og Rasmus planlægger at flytte mod København til et kunstnerisk miljø, der tager deres drømme seriøst. Slagelse har gjort dem selvkritiske og selvdestruktive. En gave og en byrde, der stempler dem som ægte provinsbørn, men samtidig giver dem mulighed for at lave ægte poesi.

 

The following two tabs change content below.

Mads Frimann