RUST har sat en SDU-studerende og en kulturpersonlighed stævne, for at finde ud af hvilken bog, film og musikalbum, de fordyber sig i de kolde vintermåneder. Her er deres bud på februar i divaneseren.

Dy Plambeck, forfatter og digter

  • Bog: Niels Lyhne af J.P. Jacobsen og Den Afrikanske Farm af Karen Blixen
    ”Jeg bliver nødt til at nævne to. Det har jeg lært af min oldefar Villy. Når fadet med blandet tobak gik rundt til familiefesterne, tog han altid to cigarer. ”Så er der én til hver hånd”. Jeg var 17 år, da jeg læste ”Niels Lyhne”, og den var med til at åbne mine øjne for, hvad litteratur kan. J.P. Jacobsens stilistiske sikkerhed og store menneskelige indsigt gjorde et udsletteligt indtryk på mig. ”Den Afrikanske Farm” læste jeg, da jeg rejste i Afrika som 20-årig. Den lærte mig, at fortællingerne er lige omkring mig, og at jeg for at kunne skrive måtte give noget af mig selv”
  • Film: The Godfather
    ”The Godfater er god om vinteren, fordi den er lang. Så kan man ligge på sofaen en hel søndag og se den. Jeg tror, at jeg har set den henved hundrede gange. Jeg kan den nærmest udenad, og alligevel kan jeg blive ved med at se den. Igen og igen. Filmen er storslået og på alle måder, overraskende, rå og med replikker, der falder, som de skal og med scener, der printer sig ind i hukommelsen. Fuldstændig fænomenalt”.
  • Album: Michael Møller: A Month of Unrequited Love
    “Det er godt med nogle sørgelige kærlighedssange om vinteren. Dem kan sænke ned i. Jeg har lyttet rigtig meget til det her album her i vinters. Det er et modigt projekt, vovet og vellykket. Michael Møller kan forvandle nogle personlige, næsten private erfaringer til noget alment menneskeligt på en meget fin og rørende måde”

Daniel Sprogøe-Jacobsen, litteraturvidenskab, SDU Odense

Daniel Sprogøe-Jacobsen, litteraturvidenskab, SDU Odense

  • Bog: On the Road af Jack Kerouac
    ”En af de bøger jeg relaterer mest til om vinteren er ”On The Road”. Måske fordi jeg fik den fik til jul og læste den derefter. Det er en af de første bøger, jeg læste, hvor jeg virkelig begyndte at interessere mig for litteratur. Jeg tror, at jeg var atten, da jeg læste den, og jeg synes, at det var vildt inspirerende med den her unge mand, der bare hopper afsted med åbent sind og ser, hvad der sker. Det er bare den mest romantisk idé”
  • Film: Die Hard
    ”Bruce Willis spiller den her sårbare antihelt. Han er lige blevet separeret, han har ingen sko på og kun en zippolighter. Filmen har en helt perfekt struktur. Du har den her antihelt fra noir-filmene, der ikke kan relatere til andre mennesker, og så har du en superskurk. Men selve historien er jo dybt urealistisk. Bruce Willis kommer på arbejde, og så bliver bygningen overtaget af tyske terrorister, men alligevel får vores helt reddet situationen. Det er en klassiker indenfor action-genren”.
  • Album: Miles Davis: Birth of the Cool
    ”Jeg føler mig voksen. Jeg er lige flyttet hjemmefra og står i køkkenet og vasker op, mens jeg hører jazz. Det er Miles Davis, der spiller. Jeg kan godt lide melankolien, der er en vinterstemning, der ligger lagret i musikken. Det er mørkt og regnvådt udenfor, og sidder man indenfor, nyder en kop kaffe og en cigaret. Og så har man det rart”.

 

 

The following two tabs change content below.

Nina Aagaard

Nyeste indlæg af Nina Aagaard (se alle)